Aviaajas

Tekster til Den nye Skriveskole … og hvad der ellers måtte komme


21 kommentarer

I skulle bare vide. Del 1

Det går uendeligt langsomt med at få skubbet barnevognen op ad bakken mod grønthandleren. Som om tankernes træghed har en afsmittende virkning på kroppens bevægelser. Er det sådan det hænger sammen? Under frakken mærker hun, hvordan sveden danner våde pletter under arme og bryster. Så uoverskueligt om hun skulle møde nogen hun kender. De vil kunne se lige igennem hende. Uanset hvem, så vil de kunne se.

Du magter det ikke. De opdager det. De ser hvem du i virkeligheden er. Du kan heller aldrig … tag dig sammen!

”Du giver hende alt for megen mad”, havde sundhedsplejersken insisteret, da hun i formiddag var på hjemmebesøg i lejligheden i bofællesskabet. ”Forestil dig, at du havde spist 2 store portioner julemad og så blev tilbudt en steak med bearnaisesauce og pomme frites, du ikke kunne lade stå. Ville du så ikke også få ondt i maven og måske skrige”. Lea var kommet til at grine ved sundhedsplejerskens ord. Kunne så levende se det for sig, men mærkede ikke, at det kunne have noget med hende og Julie at gøre. Julie græd nogen gange så utrøsteligt, at Lea ikke vidste, hvad hun skulle stille op. Det var det, hun havde fortalt sundhedsplejersken, at Julie indimellem græder og er svær at trøste. Ikke noget med mad. Herregud. Hun bliver jo stadig ammet og får ikke andet at spise end modermælken.

”Hvad gør du, når hun græder? ” var hun blevet spurgt. ”Jeg lægger hende til brystet og synger for hende. Så falder hun til ro. Bare hun er hos mig. Men når jeg vil lægge hende tilbage i barnevognen eller på legetæppet, så …”. Lea havde svaret med stolthed i stemmen og havde vel sagtens forventet et anerkendende ord, derfor kom bebrejdelsen som et slag.

Det var nok forvirringen, der fik hende til at grine og søge øjenkontakt med Birgitte, der boede i lejligheden nedenunder og som altid lige kiggede op, når Lea fik gæster. Der var ingen genkendelse af noget sjovt i Birgittes øjne, ingen lethed i stuen. Bare en tavshed, der fik det til at runge for ørerne af Lea.

Fik hun sagt farvel? Lea var gået hen til vinduet med Julie på armen. “Se, Julie. Mens vi har haft besøg har det store, gamle kastanjetræ dernede for foden af bakken foldet sine blade ud.”

Julie er faldet i søvn, da de når den tyrkiske grønthandler på toppen af bakken. Eftermiddagslyset er skarpt og solen er ved at få rigtig fat nu. På stativet udenfor butikken er der dansk kryddergrønt, asparges og salater i skøn forening med stedmoderplanter og flittigliser, foruden kasserne med tomater, løg, gulerødder og alverdens frugter. Duftene blander sig med lugten af sved, da Lea lyner frakken op. Hun sætter barnevognen helt inde ved husmuren tæt ved indgangsdøren og registrerer, at en fuge mellem de røde mursten er smuldret. På huskelisten står kun porrer og citron. Men hvor er de, porrerne? Har han ikke flere tilbage? Åh jo. De er bare flyttet en plads. Hen ved siden af forårsløgene. Forårsløg … måske skal hun hellere … de er jo friske … men … eller begge … Lea griber fat i en kasse med auberginer, der vugger et par gange, inden den igen falder til ro på stativet. Pludselig så svimmel. Der er kø op ad trappen til butikken. De har sommertøj på, menneskerne i køen. Lea flår hårelastikken ud af sit lange hår og lader det falde beskyttende ned på begge sider af ansigtet. Det nytter ikke. Hun kan ikke … Heldigvis er det nemt at lægge grøntsagerne tilbage i deres kasser. Hurtigt er hun henne ved barnevognen og er i gang med at løsne bremsen, da hun hører en kvindestemme kalde på sig.

Reklamer