Aviaajas

Tekster til Den nye Skriveskole … og hvad der ellers måtte komme


24 kommentarer

Månelanding

– Du kunne vel, om ikke andet, så have ladet som om. Der er noget, der hedder smil og imødekommenhed. Har du hørt om det!?
Jeg har såmænd stået i kø for, at vi kunne købe ind til påskefrokosten uden at noget skulle mangle. Sågar 3 forskellige slags sild, 2 forskellige snaps og rejer til jer kvindfolk med fine fornemmelser. Hvidvin til, fandeme.

Og så skal du komme med dit brok og dit migrænepis og dine evindelige spørgsmål om snart det ene og snart det andet, endnu inden døren har lukket sig efter dem. Min mor går dig på. Alt går dig på. Men hun er sgu en god kvinde, du! Som DU kunne tage og lære af. Ikke noget føle-føle dér. Hjemme var der orden i sagerne, for mutter passede butikken … Og min egen datter! Hun kom ikke engang. Du har spoleret hende, så frøkenen ikke orker at aflægge et besøg hos sine gamle.

Siv prøver af al magt, at lukke hans ord ude. Placerer fødderne i gulvet, forsøger at trække vejret roligt. Tankerne vandrer med blikket ud af vinduet. Lægger sig tilrette og hviler ved månen. Den er fuld. Fuldkommen. Lidt endnu. Skyer driver omkring og forbi. Månen lyser dem op, lader sig formørke en stund og slipper så igen, uden modstand uden at tabe ansigt. Rolig og stærk.

– … kunne du ikke have PRØVET, for denne ene gangs skyld. Hans mund forvrænget og kæmpestor foran hendes øjne. Han brøler og spyttet rammer.

Siv taber koppen, der rammer kanten af bordet. Sukker- og mælkeblandet kaffe står i en bue ud over hånden, ned på de hvide bukser som hun har overgivet sig til i dagens anledning. Han syntes hun skulle tage noget pænt på. Tage sig sammen. Tage at være normal.

Det meste af koppens indhold samler sig i en pyt på gulvet, resten spredes i millioner af små dråber over bordet og væggen – og ham. Nu er der kun at vente.
Slaget kommer hurtigere end sidst, sådan er følelsen i alt fald. Han har nok været parat. Hun gør det jo ved ham, siger han. Selvom han ikke ønsker det. Slet ikke. Tvært i mod. Og nu det næste. Er det næsen eller øjenbrynet, der er hårdest ramt? Den flødefarvede plet på hendes bukser ændrer form og farve. Det er næsten smukt, hvis ikke det var fordi. Forunderligt som blodets røde farve giver glød og dybde. ”Blodets blomst”, husker hun og tænker på diktatoren Pinochet, på Allende, Chile. Sangene, sammenholdet i solidaritetens lune favn.

De var unge, kunne så meget og ville det hele. Troede på det bedste i mennesker. Ville gå gennem ild og vand. For hinanden og for alle dem, der kloden over, kæmpede for dét de troede på. Ingen kompromiser. Ren retfærdighed og kærlighed.

Kollektivet blev til lejlighed og umærkeligt forandredes livet sig til at handle om realkreditlån, naboens hæk, der blev klippet lige lovligt meget, ungerne der enten hang for meget på deres værelser eller ikke kom hjem til tiden, pligt besøgene hos hans arbejdskammerater i gymnasiet. Den alt for dyre rødvin når de kom på genvisit og beundrede litteraturen i bogreolen. Der skulle ikke mangle noget. Det skulle ikke hedde sig.
Hun måtte undvære veninderne. Cafébesøg er så dyre og biograf, hvorfor dog? For at vise sig frem! Der var sgu da så meget godt i TV efterhånden. Nu ser de kun familien. Det er måske heller ikke så slemt. Man vænner sig jo.

-Ligner mit ansigt månens, hvisker hun og noget rører på sig derovre foran fjernsynet.
– Prøv at dreje det lidt, så jeg bedre kan se. Kamelen studerer hende nøje og svarer: – Ja! nu hvor du har besluttet dig, ligner dit ansigt månens. Roligt og stærkt. Så vil jeg liste af og ikke lade mig sluge.

