Aviaajas

Tekster til Den nye Skriveskole … og hvad der ellers måtte komme


16 kommentarer

Understrøm

Der sidder en mand på en pind. Pinden står i vandet nær kysten. Hvor længe han har siddet der, er der ingen der ved.
Havets overflade er stille, spejlblank. Det er i alt fald, hvad det menneskelige øje kan se og den menneskelige hjerne kan opfatte. Ingenting forstyrrer, ingenting forandres tilsyneladende. Over mandens hoved kredser fugle. Syv hvide falke, større end ellers. Mere hvide er de også. Prangende, smukke. Inde på land tales der meget om manden. Ingen siger noget højt, men alle taler de. Med øjne og attitude holder de hinanden orienteret om status, holder de hinanden i skak, at ingen ved mere en andre, at ingen andre får fortrin og indsigt som ikke de selv måtte have.

En modig ung pige svømmede en dag i september ud for at se nærmere på mand og pind. Svømmeturen havde nær taget livet af den unge pige. ”Sikke en understrøm her må være” tænkte hun, da hun med seje tag forsøgte at nærme sig manden på pinden. For hvert svømmetag synes pælen at flytte sig mindst en meter længere væk. Udmattet lagde hun sig på ryggen for at hvile en smule. Hendes øjne søgte himlen, hvor den blå farve favnede hende i en eneste øm bevægelse. Undrende mærkede hun hænder på sin krop, der strøg hende i blide kærtegn indtil en brusende bølge bar hende til havs. Senere kyssede hun sin elskede farvel og pyntede sig med syv hvide fjer som han gav hende, inden hun igen svømmede mod land.

Siden da skreg falkene så højt, at vand piskede ind over land, hvis nogen vovede at se ondt på hende. Hun selv fortalte aldrig, hvad hun havde oplevet derude. Hendes øjne besad nu en rolig dybde, en visdom som var hun det ældste menneske i universet og smuk var hun blevet, uendelig smuk. De tre sønner og fire døtre fik alle en fjer hver med sig ud i livet siden hen. Med fjerene skrev de historier, som varmede et hvert hjerte og gav stemmerne tilbage til folkene ved havet.

Reklamer