Aviaajas

Tekster til Den nye Skriveskole … og hvad der ellers måtte komme


2 kommentarer

Tasiilaq

154540_3445928579686_1741013975_n

Det er meget sørgeligt

Det er ubærligt

Det er børns liv

voksnes

En bys

En nations

 

Det er dansk tænkning

Den sidste koloni

(Det er farligt at sige)

Det er populisme

Det er så nemt

Nej

En finger peger ud

tre på dig selv

 

Det du siger

Flødekaramel

Og sådan er det ikke

Kun

Sådan er det også

 

Skam

Splid spild sorg

Styrke stolthed

Hurtig højrøstet

Vi ved bedst

Vi ved ikke en skid

Av hjerte

Reklamer


18 kommentarer

Blå øjne

Hannahs far blev født en sommeraften i juli, hvor luften svirrede med insekter, heden var slem og mørke skyer varslede om tordenvejr på vej. Da farmors veer begyndte midt i tilberedning af løgsovsen, blev hans storesøster sendt hen på telefoncentralen, så de kunne få fat på jordemoderen. Hannahs faster, der knap var 4 år, benede alt hvad hun havde lært og jordemoderen nåede frem i tide til at klippe navlestrengen og drikke kaffen, der havde simret sig god og stærk på kakkelovnen.

Barndommen tilbragte han i en landsby nord for Roskilde. Hannahs farmor og farfar forpagtede sognets forsamlingshus og var et vellidt par at gæste. De boede i en lejlighed over forsamlingshusets sal, hvor også farfars værksted blev indrettet. Farfar var uddannet tømrer og snedkermester og havde andel i hvert et hus i miles omkreds. Farmor tjente, fra hun var en stor pige, på sognets herregård. Først som servitrice og siden som kokkepige. Derfra var vejen gået over kogekone rundt omkring på de store gårde, til madmor i forsamlingshuset.

Forsamlingshuset var kendt i hele landet for at huse landsbyens og oplandets dygtige gymnastik, folkedanser- og dilletantforening. Der kom kendte skuespillere, og andre med vid, og holdt foredrag og halløj.

Fars storesøster havde blå øjne. Senere fik han en lillesøster med brune øjne. Han selv var lille og spinkel af statur, med brune spillende øjne og flyveører. Faktisk … Hannah falder i staver og tænker på sin faster med de blå øjne. De to, hun og hendes faster, deler at være ”dem med de blå øjne” og at være ældst i deres søskendeflok.

Far havde ofte fortalt Hannah om sin barndomstid i forsamlingshuset. Om de glade gæster, musikken og festerne, som han og Hannahs fastre oplevede, skjult bag søjlerne på balkonen. Derfra kunne de følge med i alt, hvad der foregik i forsamlingshusets store sal. Om juletræsfesterne, med gulve så blanke og glatte, at skoene med lædersåler lod ham kure den halve sals længde med bare et lille tilløb. Om hvordan han trak pigerne rundt, så de hvinede, mere end når han drillende hev dem i fletningerne, der var pyntet med fine silkesløjfer. Om frugthaven og bistaderne og om, hvor populær han var i skolen fordi han altid havde honningmadder med, som han gladelig byttede væk for leverpostej og pølse. Om sommerdage på cykel, hvor kornet bølgede og himlen var blå og uden en sky. Hvordan han cyklede med sin gravhund på bagagebæreren, ned over markstierne til fjorden og badede. Om vinteren løb de på skøjter på den tilisede fjord, alle børnene og de unge voksne. Far var en dygtig gymnast og faktisk god til al sport. Det at sidde stille i skolen kneb det vist mere med. Men med sin charme og humor vandt han alligevel sine læreres hjerter. Selvfølgelig fik han med spanskrøret … eller lærer Christensens violinbue ind i mellem. Det var nok også helt på sin plads.