Reklamer


21 kommentarer

I skulle bare vide. Del 1

Det går uendeligt langsomt med at få skubbet barnevognen op ad bakken mod grønthandleren. Som om tankernes træghed har en afsmittende virkning på kroppens bevægelser. Er det sådan det hænger sammen? Under frakken mærker hun, hvordan sveden danner våde pletter under arme og bryster. Så uoverskueligt om hun skulle møde nogen hun kender. De vil kunne se lige igennem hende. Uanset hvem, så vil de kunne se.

Du magter det ikke. De opdager det. De ser hvem du i virkeligheden er. Du kan heller aldrig … tag dig sammen!

”Du giver hende alt for megen mad”, havde sundhedsplejersken insisteret, da hun i formiddag var på hjemmebesøg i lejligheden i bofællesskabet. ”Forestil dig, at du havde spist 2 store portioner julemad og så blev tilbudt en steak med bearnaisesauce og pomme frites, du ikke kunne lade stå. Ville du så ikke også få ondt i maven og måske skrige”. Lea var kommet til at grine ved sundhedsplejerskens ord. Kunne så levende se det for sig, men mærkede ikke, at det kunne have noget med hende og Julie at gøre. Julie græd nogen gange så utrøsteligt, at Lea ikke vidste, hvad hun skulle stille op. Det var det, hun havde fortalt sundhedsplejersken, at Julie indimellem græder og er svær at trøste. Ikke noget med mad. Herregud. Hun bliver jo stadig ammet og får ikke andet at spise end modermælken.

”Hvad gør du, når hun græder? ” var hun blevet spurgt. ”Jeg lægger hende til brystet og synger for hende. Så falder hun til ro. Bare hun er hos mig. Men når jeg vil lægge hende tilbage i barnevognen eller på legetæppet, så …”. Lea havde svaret med stolthed i stemmen og havde vel sagtens forventet et anerkendende ord, derfor kom bebrejdelsen som et slag.

Det var nok forvirringen, der fik hende til at grine og søge øjenkontakt med Birgitte, der boede i lejligheden nedenunder og som altid lige kiggede op, når Lea fik gæster. Der var ingen genkendelse af noget sjovt i Birgittes øjne, ingen lethed i stuen. Bare en tavshed, der fik det til at runge for ørerne af Lea.

Fik hun sagt farvel? Lea var gået hen til vinduet med Julie på armen. “Se, Julie. Mens vi har haft besøg har det store, gamle kastanjetræ dernede for foden af bakken foldet sine blade ud.”

Julie er faldet i søvn, da de når den tyrkiske grønthandler på toppen af bakken. Eftermiddagslyset er skarpt og solen er ved at få rigtig fat nu. På stativet udenfor butikken er der dansk kryddergrønt, asparges og salater i skøn forening med stedmoderplanter og flittigliser, foruden kasserne med tomater, løg, gulerødder og alverdens frugter. Duftene blander sig med lugten af sved, da Lea lyner frakken op. Hun sætter barnevognen helt inde ved husmuren tæt ved indgangsdøren og registrerer, at en fuge mellem de røde mursten er smuldret. På huskelisten står kun porrer og citron. Men hvor er de, porrerne? Har han ikke flere tilbage? Åh jo. De er bare flyttet en plads. Hen ved siden af forårsløgene. Forårsløg … måske skal hun hellere … de er jo friske … men … eller begge … Lea griber fat i en kasse med auberginer, der vugger et par gange, inden den igen falder til ro på stativet. Pludselig så svimmel. Der er kø op ad trappen til butikken. De har sommertøj på, menneskerne i køen. Lea flår hårelastikken ud af sit lange hår og lader det falde beskyttende ned på begge sider af ansigtet. Det nytter ikke. Hun kan ikke … Heldigvis er det nemt at lægge grøntsagerne tilbage i deres kasser. Hurtigt er hun henne ved barnevognen og er i gang med at løsne bremsen, da hun hører en kvindestemme kalde på sig.


Skriv en kommentar

PRÆSTEN I ISEN

 

Brylluppet har været planlagt længe. Lige siden han kom med sidste skib i oktober.
Ej, lige siden de dansede techno-vildt til polkamusikken under spejlkuglen i forsamlingshuset.
Eja, lige siden de gik berusede af natten til kirkegården udenfor byen og lod sig omfavne af nordlyset, der så listigt betog dem.
De følte ingen kulde, ingen grund til at holde igen. De bare holdt om og holdt af.
I sidste ende drejer alting sig om isen.

Palasi, der er bud. Palasi kom nu ud.

