6 minutter

Mariah kigger sig tilbage en sidste gang, inden de drejer om hjørnet oppe ved asfaltvejen, dér hvor birkene skygger for udsynet, så hun ikke længere kan se huset.

I sommernatten kunne det ligne et sted, hvor ingen nogen sinde havde levet. Måske har det hele bare været en drøm, eller en roman, hun har læst og levet sig dybt ind i.

Deres forelskelse, brylluppet. Huset i skoven, som i et eventyr. Drengen, og alle de materielle goder, hun kunne ønske sig. ”Ikke gå ned på udstyr”, var hans favoritudsagn, når han kom hjem med en smuk vase eller dyr vin. Han havde aldrig købt en kjole til hende, der ikke sad perfekt. Latter og lyse dage. Lune vinteraftener ved brændeovnen med skønne venner og dejlig mad.

Sådan sker de store fortællinger. De kommer ud af ingenting og vil ingen steder hen. Man kan være i deres favn en tid og så må man videre. Det havde hendes bedstemor fortalt hende med et stærkt blik, da hun besøgte dem sidste gang for, efterhånden, mange måneder siden.

Et allersidste kig ned mod huset. Tænk, at græsstrå alligevel kan være så grønne.

Første gang han kom hjem efter at have været udsendt, var der ikke noget at mærke. Jo måske, var der lidt længere imellem gæster i deres hjem. Men han trængte til at være alene med hende og drengen. Det var der ikke noget at sige til, sådan som han havde savnet dem i de 6 måneder. Hun havde også nydt at have ham helt tæt på, mærke trygheden. Bare de tre.

Det var begyndt efter anden gang i Afghanistan. Han tålte ikke at være alene, han tålte ikke, de var der. Han bad hende sige sit job op, han ville gerne vide, hvor hun var. Hun havde troet, det var en overgang, at han havde brug for hende, at han blot behøvede tid til at komme sig over de oplevelser, krigen havde givet ham. Han ville ikke tale om det, så hun kunne kun gætte. Ligesom hun lærte sig at gætte hans ønsker og sindstilstand. Lærte at holde drengen væk, når han var i dét humør eller sende drengen ind til ham i arbejdsværelset, når han var i dét humør.

Forandringen var sket glidende, hun gled med, var påpasselig og usynlig. Det var først den dag, Helle henne i børnehaven havde bedt hende om to minutter, og hun havde indvilliget selvom Søren ventede i bilen med motoren tændt, at hun turde forstå. Helle havde fortalt, at personalet var meget bekymret for drengen, der havde forandret sig og var blevet ukontrollabel aggressiv og konfliktsøgende.

I et par uger, havde hun holdt øje med, hvor lang tid det tog Søren, at hente brænde ind, for derefter at lade riflen, og tage den daglige rekognosceringsrute rundt om huset og tjekke alle snubletråde og grene, der tilsyneladende lå tilfældigt. Hendes liv afhang af 6 minutter.

”Højst 5½ minut, så lægger jeg på! ”, hviskede hun til sit spejlbillede på badeværelset i går, inden hun satte alarmen på sin iPhone og ringede op til det telefonnummer, Helle havde fortalt hende, som hun havde lært sig uden ad.

”Mor, MOR! ” Drengen hiver hende i trøjen og får hende tilbage til nuet. Det er godt. Hun må følge planen og ikke mærke, ikke tænke. Ikke gå tilbage.

De kommer til at skulle gå et lille stykke på landevejen, før de kan gå ad skovstier, mere beskyttet end her, hvor bilerne passerer med korte mellemrum.

I nat skal de være på hotellet inde i byen, inden de tager det første morgentog væk. De vil blive hentet på Københavns hovedbanegård af en kvinde, der kører dem til krisecentret.

Langt hjemmefra

Mine overalls med mælkedrengestriber er nyvaskede og sidder perfekt. Jeg er næsten færdig med at pudse mine røde træsko. Jeg bruger læderfedt, det gør dem bløde. Heldigvis er de ikke nye, så bagkappen gnaver ikke mere. Nu mangler jeg kun at finde ud af, hvilken anorak, jeg skal tage på. Det kan godt blive lidt køligt i aften, når vi skal hjem. Jeg beslutter mig for den lilla i batikfarvet lagenlærred. Den bør lige stryges.