Faster ser ned et øjeblik og ryster lidt på hovedet, inden hun igen kigger Hannah i øjnene. De sidder i parcelhushaven hos Hannahs forældre og drikker morgenkaffe i anledning af deres guldbryllup.  ”Det var mig, der måtte hente din farfar på kroen, på din fars konfirmationsdag. Farfar var allerede fuld da vi skulle i kirke og jeg bugserede ham bagom og op i værkstedet. Som du kan forstå, deltog han heller ikke i festligholdelsen efterfølgende. Da gæsterne var gået og vi skulle i seng, kunne vi høre, farfar og farmor skændes. Så blev der helt stille og i næste sekund, splintredes stilheden sammen med tusindevis af glasstykker fra gavlvinduet. Din farmor ramte heldigvis ikke farfar, da hun kastede øksen.


29 kommentarer

Ulven og Barnet

De vil altid forblive, at være en del af Hannah. Ulven, og barnet i morens liv. Hvordan de 3 var med hinanden da hun var spæd, husker hun ikke, men Hannah har fået fortalt, at de boede på et lille værelse hos hendes faster og onkel. Tremmesengen var blå de steder, hun ikke havde skrabet malingen af med sine mælketænder. Tapetet spraglet og lænestolen gul med ben og armlæn af teaktræ. Spinkel. Moderne.

Fra værelsesvinduet på 1. sal kunne man kigge ned på kulpladsen. Hannah har ikke glemt, hvordan kullene duftede når solen skinnede varmt på dem på sommerdage, inden viceværten havde fordelt dem og fået dem skovlet ned i de tre store huller midt på pladsen. Til hverdag var hullerne dækket af betondæksler med et jernhåndtag i midten. Lige til at snuble over og få hul på knæene af. Der satte sig småsten, sand og kulstumper i sårene. Joden sved både i såret og i næsen og farvede huden rødbrun rundt om det ømme sted.

Hannahs kusine og 2 fætre boede der også. De havde en mormor, hun en farmor. Hannah har fået fortalt, at hendes farmor bedre kunne lide de børn, hun var mormor for. Farmor kom på besøg hver eneste dag.

Hannahs mor var flyttet ind i ulvens domæne.

Ulven og bæreren af barnet husker mange sjove og kærlige stunder med Hannah som lille. Det ved hun. De fortæller om dem og har gjort det i mange år. De samme fine og forædlede fortællinger om den sjove, generte og påståelige pige. Hannah. Hun blev også storesøster.

Det er ikke længe siden, hun blev klar over, at hendes far og mor kunne bo i så forskellige og særlige skikkelser. De ved det næppe heller selv.

Far var familiens vogter. Ulven, flokkens førerhund. Smuk, sjov og fascinerende når ingen kom på tværs. Når han kunne bestemme og blev beundret. Og elsket. Uforudsigelig når noget gnavede, eller man var uenig med ham. Der var mange ting og situationer, der kunne udløse den farlige side af ham. Måske kom Hannah til at støje, når der var noget vigtigt i tv eller radio, måske var hans mening ikke hendes, måske havde han ondt et sted i kroppen eller i pengepungen. Måske havde chefen været en idiot eller hendes mor eller hans kammerater. De diskuterede nogen gange højlydt, hvem der besad mest logisk sans.

Så raslede avisen. Det var altid en fejl, at overhøre det signal. Næste skridt var stemmen, der slog og råbte som om alt det han sagde så blev vigtigere og mere sandt. Dernæst fulgte enten isolation eller endefuld. Hun husker ikke slagene. Hannah ser dem i det flækkede skohorn, der stadig hænger til venstre for hoveddøren i det hjem, der er deres nu. Så mange år efter, at de både er blevet svigerforældre, bedsteforældre og oldeforældre.

Mors indre barn har jo bestemt og regeret i mors liv. Det ved Hannah nu. Det er nok derfor, mor græd så meget og skulle trøstes selvom hun var den voksne. Forstår du? Hvordan skulle hun kunne vide at passe på Hannah, kunne glædes ved, medføle og se udover sig selv, når hun aldrig havde prøvet at være andet end et barn, der måtte klare sig. Tumlingen, blev aldrig ung eller moden under voksen kærlighed og vejledning. De, der skulle være der, døde jo og hun måtte tage sin kuffert og kommode og finde sig selv hos en tante i Indre Mission. Men det kunne hun ikke.