Nauja og Hans, kærligt kaldet Ansi, indbød det indre kompas til at vise vejen. Og hvilken nøjagtighed har det ikke haft siden tidernes morgen. Alle vinde, alle sole, alle have, alle himle ved det. Ni måneder er tilstrækkeligt.
Datoen er sat, familien inviteret fra nær og fjern. Nu skal fryseren fyldes. Alle de kager, hun kender, skal bages.
Brudedragten ligger endnu hos bedstemor i bygden bag den store gletcher.
I sidste ende drejer alting sig om isen.

Palasi, der er bud. Palasi kom nu.

Smeltevandet søger mod fjorden og havet. Dråbe for dråbe, ud af hver eneste følsomme krystal.
Vejene er tørre, sand og jord knaser, under sko og kamiki.
Om natten leger skyggerne intenst i afmålte minutter.
Nu varer det ikke længe, før de igen må forføje sig og tøjle sig. Rejse mod syd og være lange.
I sidste ende drejer alting sig om isen.

Palasi, der er bud. Palasi kom.

På tagene ligger tæpper og lufter sig. Hvert et støvkorn opløses og forsvinder.
Børnene leger på tæpperne, danser vinkende og bruger mønsteret som hinkeruder.
Mor bager brød og fjerner vinterens skidt inden hun smutter til iskanten efter ulk. Far er sejlet zigzag gennem fjordisens flager, ud i havet og ind i 3. fjord på jagt efter ammassatter. De skulle være på vej.
I sidste ende drejer alting sig om isen.

Palasi, der er bud. Palasi.

Kirken bliver pyntet med friske pileskud fra fjeldet. De når nok at springe ud herinde i herrens varme hule.
Nauja lytter til barnet i sin mave, nikker og fortæller hende tavst om alle tider. Om oldemor, Navarana, sommerbopladsens smukkeste. Navarana elskede Palo men han tabte hende til Samo under trommedansen, der skjulte en kniv.
Hun blev ført til sit bryllup, surret fast bag kajakken i oprørt hav.
I sidste ende drejer alting sig om isen.

Palasi, der er bud.

Ude i isen ligger forsyningsskibet. Det første i år. På skibet er der æg til kagerne og kaffe til gæsterne.
Ræk mig en kikkert, synger Qupersimat. Hvad er det, der vinker derude i den lille jolle på isen ved skibets side?
Sort og hvidt, kjole og krave? Først til mølle uden at få malet? Isen har pakket sig og er ikke til at rokke.
Palasi, palasi, palasi hvisker alle ånder , palasi, palasi, palasi.
I sidste ende drejer alting sig om isen.

Palasi, hils din gud

Brudedragten kom ind med slæde, nogen havde gjort den farefulde rejse over gletcheren. Paula ledte i guldgruberne og fandt syltede sælluffer, mattak, tørfisk og spæk. Paulus plukkede forårstang ved mundingen, det friske sælblod til at dyppe i, kom med Arnaq.
I fjeldet gik dansen, hos Nauja gik vandet.
Gæsterne blev og kyssede barnet. Velkommen Navarana vi ønsker dig et velsignet liv.
I sidste ende drejer alting sig om isen.


28 kommentarer

6 minutter

Mariah kigger sig tilbage en sidste gang, inden de drejer om hjørnet oppe ved asfaltvejen, dér hvor birkene skygger for udsynet, så hun ikke længere kan se huset.

I sommernatten kunne det ligne et sted, hvor ingen nogen sinde havde levet. Måske har det hele bare været en drøm, eller en roman, hun har læst og levet sig dybt ind i.

Deres forelskelse, brylluppet. Huset i skoven, som i et eventyr. Drengen, og alle de materielle goder, hun kunne ønske sig. ”Ikke gå ned på udstyr”, var hans favoritudsagn, når han kom hjem med en smuk vase eller dyr vin. Han havde aldrig købt en kjole til hende, der ikke sad perfekt. Latter og lyse dage. Lune vinteraftener ved brændeovnen med skønne venner og dejlig mad.

Sådan sker de store fortællinger. De kommer ud af ingenting og vil ingen steder hen. Man kan være i deres favn en tid og så må man videre. Det havde hendes bedstemor fortalt hende med et stærkt blik, da hun besøgte dem sidste gang for, efterhånden, mange måneder siden.

Et allersidste kig ned mod huset. Tænk, at græsstrå alligevel kan være så grønne.

