Qivittoq

18. oktober 2015 by Aviaaja 39 kommentarer

Lydløst bevæger han sig væk fra grotten i fjeldmassivet. Nysneen ligger glitrende deroppe, luften så klingende ren og skarp. Ikke sætte spor. Han lader sig glide med vinden, der er tiltagende fra nordøst. Efterårets brændte farver i rød og gul, båret af krybeplanternes blade, tones ud i et flimrende orange efterhånden som han nærmer sig. Nedad, nedad går det mod elven, der deler bygden ved bugten i den beboede og ubeboede del. Dér ligger jollen. På den anden side af vandet, er der stadig lys i enkelte huse. Nordlyset, bølgende på himlen fra grøn til violet er aldrig i ro, og er hans allierede i natten.

Rensdyrjægerne sover, udmattede af jagten og spændingen. Der er stadig gløder i bålet ved tørrestativet. Huderne, som hænger der, har allerede glemt, de hørte til kødet, der ligger parteret og indpakket i plastik. Heldet har været med jægerne. Hele tre store dyr den første dag, de har licens til at skyde et mere, inden jagten skal slutte om to dage.

Han genkender såvel støvlerne som riflen, der er sat udenfor det ene telt. Tættere på indånder han mandens lugt og er ikke i tvivl. Det er ham.

Den tørre pilekvist fænger med det samme, den kommer i berøring med bålets gløder. Han har fået, hvad han kom efter denne gang.

”Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii”

Han klæder sig i ravnens kulsorte dragt og flyver med den brændende gren, som et stjerneskud på himlen, hjem til fjeldmassivets plateau.

***

” Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii

Barn af månen, søn af natten, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii

Bær mine drømme, flyt min smerte.

Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii …”

***

Ilden fænger og bålet blusser kraftigt op. Flammerne bærer ham tilbage i erindringen, til dengang: …

Det er nytårsaften, en særlig nytårsaften. Det er årtusindeskifte. Noget stort og ukendt er i vente. Hele verden fester, selvom dommedagsprofeterne har spået nok så megen undergang, og digitaliseringen muligvis lader fly styrte til jorden og respiratorer slukke.

Inuk, der lige er fyldt 15 år, forsøger at binde sin butterfly, men ender med at mene, den hvide anorak er fin nok. Først tager han forbi alderdomshjemmet og ønsker sin oldemor godt nytår. Han bliver inviteret til at spise mattak og tørret uvaq med de andre gæster, inden de fyrer de første raketter af kl. 20. Nu er det nytår nede i Danmark. Han ser sin mor for sig, men maner synet væk. Ikke nu! Bagefter strejfer han lidt rundt mellem husene, i håb om at få et glimt af Pipaluk.

Fra det grønne hus, bag tankstationen, lyder der høj musik. Inuk kender ikke dem, der bor der, men bliver nysgerrig og vil gerne se hvem de er, måske vil de invitere ham ind til deres fest. Idet han skal til at banke på, bliver døren flået op og en mand med en kniv i hånden tumler ud i ham. Manden taber kniven og skynder sig bort. Inuk kender ham godt. Det er jo skoleinspektøren. Inuk samler kniven op og lægger den på låget til skraldespanden. Sprutdunsten fra manden hænger stadig i luften og Inuk har alligevel ikke lyst til at gå ind i det hus.

***

Inuk blev dømt for drabet, der blev begået i det grønne hus, den nytårsaften. Først sad han i anstalten i Herstedvester i mange år og da han kom hjem, ville ingen kendes ved ham. Han gik til fjelds, blev Qivittoq.

***

”Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii …

Renens styrke, bliver min hævn

Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii.”

Han gør sine besværgelser og iklæder sig rensdyrets pragt og styrke inden han igen lader sig føre af vinden ned mod deltaet.

***

Jægeren får øje på den store rentyr, der står og spiser lav inde ved søen. Idet han rækker ud efter riflen lyder der et brøl, som kunne flænse himmelrummet. Smerten er overvældende og jægeren kastes hårdt mod jorden. Med blodet sivende fra en flænge i låret får han vendt sig rundt og ser renen forvandle sig: ”Inuk?!”

***********************************************************************************************************************************************

En, af flere forklaringer på, hvad en qivittoq er (fra “Den store danske”):

I de traditionelle grønlandske fortællinger støder man på begrebet fjeldgænger. Fjeldgænger, eller qivittoq, som det også kaldes (qivittarneq: at gå til fjelds) hører til i den gamle grønlandske kultur og tro på samme måde som åndemanere, trommedans, tupilakker, gengangere, spøgelser, mv. En fjeldgænger var en person, som med vilje forlod det menneskelige fællesskab og gik i fjeldet, f.eks. på grund af skam, skyld, vrede eller fornærmelse. De gamle fortællinger rummer også beretninger om at blive fjeldgænger af tvang, fordi man f.eks. havde begået en forbrydelse.

– Qivittoq blev en art straffende ånder. Man troede, de skiftede substans fra at være mennesker til at være ånder – altså farlige væsner.