Nede fra gården kan jeg høre børn sjippe og selvom nogen i opgangen steger frikadeller, kan jeg mærke duften af solvarm asfalt. Far og mor er i kolonihaven for at vande.

Inde i mit værelse er pickuppen fanget i ridsen på min nye Gasolinplade. Kim Larsen gentager sig selv i én uendelighed ” … var vist nok i 1975, præsid … var vist nok i 1975, præsid … ”

Nå, pyt med den strygning, der stod søndagstøj i invitationen og om søndagen kan jeg godt være lidt krøllet. Jeg drøner ind og løfter først pickuparmen over det kritiske sted men ombestemmer mig og slukker helt for pladespilleren. Snupper violinkassen med det fine brikvævede bånd, jeg har fået sat på, så jeg ikke skal bære kassen i hånden, men kan have den bekvemt på ryggen.

Som det sidste inden jeg går ud af døren, tager jeg bidskinnen ud af munden og lægger den i dåsen ved siden af min seng. Den er helt gal med min kæbe for tiden. Den låser, så jeg bogstavelig talt ikke kan åbne munden. Oftest efter natten, men det sker også, når jeg har spillet meget violin og har koncentreret mig, eller hvis jeg bliver nervøs over noget og ubevidst bider hårdt sammen.

Morten står allerede og venter på mig på perronen, da jeg kommer spænende i sidste øjeblik. Han er godt nok poleret at se på. Vi har ikke været kærester ret længe, og jeg kender ham egentlig ikke så godt. Han er noget ældre end mig, er ud af tandlægefamilie og har lært klassisk violinspil. Det grinte vi meget af i spillemandslauget, men nu kan han næste spille en hel polka uden vibrato.

Jeg blev både glad og stolt og nervøs, da han viste mig invitationen for nogen tid siden. Det var hans studiekammerats forældre, der havde sendt den ud. De ville gerne se alle de ny-udsprungne dyrlæger med ledsager til kandidatfest for deres søn. Ud over angivelse af tid og sted stod der, at festlige indslag var velkomne, og desuden påklædning: Søndagstøj. Jeg besluttede, at jeg ville spille en vals til festen. Jeg er altid mere tryg, når jeg har min violin med.

Morten, der ellers nok plejer at kunne fortælle og lave sjov, er besynderligt tavs hele vejen i toget. Jeg er glad, da vi endelig kan hoppe af på Gentofte station, hvorfra vi skal gå et lille stykke.

Vi ankommer samtidig med nogle andre gæster, som stiger ud af en limousine. De er to par. Mændene er i smoking, begge kvinder er i lange stropløse kjoler. De kigger ned på mig fra deres stilletter, da de giver hånd og præsenterer sig.

”Kom dog indenfor”, lyder det fra den brede havetrappe. En herre slår bydende ud med hånden og jeg følger med Morten. Vi bliver budt en slags skål med champagne. Glasset er fyldt til kanten og idet herren fra før trækker mig i ærmet på anorakken og spørger: ”Hvad er det, De har der … skal De ikke have den af? ” spilder jeg en ordentlig skvat ned over hans bukser. Han lader som ingenting og viser os ind i et rum, der allerede er fyldt med mennesker. En kvinde annoncerer de kvindelige gæsters navne, tildeler os en bordherre og beder os stille op på række, inden hun sætter sig til flyglet og spiller en indmarch. De franske døre slås op, og vi marcherer ind til vores bordpladser.

Dugen er af tykt, bordeauxfarvet fløjl. Tallerkenerne er af sølv. Ind kommer tjenere med fade, hvorfra de serverer tre små stykker brød på vores tallerkener. Hverken min bordherre eller jeg spiser. Han kigger på mig og peger på sin kind ”jeg har tandbyld”. ”Åh”, lykkes det mig at presse ud mellem tænderne.