Første gang han kom hjem efter at have været udsendt, var der ikke noget at mærke. Jo måske, var der lidt længere imellem gæster i deres hjem. Men han trængte til at være alene med hende og drengen. Det var der ikke noget at sige til, sådan som han havde savnet dem i de 6 måneder. Hun havde også nydt at have ham helt tæt på, mærke trygheden. Bare de tre.

Det var begyndt efter anden gang i Afghanistan. Han tålte ikke at være alene, han tålte ikke, de var der. Han bad hende sige sit job op, han ville gerne vide, hvor hun var. Hun havde troet, det var en overgang, at han havde brug for hende, at han blot behøvede tid til at komme sig over de oplevelser, krigen havde givet ham. Han ville ikke tale om det, så hun kunne kun gætte. Ligesom hun lærte sig at gætte hans ønsker og sindstilstand. Lærte at holde drengen væk, når han var i dét humør eller sende drengen ind til ham i arbejdsværelset, når han var i dét humør.

Forandringen var sket glidende, hun gled med, var påpasselig og usynlig. Det var først den dag, Helle henne i børnehaven havde bedt hende om to minutter, og hun havde indvilliget selvom Søren ventede i bilen med motoren tændt, at hun turde forstå. Helle havde fortalt, at personalet var meget bekymret for drengen, der havde forandret sig og var blevet ukontrollabel aggressiv og konfliktsøgende.

I et par uger, havde hun holdt øje med, hvor lang tid det tog Søren, at hente brænde ind, for derefter at lade riflen, og tage den daglige rekognosceringsrute rundt om huset og tjekke alle snubletråde og grene, der tilsyneladende lå tilfældigt. Hendes liv afhang af 6 minutter.

”Højst 5½ minut, så lægger jeg på! ”, hviskede hun til sit spejlbillede på badeværelset i går, inden hun satte alarmen på sin iPhone og ringede op til det telefonnummer, Helle havde fortalt hende, som hun havde lært sig uden ad.

”Mor, MOR! ” Drengen hiver hende i trøjen og får hende tilbage til nuet. Det er godt. Hun må følge planen og ikke mærke, ikke tænke. Ikke gå tilbage.

De kommer til at skulle gå et lille stykke på landevejen, før de kan gå ad skovstier, mere beskyttet end her, hvor bilerne passerer med korte mellemrum.

I nat skal de være på hotellet inde i byen, inden de tager det første morgentog væk. De vil blive hentet på Københavns hovedbanegård af en kvinde, der kører dem til krisecentret.


37 kommentarer

Langt hjemmefra

Mine overalls med mælkedrengestriber er nyvaskede og sidder perfekt. Jeg er næsten færdig med at pudse mine røde træsko. Jeg bruger læderfedt, det gør dem bløde. Heldigvis er de ikke nye, så bagkappen gnaver ikke mere. Nu mangler jeg kun at finde ud af, hvilken anorak, jeg skal tage på. Det kan godt blive lidt køligt i aften, når vi skal hjem. Jeg beslutter mig for den lilla i batikfarvet lagenlærred. Den bør lige stryges.

Nede fra gården kan jeg høre børn sjippe og selvom nogen i opgangen steger frikadeller, kan jeg mærke duften af solvarm asfalt. Far og mor er i kolonihaven for at vande.

Inde i mit værelse er pickuppen fanget i ridsen på min nye Gasolinplade. Kim Larsen gentager sig selv i én uendelighed ” … var vist nok i 1975, præsid … var vist nok i 1975, præsid … ”

Nå, pyt med den strygning, der stod søndagstøj i invitationen og om søndagen kan jeg godt være lidt krøllet. Jeg drøner ind og løfter først pickuparmen over det kritiske sted men ombestemmer mig og slukker helt for pladespilleren. Snupper violinkassen med det fine brikvævede bånd, jeg har fået sat på, så jeg ikke skal bære kassen i hånden, men kan have den bekvemt på ryggen.

Som det sidste inden jeg går ud af døren, tager jeg bidskinnen ud af munden og lægger den i dåsen ved siden af min seng. Den er helt gal med min kæbe for tiden. Den låser, så jeg bogstavelig talt ikke kan åbne munden. Oftest efter natten, men det sker også, når jeg har spillet meget violin og har koncentreret mig, eller hvis jeg bliver nervøs over noget og ubevidst bider hårdt sammen.