24 kommentarer

Månelanding

– Du kunne vel, om ikke andet, så have ladet som om. Der er noget, der hedder smil og imødekommenhed. Har du hørt om det!?
Jeg har såmænd stået i kø for, at vi kunne købe ind til påskefrokosten uden at noget skulle mangle. Sågar 3 forskellige slags sild, 2 forskellige snaps og rejer til jer kvindfolk med fine fornemmelser. Hvidvin til, fandeme.

Og så skal du komme med dit brok og dit migrænepis og dine evindelige spørgsmål om snart det ene og snart det andet, endnu inden døren har lukket sig efter dem. Min mor går dig på. Alt går dig på. Men hun er sgu en god kvinde, du! Som DU kunne tage og lære af. Ikke noget føle-føle dér. Hjemme var der orden i sagerne, for mutter passede butikken … Og min egen datter! Hun kom ikke engang. Du har spoleret hende, så frøkenen ikke orker at aflægge et besøg hos sine gamle.

Siv prøver af al magt, at lukke hans ord ude. Placerer fødderne i gulvet, forsøger at trække vejret roligt. Tankerne vandrer med blikket ud af vinduet. Lægger sig tilrette og hviler ved månen. Den er fuld. Fuldkommen. Lidt endnu. Skyer driver omkring og forbi. Månen lyser dem op, lader sig formørke en stund og slipper så igen, uden modstand uden at tabe ansigt. Rolig og stærk.

– … kunne du ikke have PRØVET, for denne ene gangs skyld. Hans mund forvrænget og kæmpestor foran hendes øjne. Han brøler og spyttet rammer.

Siv taber koppen, der rammer kanten af bordet. Sukker- og mælkeblandet kaffe står i en bue ud over hånden, ned på de hvide bukser som hun har overgivet sig til i dagens anledning. Han syntes hun skulle tage noget pænt på. Tage sig sammen. Tage at være normal.

Det meste af koppens indhold samler sig i en pyt på gulvet, resten spredes i millioner af små dråber over bordet og væggen – og ham. Nu er der kun at vente.
Slaget kommer hurtigere end sidst, sådan er følelsen i alt fald. Han har nok været parat. Hun gør det jo ved ham, siger han. Selvom han ikke ønsker det. Slet ikke. Tvært i mod. Og nu det næste. Er det næsen eller øjenbrynet, der er hårdest ramt? Den flødefarvede plet på hendes bukser ændrer form og farve. Det er næsten smukt, hvis ikke det var fordi. Forunderligt som blodets røde farve giver glød og dybde. ”Blodets blomst”, husker hun og tænker på diktatoren Pinochet, på Allende, Chile. Sangene, sammenholdet i solidaritetens lune favn.

De var unge, kunne så meget og ville det hele. Troede på det bedste i mennesker. Ville gå gennem ild og vand. For hinanden og for alle dem, der kloden over, kæmpede for dét de troede på. Ingen kompromiser. Ren retfærdighed og kærlighed.

Kollektivet blev til lejlighed og umærkeligt forandredes livet sig til at handle om realkreditlån, naboens hæk, der blev klippet lige lovligt meget, ungerne der enten hang for meget på deres værelser eller ikke kom hjem til tiden, pligt besøgene hos hans arbejdskammerater i gymnasiet. Den alt for dyre rødvin når de kom på genvisit og beundrede litteraturen i bogreolen. Der skulle ikke mangle noget. Det skulle ikke hedde sig.
Hun måtte undvære veninderne. Cafébesøg er så dyre og biograf, hvorfor dog? For at vise sig frem! Der var sgu da så meget godt i TV efterhånden. Nu ser de kun familien. Det er måske heller ikke så slemt. Man vænner sig jo.

-Ligner mit ansigt månens, hvisker hun og noget rører på sig derovre foran fjernsynet.
– Prøv at dreje det lidt, så jeg bedre kan se. Kamelen studerer hende nøje og svarer: – Ja! nu hvor du har besluttet dig, ligner dit ansigt månens. Roligt og stærkt. Så vil jeg liste af og ikke lade mig sluge.