Qivittoq

Lydløst bevæger han sig væk fra grotten i fjeldmassivet. Nysneen ligger glitrende deroppe, luften så klingende ren og skarp. Ikke sætte spor. Han lader sig glide med vinden, der er tiltagende fra nordøst. Efterårets brændte farver i rød og gul, båret af krybeplanternes blade, tones ud i et flimrende orange efterhånden som han nærmer sig. Nedad, nedad går det mod elven, der deler bygden ved bugten i den beboede og ubeboede del. Dér ligger jollen. På den anden side af vandet, er der stadig lys i enkelte huse. Nordlyset, bølgende på himlen fra grøn til violet er aldrig i ro, og er hans allierede i natten.

Rensdyrjægerne sover, udmattede af jagten og spændingen. Der er stadig gløder i bålet ved tørrestativet. Huderne, som hænger der, har allerede glemt, de hørte til kødet, der ligger parteret og indpakket i plastik. Heldet har været med jægerne. Hele tre store dyr den første dag, de har licens til at skyde et mere, inden jagten skal slutte om to dage.

Han genkender såvel støvlerne som riflen, der er sat udenfor det ene telt. Tættere på indånder han mandens lugt og er ikke i tvivl. Det er ham.

Den tørre pilekvist fænger med det samme, den kommer i berøring med bålets gløder. Han har fået, hvad han kom efter denne gang.

”Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii”

Han klæder sig i ravnens kulsorte dragt og flyver med den brændende gren, som et stjerneskud på himlen, hjem til fjeldmassivets plateau.

***

” Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii

Barn af månen, søn af natten, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii

Bær mine drømme, flyt min smerte.

Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii …”

***

Ilden fænger og bålet blusser kraftigt op. Flammerne bærer ham tilbage i erindringen, til dengang: …

Det er nytårsaften, en særlig nytårsaften. Det er årtusindeskifte. Noget stort og ukendt er i vente. Hele verden fester, selvom dommedagsprofeterne har spået nok så megen undergang, og digitaliseringen muligvis lader fly styrte til jorden og respiratorer slukke.

Inuk, der lige er fyldt 15 år, forsøger at binde sin butterfly, men ender med at mene, den hvide anorak er fin nok. Først tager han forbi alderdomshjemmet og ønsker sin oldemor godt nytår. Han bliver inviteret til at spise mattak og tørret uvaq med de andre gæster, inden de fyrer de første raketter af kl. 20. Nu er det nytår nede i Danmark. Han ser sin mor for sig, men maner synet væk. Ikke nu! Bagefter strejfer han lidt rundt mellem husene, i håb om at få et glimt af Pipaluk.

Fra det grønne hus, bag tankstationen, lyder der høj musik. Inuk kender ikke dem, der bor der, men bliver nysgerrig og vil gerne se hvem de er, måske vil de invitere ham ind til deres fest. Idet han skal til at banke på, bliver døren flået op og en mand med en kniv i hånden tumler ud i ham. Manden taber kniven og skynder sig bort. Inuk kender ham godt. Det er jo skoleinspektøren. Inuk samler kniven op og lægger den på låget til skraldespanden. Sprutdunsten fra manden hænger stadig i luften og Inuk har alligevel ikke lyst til at gå ind i det hus.

***

Inuk blev dømt for drabet, der blev begået i det grønne hus, den nytårsaften. Først sad han i anstalten i Herstedvester i mange år og da han kom hjem, ville ingen kendes ved ham. Han gik til fjelds, blev Qivittoq.

***

”Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii …

Renens styrke, bliver min hævn

Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii.”

Han gør sine besværgelser og iklæder sig rensdyrets pragt og styrke inden han igen lader sig føre af vinden ned mod deltaet.

***

Jægeren får øje på den store rentyr, der står og spiser lav inde ved søen. Idet han rækker ud efter riflen lyder der et brøl, som kunne flænse himmelrummet. Smerten er overvældende og jægeren kastes hårdt mod jorden. Med blodet sivende fra en flænge i låret får han vendt sig rundt og ser renen forvandle sig: ”Inuk?!”