Morten står allerede og venter på mig på perronen, da jeg kommer spænende i sidste øjeblik. Han er godt nok poleret at se på. Vi har ikke været kærester ret længe, og jeg kender ham egentlig ikke så godt. Han er noget ældre end mig, er ud af tandlægefamilie og har lært klassisk violinspil. Det grinte vi meget af i spillemandslauget, men nu kan han næste spille en hel polka uden vibrato.

Jeg blev både glad og stolt og nervøs, da han viste mig invitationen for nogen tid siden. Det var hans studiekammerats forældre, der havde sendt den ud. De ville gerne se alle de ny-udsprungne dyrlæger med ledsager til kandidatfest for deres søn. Ud over angivelse af tid og sted stod der, at festlige indslag var velkomne, og desuden påklædning: Søndagstøj. Jeg besluttede, at jeg ville spille en vals til festen. Jeg er altid mere tryg, når jeg har min violin med.

Morten, der ellers nok plejer at kunne fortælle og lave sjov, er besynderligt tavs hele vejen i toget. Jeg er glad, da vi endelig kan hoppe af på Gentofte station, hvorfra vi skal gå et lille stykke.

Vi ankommer samtidig med nogle andre gæster, som stiger ud af en limousine. De er to par. Mændene er i smoking, begge kvinder er i lange stropløse kjoler. De kigger ned på mig fra deres stilletter, da de giver hånd og præsenterer sig.

”Kom dog indenfor”, lyder det fra den brede havetrappe. En herre slår bydende ud med hånden og jeg følger med Morten. Vi bliver budt en slags skål med champagne. Glasset er fyldt til kanten og idet herren fra før trækker mig i ærmet på anorakken og spørger: ”Hvad er det, De har der … skal De ikke have den af? ” spilder jeg en ordentlig skvat ned over hans bukser. Han lader som ingenting og viser os ind i et rum, der allerede er fyldt med mennesker. En kvinde annoncerer de kvindelige gæsters navne, tildeler os en bordherre og beder os stille op på række, inden hun sætter sig til flyglet og spiller en indmarch. De franske døre slås op, og vi marcherer ind til vores bordpladser.

Dugen er af tykt, bordeauxfarvet fløjl. Tallerkenerne er af sølv. Ind kommer tjenere med fade, hvorfra de serverer tre små stykker brød på vores tallerkener. Hverken min bordherre eller jeg spiser. Han kigger på mig og peger på sin kind ”jeg har tandbyld”. ”Åh”, lykkes det mig at presse ud mellem tænderne.


39 kommentarer

Qivittoq

Lydløst bevæger han sig væk fra grotten i fjeldmassivet. Nysneen ligger glitrende deroppe, luften så klingende ren og skarp. Ikke sætte spor. Han lader sig glide med vinden, der er tiltagende fra nordøst. Efterårets brændte farver i rød og gul, båret af krybeplanternes blade, tones ud i et flimrende orange efterhånden som han nærmer sig. Nedad, nedad går det mod elven, der deler bygden ved bugten i den beboede og ubeboede del. Dér ligger jollen. På den anden side af vandet, er der stadig lys i enkelte huse. Nordlyset, bølgende på himlen fra grøn til violet er aldrig i ro, og er hans allierede i natten.

Rensdyrjægerne sover, udmattede af jagten og spændingen. Der er stadig gløder i bålet ved tørrestativet. Huderne, som hænger der, har allerede glemt, de hørte til kødet, der ligger parteret og indpakket i plastik. Heldet har været med jægerne. Hele tre store dyr den første dag, de har licens til at skyde et mere, inden jagten skal slutte om to dage.

Han genkender såvel støvlerne som riflen, der er sat udenfor det ene telt. Tættere på indånder han mandens lugt og er ikke i tvivl. Det er ham.

Den tørre pilekvist fænger med det samme, den kommer i berøring med bålets gløder. Han har fået, hvad han kom efter denne gang.

”Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii”

Han klæder sig i ravnens kulsorte dragt og flyver med den brændende gren, som et stjerneskud på himlen, hjem til fjeldmassivets plateau.

***

” Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii

Barn af månen, søn af natten, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii

Bær mine drømme, flyt min smerte.

Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii …”

***

Ilden fænger og bålet blusser kraftigt op. Flammerne bærer ham tilbage i erindringen, til dengang: …

Det er nytårsaften, en særlig nytårsaften. Det er årtusindeskifte. Noget stort og ukendt er i vente. Hele verden fester, selvom dommedagsprofeterne har spået nok så megen undergang, og digitaliseringen muligvis lader fly styrte til jorden og respiratorer slukke.