21 kommentarer

I skulle bare vide. Del 1

Det går uendeligt langsomt med at få skubbet barnevognen op ad bakken mod grønthandleren. Som om tankernes træghed har en afsmittende virkning på kroppens bevægelser. Er det sådan det hænger sammen? Under frakken mærker hun, hvordan sveden danner våde pletter under arme og bryster. Så uoverskueligt om hun skulle møde nogen hun kender. De vil kunne se lige igennem hende. Uanset hvem, så vil de kunne se.

Du magter det ikke. De opdager det. De ser hvem du i virkeligheden er. Du kan heller aldrig … tag dig sammen!

”Du giver hende alt for megen mad”, havde sundhedsplejersken insisteret, da hun i formiddag var på hjemmebesøg i lejligheden i bofællesskabet. ”Forestil dig, at du havde spist 2 store portioner julemad og så blev tilbudt en steak med bearnaisesauce og pomme frites, du ikke kunne lade stå. Ville du så ikke også få ondt i maven og måske skrige”. Lea var kommet til at grine ved sundhedsplejerskens ord. Kunne så levende se det for sig, men mærkede ikke, at det kunne have noget med hende og Julie at gøre. Julie græd nogen gange så utrøsteligt, at Lea ikke vidste, hvad hun skulle stille op. Det var det, hun havde fortalt sundhedsplejersken, at Julie indimellem græder og er svær at trøste. Ikke noget med mad. Herregud. Hun bliver jo stadig ammet og får ikke andet at spise end modermælken.

”Hvad gør du, når hun græder? ” var hun blevet spurgt. ”Jeg lægger hende til brystet og synger for hende. Så falder hun til ro. Bare hun er hos mig. Men når jeg vil lægge hende tilbage i barnevognen eller på legetæppet, så …”. Lea havde svaret med stolthed i stemmen og havde vel sagtens forventet et anerkendende ord, derfor kom bebrejdelsen som et slag.

Det var nok forvirringen, der fik hende til at grine og søge øjenkontakt med Birgitte, der boede i lejligheden nedenunder og som altid lige kiggede op, når Lea fik gæster. Der var ingen genkendelse af noget sjovt i Birgittes øjne, ingen lethed i stuen. Bare en tavshed, der fik det til at runge for ørerne af Lea.

Fik hun sagt farvel? Lea var gået hen til vinduet med Julie på armen. “Se, Julie. Mens vi har haft besøg har det store, gamle kastanjetræ dernede for foden af bakken foldet sine blade ud.”

Julie er faldet i søvn, da de når den tyrkiske grønthandler på toppen af bakken. Eftermiddagslyset er skarpt og solen er ved at få rigtig fat nu. På stativet udenfor butikken er der dansk kryddergrønt, asparges og salater i skøn forening med stedmoderplanter og flittigliser, foruden kasserne med tomater, løg, gulerødder og alverdens frugter. Duftene blander sig med lugten af sved, da Lea lyner frakken op. Hun sætter barnevognen helt inde ved husmuren tæt ved indgangsdøren og registrerer, at en fuge mellem de røde mursten er smuldret. På huskelisten står kun porrer og citron. Men hvor er de, porrerne? Har han ikke flere tilbage? Åh jo. De er bare flyttet en plads. Hen ved siden af forårsløgene. Forårsløg … måske skal hun hellere … de er jo friske … men … eller begge … Lea griber fat i en kasse med auberginer, der vugger et par gange, inden den igen falder til ro på stativet. Pludselig så svimmel. Der er kø op ad trappen til butikken. De har sommertøj på, menneskerne i køen. Lea flår hårelastikken ud af sit lange hår og lader det falde beskyttende ned på begge sider af ansigtet. Det nytter ikke. Hun kan ikke … Heldigvis er det nemt at lægge grøntsagerne tilbage i deres kasser. Hurtigt er hun henne ved barnevognen og er i gang med at løsne bremsen, da hun hører en kvindestemme kalde på sig.