***********************************************************************************************************************************************

En, af flere forklaringer på, hvad en qivittoq er (fra “Den store danske”):

I de traditionelle grønlandske fortællinger støder man på begrebet fjeldgænger. Fjeldgænger, eller qivittoq, som det også kaldes (qivittarneq: at gå til fjelds) hører til i den gamle grønlandske kultur og tro på samme måde som åndemanere, trommedans, tupilakker, gengangere, spøgelser, mv. En fjeldgænger var en person, som med vilje forlod det menneskelige fællesskab og gik i fjeldet, f.eks. på grund af skam, skyld, vrede eller fornærmelse. De gamle fortællinger rummer også beretninger om at blive fjeldgænger af tvang, fordi man f.eks. havde begået en forbrydelse.

– Qivittoq blev en art straffende ånder. Man troede, de skiftede substans fra at være mennesker til at være ånder – altså farlige væsner.

Fit og færdig

Alle spejle i træningslokalet synes blankpoleret denne mandag morgen. Stemningen er i top. Allerede i omklædningsrummet drøner energien rundt mellem kvinderne, der med smukke smil og blonde, svingende hestehaler, beundrer hinandens outfit og smallere taljer. Snakken går højlydt om, hvem der er til marathon og hvem, der er til dating. En forening af disse kan jo på ingen måde være mulig. Man kunne da lige forestille sig … Særligt samler opmærksomheden sig, igen i dag, om Britta, der har været holdets fælles projekt.

Til at begynde med havde hun været en kedeligt udseende pige, helt ovre fra Sønderjylland. Hun var egentlig aldrig tyk, eller usympatisk på anden måde, bare grå og provinsiel med kommunefarvet hår. Første gang hun kom med til fitness, var hun troppet op i en grå jogging dragt. Herregud! Nu er hun helt cool og fit på alle måder og har fast plads, forrest i kæden, til venstre for Susanne, hvor Lena ellers har stået i lang tid.

Det var endda Lena, der en dag i november sidste år, havde kaldt til samling efter spinning, eller var det efter zumba … næh, det var den dag, de var startet på yoga, altså en torsdag, nå pyt … Lena havde fortalt om den her pige, der var begyndt som elev i Magasins sportsafdeling, men som, ærlig talt, næsten skræmte kunderne væk. Efter de mange ”åh” og ”ej”, som reaktion på Lenas beretning om Britta, havde lagt sig, bredte tavsheden sig indtil Susanne udbrød:

– Ved I hvad, tøser. Hun må under vores vinger. Vi kan ikke være andet bekendt for Lenas skyld.

Alle kiggede på Lena da hun med rødmen og strålende øjne hviskede

– Tak Susanne, hvor er det sødt af dig!

Og sådan var det blevet. Sikke en forandring på så forholdsvis kort tid.

Nu starter musikken inde i salen. Susanne, der er kommet drønende i sidste øjeblik, skynder sig at få klædt om, efter de andre allerede er på plads, men i løbet af no time, bevæger kroppene sig synkront i snorlige rækker i det lyse rum. Al tale er forstummet og afløst af indædt koncentration. Pulsen skal op, det kommer den og sveden hagler af kvinderne i takt med at hastigheden øges. Stjålne, selvtilfredse blikke bliver kastet mod spejlene, der omgiver dem.

Lena snurrer om sig selv, men mister et trin og kommer for sent i drejningen. Hun tillader sig at gøre et par sekunders pause for at komme ind i takten igen og lægger mærke til, at Susanne og Britta foran hende begge er klædt i det allernyeste, vildt dyre, dress, som de fik hjem til Magasin i fredags. Gad vide hvorfor Susanne dog har valgt det pink, hun der ellers altid foretrækker turkis? Nå, men det er vel for, at de ikke skal være helt ens, slyngveninderne.

Lena får øje på noget hvidt, der stritter ud ved nakken på Brittas top. Hvad fanden …

– Tyvetøs! Lena griber fat i Britta og nærmest flår den pink top af hende. Triumferende holder hun den lille hvide plastik dims i vejret så alle kan se den.

– Den her vare er ikke registreret i kassen!

