Aviaajas

Tekster til Den nye Skriveskole … og hvad der ellers måtte komme


24 kommentarer

Rødt på hvidt

Nu kommer det, nu siger han det, han IKKE skal sige. Hun ser, hvordan han trækker luft ind gennem næsen og lader blikket løbe bordet rundt for at lade det hvile på et punkt lige over hende. Han rækker ud efter sit glas.

Tænk, at han alligevel kunne tale så meget, så længe, uden at sige en skid.  Det er lige før hun drister sig til at råbe RESPEKT. Han hader det ord, når det kommer fra hende.

– Du aner INTET om, hvad respekt er! Brølede han af hende så sent som i morges, da hun bad ham respektere, hun ville have døren lukket til sit værelse imens hun klædte sig på.

Jessica tager godt fat om sit ene knæ og klemmer til. Med fingerspidserne finder hun såret fra i går lige under knæskallen, mærker neglenes skarphed gennem de tynde nylonstrømper. Nu er der hul. Huden under neglene. De fine negle, hun fik lavet i går hjemme hos Sofies mor.

– Sådan. Havde hun sagt med smøgen hængende i mundvigen og det ene øje knebet i, sikkert for at undgå røgen.

– Nu er du klar til at være prinsesse for en dag. Det skal du nyde. Sug til dig af al halløjet så længe du orker. Det skader sgu ikke og gaverne er sikkert fede. Får du masser af penge, stikker vi af fra hele lortet. Du, Sofie og mig. Køber et lille hus ved vandet. I to fisker, og jeg fanger de store torsk.

Hun var kommet til at grine, helt fra maven af. Det er som om Sofies mor har en sjette sans, som om hun ved alt om alle, og om alting. Det føles godt. Gad vide om hun VIRKELIG ved.

Det løber vådt ned af skinnebenet nu. Kilder. Neglene borer dybere. Hans hånd på hendes skulder. Han har renset negle i dagens anledning, men mangler lidt skidt i kanten af langefingerneglen. Jessica synker og synker. I lige linje ned af bordet står 32 blomsterdekorationer. Asters, er det vist. I forskellige rødlige farver. De fleste er lyserøde og fra kolonihaven. Vestvej nr. 32. Huset er brunt og grimt. Sofaen ulækker, stinkende. Hulen under tjørnehækken er det bedste sted at være. Indgangen er dækket af brændenælder, det holder al skidt ude. Der er 32 gæster, 32 bordkort, 32 gaver, 32 mennesker, der ikke ved en skid eller bare lader som om. Han er 32 år, hun var 5 første gang. Mor har sin nye parfume på. Han har købt den til hende. Hun stinker. Nu smiler hun, stråler, dupper øjne, lægger sin hånd på hendes anden skulder. Fanget.

– … så lad os alle rejse os og råbe et trefoldigt hurra for vores lille pige, vores grimme ælling, vores smukke hvide svane, yndige og uskyldige unge kvinde. Du har altid været helt dig selv. Vi er stolte af dig og vi elsk … ” Hvad fanden laver hun nu, tøsen. Kan hun ikke engang vise sin far og mor lidt respekt, bare denne dag. Vi har sgu gjort det så godt vi kunne. Ingen forældre er vel fejlfri …” Noget vrider sig i maven på ham. For helvede da også. Den ene gang havde jo bare taget den anden. “Aldrig mere” havde han lovet sig selv og Kerstin mange gange.

Eksplosionen er så kraftig inde i hendes hoved, at alle lyde forsvinder. Hans mund ligner guldfiskenes henne i skolen, når de snapper efter mad i overfladen af vandet. Hendes mor svømmer opad. Måske er de alle sammen under vand? Bordet bølger. Gæsterne, skubber stole tilbage i slowmotion. Nu står de og glor på hende, snapper efter luft med ham. Idioter, der er jo ingen luft at få. Længst væk, langt væk, sidder Sofie og hendes mor stadig, som de eneste. Jessica griber Sofies blik, får luft og sprænger lydmuren. Blodet er rødt på hendes hvide sko.

Reklamer