28 kommentarer

6 minutter

Mariah kigger sig tilbage en sidste gang, inden de drejer om hjørnet oppe ved asfaltvejen, dér hvor birkene skygger for udsynet, så hun ikke længere kan se huset.

I sommernatten kunne det ligne et sted, hvor ingen nogen sinde havde levet. Måske har det hele bare været en drøm, eller en roman, hun har læst og levet sig dybt ind i.

Deres forelskelse, brylluppet. Huset i skoven, som i et eventyr. Drengen, og alle de materielle goder, hun kunne ønske sig. ”Ikke gå ned på udstyr”, var hans favoritudsagn, når han kom hjem med en smuk vase eller dyr vin. Han havde aldrig købt en kjole til hende, der ikke sad perfekt. Latter og lyse dage. Lune vinteraftener ved brændeovnen med skønne venner og dejlig mad.

Sådan sker de store fortællinger. De kommer ud af ingenting og vil ingen steder hen. Man kan være i deres favn en tid og så må man videre. Det havde hendes bedstemor fortalt hende med et stærkt blik, da hun besøgte dem sidste gang for, efterhånden, mange måneder siden.

Et allersidste kig ned mod huset. Tænk, at græsstrå alligevel kan være så grønne.

Første gang han kom hjem efter at have været udsendt, var der ikke noget at mærke. Jo måske, var der lidt længere imellem gæster i deres hjem. Men han trængte til at være alene med hende og drengen. Det var der ikke noget at sige til, sådan som han havde savnet dem i de 6 måneder. Hun havde også nydt at have ham helt tæt på, mærke trygheden. Bare de tre.

Det var begyndt efter anden gang i Afghanistan. Han tålte ikke at være alene, han tålte ikke, de var der. Han bad hende sige sit job op, han ville gerne vide, hvor hun var. Hun havde troet, det var en overgang, at han havde brug for hende, at han blot behøvede tid til at komme sig over de oplevelser, krigen havde givet ham. Han ville ikke tale om det, så hun kunne kun gætte. Ligesom hun lærte sig at gætte hans ønsker og sindstilstand. Lærte at holde drengen væk, når han var i dét humør eller sende drengen ind til ham i arbejdsværelset, når han var i dét humør.

Forandringen var sket glidende, hun gled med, var påpasselig og usynlig. Det var først den dag, Helle henne i børnehaven havde bedt hende om to minutter, og hun havde indvilliget selvom Søren ventede i bilen med motoren tændt, at hun turde forstå. Helle havde fortalt, at personalet var meget bekymret for drengen, der havde forandret sig og var blevet ukontrollabel aggressiv og konfliktsøgende.

I et par uger, havde hun holdt øje med, hvor lang tid det tog Søren, at hente brænde ind, for derefter at lade riflen, og tage den daglige rekognosceringsrute rundt om huset og tjekke alle snubletråde og grene, der tilsyneladende lå tilfældigt. Hendes liv afhang af 6 minutter.

”Højst 5½ minut, så lægger jeg på! ”, hviskede hun til sit spejlbillede på badeværelset i går, inden hun satte alarmen på sin iPhone og ringede op til det telefonnummer, Helle havde fortalt hende, som hun havde lært sig uden ad.

”Mor, MOR! ” Drengen hiver hende i trøjen og får hende tilbage til nuet. Det er godt. Hun må følge planen og ikke mærke, ikke tænke. Ikke gå tilbage.

De kommer til at skulle gå et lille stykke på landevejen, før de kan gå ad skovstier, mere beskyttet end her, hvor bilerne passerer med korte mellemrum.

I nat skal de være på hotellet inde i byen, inden de tager det første morgentog væk. De vil blive hentet på Københavns hovedbanegård af en kvinde, der kører dem til krisecentret.


37 kommentarer

Langt hjemmefra

Mine overalls med mælkedrengestriber er nyvaskede og sidder perfekt. Jeg er næsten færdig med at pudse mine røde træsko. Jeg bruger læderfedt, det gør dem bløde. Heldigvis er de ikke nye, så bagkappen gnaver ikke mere. Nu mangler jeg kun at finde ud af, hvilken anorak, jeg skal tage på. Det kan godt blive lidt køligt i aften, når vi skal hjem. Jeg beslutter mig for den lilla i batikfarvet lagenlærred. Den bør lige stryges.