“I Say a Little Prayer”

Astrid vågner ved, at lighteren glider ud af hendes hånd og rammer gulvet med et smæld. Hun rækker ned efter den og må vende sig lidt på den smalle plyssofa for at kunne nå. Liggende med hovedet vendt mod gulvet, samler hun lighteren op. Det er en Ronson, det er der ingen tvivl om. Hendes morbror har en magen til. Denne er bare gylden og ser ud til at være ny, eller flittigt pudset. Den har tyngde og ligger godt i hånden. Hun lader tommelfingeren glide ned over rillerne på siden, inden lighteren lægger sig tilrette, så hun uden besvær kan trykke tændingen ned og en flamme lyser op. Duften af gas i et kort øjeblik … Åh, hans blik, da han tændte den første cigaret for hende i aftes.

Bordene er tomme, men røgen ligger stadig tæt i rummet, selvom bagdøren, højst sandsynligt, står på vid gab ud mod morgengryet og solsortesangen. Hun får øje på sin ene sorte stilet, der ligger alene tilbage på dansegulvet midt i lokalet. Hun kan lige skimte skoens hæl gennem bord- og stoleben. Gad vide, hvor den anden er.

Hun kommer på højkant og sætter kjolens skulderstrop på plads med en glidende bevægelse. Et øjeblik er det som om, alting går i et. Dansegulvets kobber, sofaens røde plys, kjolens blanke stof og hendes røde negle. Selv røgen farves rødlig af spotlightet over scenen.

Musikerne er ved at pakke deres instrumenter sammen. De har alle løsnet deres slips, og de røde seler hænger ned langs siden hos et par stykker af dem. De var et stort orkester i aften. Tre blæsere og en percussionist fra Cuba havde været med som gæstemusikere og løftet musikken til en eksplosion af varme vinde og sorgløst, uendeligt liv. Da hun havde sunget sit sidste sæt, var de fortsat med at spille og for første gang i umindelige tider, havde hun kunnet danse og more sig.

– Godmorgen, min blomst. Jeg antager sjusserne flød gavmildt. Du har lidt savl på hagen. Gustav bag baren gnider sin hage på højre side, og hun gør, reflektorisk, det sammen, hvilket får ham til at grine højt. – Du er nem at snøre. Han holder glasset op mod lyset, inden han igen polerer på det med viskestykket. Det gentager sig et par gange før glasset får lov at glide ind i holderen over disken. Han må op på tå for at nå, og hver gang falder en tot af håret frem i panden på ham. Ingen bryldcreme er i stand til at holde det på plads. Hun har set det gentage sig nat efter nat, kender hans bevægelse når han kører fingrene gennem håret for at få det til at sidde igen.

Astrid kommer på benene og lister uden om nogle sjatter hen til baren.

– Hvis jeg ikke måtte lyve, ville jeg sige, jeg elskede dig, stump. Hun sender et fingerkys mod Gustav inden hun hopper op på barstolen og tager i mod den kop kaffe, han rækker frem mod hende. – Jeg har aldrig set ham her før, har du? Har du Gustav, svar mig nu! Jeg fik ikke engang hans navn. Det var uden betydning. Jeg følte mig så smuk, speciel. Bare den måde han lyttede på og fik mig til at fortælle. Hans øjne, hans manérer. Så du, hvor han kunne danse?

– Et ægte kys for det jeg har i hånden? Gustav vinker med en lap papir. En herre har mistet sin Ronson lighter og bad os kontakte ham på dette telefonnummer, hvis vi finder den.

Rødt på hvidt

Nu kommer det, nu siger han det, han IKKE skal sige. Hun ser, hvordan han trækker luft ind gennem næsen og lader blikket løbe bordet rundt for at lade det hvile på et punkt lige over hende. Han rækker ud efter sit glas.

Tænk, at han alligevel kunne tale så meget, så længe, uden at sige en skid.  Det er lige før hun drister sig til at råbe RESPEKT. Han hader det ord, når det kommer fra hende.

– Du aner INTET om, hvad respekt er! Brølede han af hende så sent som i morges, da hun bad ham respektere, hun ville have døren lukket til sit værelse imens hun klædte sig på.

