Aviaajas

Tekster til Den nye Skriveskole … og hvad der ellers måtte komme


24 kommentarer

“I Say a Little Prayer”

Astrid vågner ved, at lighteren glider ud af hendes hånd og rammer gulvet med et smæld. Hun rækker ned efter den og må vende sig lidt på den smalle plyssofa for at kunne nå. Liggende med hovedet vendt mod gulvet, samler hun lighteren op. Det er en Ronson, det er der ingen tvivl om. Hendes morbror har en magen til. Denne er bare gylden og ser ud til at være ny, eller flittigt pudset. Den har tyngde og ligger godt i hånden. Hun lader tommelfingeren glide ned over rillerne på siden, inden lighteren lægger sig tilrette, så hun uden besvær kan trykke tændingen ned og en flamme lyser op. Duften af gas i et kort øjeblik … Åh, hans blik, da han tændte den første cigaret for hende i aftes.

Bordene er tomme, men røgen ligger stadig tæt i rummet, selvom bagdøren, højst sandsynligt, står på vid gab ud mod morgengryet og solsortesangen. Hun får øje på sin ene sorte stilet, der ligger alene tilbage på dansegulvet midt i lokalet. Hun kan lige skimte skoens hæl gennem bord- og stoleben. Gad vide, hvor den anden er.

Hun kommer på højkant og sætter kjolens skulderstrop på plads med en glidende bevægelse. Et øjeblik er det som om, alting går i et. Dansegulvets kobber, sofaens røde plys, kjolens blanke stof og hendes røde negle. Selv røgen farves rødlig af spotlightet over scenen.

Musikerne er ved at pakke deres instrumenter sammen. De har alle løsnet deres slips, og de røde seler hænger ned langs siden hos et par stykker af dem. De var et stort orkester i aften. Tre blæsere og en percussionist fra Cuba havde været med som gæstemusikere og løftet musikken til en eksplosion af varme vinde og sorgløst, uendeligt liv. Da hun havde sunget sit sidste sæt, var de fortsat med at spille og for første gang i umindelige tider, havde hun kunnet danse og more sig.

– Godmorgen, min blomst. Jeg antager sjusserne flød gavmildt. Du har lidt savl på hagen. Gustav bag baren gnider sin hage på højre side, og hun gør, reflektorisk, det sammen, hvilket får ham til at grine højt. – Du er nem at snøre. Han holder glasset op mod lyset, inden han igen polerer på det med viskestykket. Det gentager sig et par gange før glasset får lov at glide ind i holderen over disken. Han må op på tå for at nå, og hver gang falder en tot af håret frem i panden på ham. Ingen bryldcreme er i stand til at holde det på plads. Hun har set det gentage sig nat efter nat, kender hans bevægelse når han kører fingrene gennem håret for at få det til at sidde igen.

Astrid kommer på benene og lister uden om nogle sjatter hen til baren.

– Hvis jeg ikke måtte lyve, ville jeg sige, jeg elskede dig, stump. Hun sender et fingerkys mod Gustav inden hun hopper op på barstolen og tager i mod den kop kaffe, han rækker frem mod hende. – Jeg har aldrig set ham her før, har du? Har du Gustav, svar mig nu! Jeg fik ikke engang hans navn. Det var uden betydning. Jeg følte mig så smuk, speciel. Bare den måde han lyttede på og fik mig til at fortælle. Hans øjne, hans manérer. Så du, hvor han kunne danse?

– Et ægte kys for det jeg har i hånden? Gustav vinker med en lap papir. En herre har mistet sin Ronson lighter og bad os kontakte ham på dette telefonnummer, hvis vi finder den.

Reklamer