Nede fra gården kan jeg høre børn sjippe og selvom nogen i opgangen steger frikadeller, kan jeg mærke duften af solvarm asfalt. Far og mor er i kolonihaven for at vande.

Inde i mit værelse er pickuppen fanget i ridsen på min nye Gasolinplade. Kim Larsen gentager sig selv i én uendelighed ” … var vist nok i 1975, præsid … var vist nok i 1975, præsid … ”

Nå, pyt med den strygning, der stod søndagstøj i invitationen og om søndagen kan jeg godt være lidt krøllet. Jeg drøner ind og løfter først pickuparmen over det kritiske sted men ombestemmer mig og slukker helt for pladespilleren. Snupper violinkassen med det fine brikvævede bånd, jeg har fået sat på, så jeg ikke skal bære kassen i hånden, men kan have den bekvemt på ryggen.

Som det sidste inden jeg går ud af døren, tager jeg bidskinnen ud af munden og lægger den i dåsen ved siden af min seng. Den er helt gal med min kæbe for tiden. Den låser, så jeg bogstavelig talt ikke kan åbne munden. Oftest efter natten, men det sker også, når jeg har spillet meget violin og har koncentreret mig, eller hvis jeg bliver nervøs over noget og ubevidst bider hårdt sammen.

Morten står allerede og venter på mig på perronen, da jeg kommer spænende i sidste øjeblik. Han er godt nok poleret at se på. Vi har ikke været kærester ret længe, og jeg kender ham egentlig ikke så godt. Han er noget ældre end mig, er ud af tandlægefamilie og har lært klassisk violinspil. Det grinte vi meget af i spillemandslauget, men nu kan han næste spille en hel polka uden vibrato.

Jeg blev både glad og stolt og nervøs, da han viste mig invitationen for nogen tid siden. Det var hans studiekammerats forældre, der havde sendt den ud. De ville gerne se alle de ny-udsprungne dyrlæger med ledsager til kandidatfest for deres søn. Ud over angivelse af tid og sted stod der, at festlige indslag var velkomne, og desuden påklædning: Søndagstøj. Jeg besluttede, at jeg ville spille en vals til festen. Jeg er altid mere tryg, når jeg har min violin med.

Morten, der ellers nok plejer at kunne fortælle og lave sjov, er besynderligt tavs hele vejen i toget. Jeg er glad, da vi endelig kan hoppe af på Gentofte station, hvorfra vi skal gå et lille stykke.

Vi ankommer samtidig med nogle andre gæster, som stiger ud af en limousine. De er to par. Mændene er i smoking, begge kvinder er i lange stropløse kjoler. De kigger ned på mig fra deres stilletter, da de giver hånd og præsenterer sig.

”Kom dog indenfor”, lyder det fra den brede havetrappe. En herre slår bydende ud med hånden og jeg følger med Morten. Vi bliver budt en slags skål med champagne. Glasset er fyldt til kanten og idet herren fra før trækker mig i ærmet på anorakken og spørger: ”Hvad er det, De har der … skal De ikke have den af? ” spilder jeg en ordentlig skvat ned over hans bukser. Han lader som ingenting og viser os ind i et rum, der allerede er fyldt med mennesker. En kvinde annoncerer de kvindelige gæsters navne, tildeler os en bordherre og beder os stille op på række, inden hun sætter sig til flyglet og spiller en indmarch. De franske døre slås op, og vi marcherer ind til vores bordpladser.

Dugen er af tykt, bordeauxfarvet fløjl. Tallerkenerne er af sølv. Ind kommer tjenere med fade, hvorfra de serverer tre små stykker brød på vores tallerkener. Hverken min bordherre eller jeg spiser. Han kigger på mig og peger på sin kind ”jeg har tandbyld”. ”Åh”, lykkes det mig at presse ud mellem tænderne.