Jessica tager godt fat om sit ene knæ og klemmer til. Med fingerspidserne finder hun såret fra i går lige under knæskallen, mærker neglenes skarphed gennem de tynde nylonstrømper. Nu er der hul. Huden under neglene. De fine negle, hun fik lavet i går hjemme hos Sofies mor.

– Sådan. Havde hun sagt med smøgen hængende i mundvigen og det ene øje knebet i, sikkert for at undgå røgen.

– Nu er du klar til at være prinsesse for en dag. Det skal du nyde. Sug til dig af al halløjet så længe du orker. Det skader sgu ikke og gaverne er sikkert fede. Får du masser af penge, stikker vi af fra hele lortet. Du, Sofie og mig. Køber et lille hus ved vandet. I to fisker, og jeg fanger de store torsk.

Hun var kommet til at grine, helt fra maven af. Det er som om Sofies mor har en sjette sans, som om hun ved alt om alle, og om alting. Det føles godt. Gad vide om hun VIRKELIG ved.

Det løber vådt ned af skinnebenet nu. Kilder. Neglene borer dybere. Hans hånd på hendes skulder. Han har renset negle i dagens anledning, men mangler lidt skidt i kanten af langefingerneglen. Jessica synker og synker. I lige linje ned af bordet står 32 blomsterdekorationer. Asters, er det vist. I forskellige rødlige farver. De fleste er lyserøde og fra kolonihaven. Vestvej nr. 32. Huset er brunt og grimt. Sofaen ulækker, stinkende. Hulen under tjørnehækken er det bedste sted at være. Indgangen er dækket af brændenælder, det holder al skidt ude. Der er 32 gæster, 32 bordkort, 32 gaver, 32 mennesker, der ikke ved en skid eller bare lader som om. Han er 32 år, hun var 5 første gang. Mor har sin nye parfume på. Han har købt den til hende. Hun stinker. Nu smiler hun, stråler, dupper øjne, lægger sin hånd på hendes anden skulder. Fanget.

– … så lad os alle rejse os og råbe et trefoldigt hurra for vores lille pige, vores grimme ælling, vores smukke hvide svane, yndige og uskyldige unge kvinde. Du har altid været helt dig selv. Vi er stolte af dig og vi elsk … ” Hvad fanden laver hun nu, tøsen. Kan hun ikke engang vise sin far og mor lidt respekt, bare denne dag. Vi har sgu gjort det så godt vi kunne. Ingen forældre er vel fejlfri …” Noget vrider sig i maven på ham. For helvede da også. Den ene gang havde jo bare taget den anden. “Aldrig mere” havde han lovet sig selv og Kerstin mange gange.

Eksplosionen er så kraftig inde i hendes hoved, at alle lyde forsvinder. Hans mund ligner guldfiskenes henne i skolen, når de snapper efter mad i overfladen af vandet. Hendes mor svømmer opad. Måske er de alle sammen under vand? Bordet bølger. Gæsterne, skubber stole tilbage i slowmotion. Nu står de og glor på hende, snapper efter luft med ham. Idioter, der er jo ingen luft at få. Længst væk, langt væk, sidder Sofie og hendes mor stadig, som de eneste. Jessica griber Sofies blik, får luft og sprænger lydmuren. Blodet er rødt på hendes hvide sko.

Uret tikker, hjertet banker og øjnene er noget så blå

(Opgave 3. Den Nye Skriveskole)

– Hallo, Mikkel her …

– Hej det er Lena …

– Øøøhh Lena?

– Ja Lena, come on skat, du har vel ikke glemt din vilde skolekæreste?

– LENA! Nej hvor fedt. Hej Lena … jamen altså … hej!

– He he så faldt tiøren. Hvordan har du det i dit liv?

– Jamen, jo altså, jeg har det da fint. Du ved … ikke så meget nyt der. Byen ligner sig selv. Man mødes i Brugsen, nu er det så SuperBrugsen, lørdag formiddag og hilser på dem, man dansede med på Fasanen fredag nat. Hvis man da kan kende dem … Hahaha … Jeg har det sgu godt! Hvad med dig?

– Tak jeg har det forrygende. Flyttede jo, som du ved, til Nørrebro lige efter gymnasiet og læser nu Humaniora på RUC.

– Wow, det lyder som noget, der lige passer dig. Du var jo lidt af en bogorm … haha, ja altså den smækreste bogorm, jeg nogen sinde har kendt.

– Hehe, tak-tak … men faktisk så ringer jeg for at høre, om du har lyst til at ses, bare sådan …?

– Tør jeg det … haha … ja selvfølgelig, det lyder fedt. Jeg skal tilfældigvis til København og lave noget strøm i næste uge … lad mig lige tjekke kalenderen …ooons …

– Altså, jeg vil meget hellere komme til dig. Jeg har sådan lyst til at genopleve min barndoms by. Du ved, gense … ja dig! Og så har jeg gang i et projekt, der handler om børn, det kunne være sjovt at undersøge … og måske en tyr på fasanen … hehe … eller bare en TUR på Fasanen og i Brugsen dag… undskyld SUPERBrugsen dagen efter … hehe …

– Ja, den er jeg med på!

– Har du en sofa jeg kan sove på … eller skal se om jeg kan finde … hov for resten, er du gift eller noget?

– Nej, og jeg har heller ingen kæreste for tiden … hvad med di….

– jamen, hvad siger du til på fredag allerede?

– kæft, jeg glæder mig. Du er SÅ velkommen!

Lige fra Lena hoppede ud af toget som den første den følgende fredag eftermiddag, havde han været solgt. Helt fanget ind af hendes blå øjne igen. HENDES duft, da de krammede uden at tøve. De gik hånd i hånd gennem stationsbygningens hal og hen til bilen. Med tommelfingeren kunne han mærke arret i hendes håndflade fra dengang, hun skvattede på diskoteket og skar sig på et glasskår, der lå på gulvet.

Det var så fedt. Straks på bølgelængde og fordybet i spændende samtaler. Tænk at det kunne være sådan. Han havde glemt, at tanker og ord kunne glide så let. At nogen lyttede og havde lyst til at forstå, hvad han følte, tænkte og mente om al muligt. At livet ikke kun var vekselstrøm, byggeplaner, urimelige frispark og ølmærker. Glæden i hver en celle da hun ved middagen i havestuen fastholdt hans blik og roste hans stadig gode fysiske form og hans sans for indretning. Hun havde sagt, at hun aldrig havde glemt hans kreativitet og evne til at få andre mennesker til at føle sig særlige, og godt tilpas. Så megen varme i de øjne. Hvorfor havde han ikke haft modet til at flytte med dengang … nåh jo, hun var jo …

– Mikkel … Mikkel … hallo jorden kalder Mikkel.

– øh ..

– hehe, … nej, spøg til side. Jeg har vist fedtet af på det, når du har spurgt til mit liv ud over RUC. Jeg har faktisk en rigtig sød kæreste … men det er helt ok, at jeg er her.

Det sugede fælt i maven.

– hvor skønt, selvfølgelig har du det!

Jep, så er det på plads … Fasanen?

De havde danset og drukket, grint og leget, talt og elsket. Hun havde igen og igen forsikret ham om, at det var helt ok med hendes kæreste i København. Han besluttede sig for ikke at spørge mere. Tænkte tanken, … men aldrig til ende. Siden var de mødtes ”i barndommens gade”, som hun finurligt kaldte det, ca. en gang om måneden i et halvt års tid.

Mikkel satte p-skiven og drønede, lidt forsinket, ud på perronen.

– Hallooeeh, Lena pustede ham i nakken … Der er nok én der er sent på den … og så lige i dag. Kom, der er en du skal møde. Jeg ville have ringet først … men … altså modet …

Blå øjne, røde pletter på kinderne, grøn frakke, lilla halstørklæde … blå øjne … kærlige …

– Mikkel! … … her er min kæreste Simone …

… Simone! Her er min kæreste ven Mikkel, som jeg har fortalt dig så meget om.

… Mikkel! … vi skal være forældre.