Inuk, der lige er fyldt 15 år, forsøger at binde sin butterfly, men ender med at mene, den hvide anorak er fin nok. Først tager han forbi alderdomshjemmet og ønsker sin oldemor godt nytår. Han bliver inviteret til at spise mattak og tørret uvaq med de andre gæster, inden de fyrer de første raketter af kl. 20. Nu er det nytår nede i Danmark. Han ser sin mor for sig, men maner synet væk. Ikke nu! Bagefter strejfer han lidt rundt mellem husene, i håb om at få et glimt af Pipaluk.

Fra det grønne hus, bag tankstationen, lyder der høj musik. Inuk kender ikke dem, der bor der, men bliver nysgerrig og vil gerne se hvem de er, måske vil de invitere ham ind til deres fest. Idet han skal til at banke på, bliver døren flået op og en mand med en kniv i hånden tumler ud i ham. Manden taber kniven og skynder sig bort. Inuk kender ham godt. Det er jo skoleinspektøren. Inuk samler kniven op og lægger den på låget til skraldespanden. Sprutdunsten fra manden hænger stadig i luften og Inuk har alligevel ikke lyst til at gå ind i det hus.

***

Inuk blev dømt for drabet, der blev begået i det grønne hus, den nytårsaften. Først sad han i anstalten i Herstedvester i mange år og da han kom hjem, ville ingen kendes ved ham. Han gik til fjelds, blev Qivittoq.

***

”Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii …

Renens styrke, bliver min hævn

Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii.”

Han gør sine besværgelser og iklæder sig rensdyrets pragt og styrke inden han igen lader sig føre af vinden ned mod deltaet.

***

Jægeren får øje på den store rentyr, der står og spiser lav inde ved søen. Idet han rækker ud efter riflen lyder der et brøl, som kunne flænse himmelrummet. Smerten er overvældende og jægeren kastes hårdt mod jorden. Med blodet sivende fra en flænge i låret får han vendt sig rundt og ser renen forvandle sig: ”Inuk?!”

***********************************************************************************************************************************************

En, af flere forklaringer på, hvad en qivittoq er (fra “Den store danske”):

I de traditionelle grønlandske fortællinger støder man på begrebet fjeldgænger. Fjeldgænger, eller qivittoq, som det også kaldes (qivittarneq: at gå til fjelds) hører til i den gamle grønlandske kultur og tro på samme måde som åndemanere, trommedans, tupilakker, gengangere, spøgelser, mv. En fjeldgænger var en person, som med vilje forlod det menneskelige fællesskab og gik i fjeldet, f.eks. på grund af skam, skyld, vrede eller fornærmelse. De gamle fortællinger rummer også beretninger om at blive fjeldgænger af tvang, fordi man f.eks. havde begået en forbrydelse.

– Qivittoq blev en art straffende ånder. Man troede, de skiftede substans fra at være mennesker til at være ånder – altså farlige væsner.


49 kommentarer

Fit og færdig

Alle spejle i træningslokalet synes blankpoleret denne mandag morgen. Stemningen er i top. Allerede i omklædningsrummet drøner energien rundt mellem kvinderne, der med smukke smil og blonde, svingende hestehaler, beundrer hinandens outfit og smallere taljer. Snakken går højlydt om, hvem der er til marathon og hvem, der er til dating. En forening af disse kan jo på ingen måde være mulig. Man kunne da lige forestille sig … Særligt samler opmærksomheden sig, igen i dag, om Britta, der har været holdets fælles projekt.

Til at begynde med havde hun været en kedeligt udseende pige, helt ovre fra Sønderjylland. Hun var egentlig aldrig tyk, eller usympatisk på anden måde, bare grå og provinsiel med kommunefarvet hår. Første gang hun kom med til fitness, var hun troppet op i en grå jogging dragt. Herregud! Nu er hun helt cool og fit på alle måder og har fast plads, forrest i kæden, til venstre for Susanne, hvor Lena ellers har stået i lang tid.

Det var endda Lena, der en dag i november sidste år, havde kaldt til samling efter spinning, eller var det efter zumba … næh, det var den dag, de var startet på yoga, altså en torsdag, nå pyt … Lena havde fortalt om den her pige, der var begyndt som elev i Magasins sportsafdeling, men som, ærlig talt, næsten skræmte kunderne væk. Efter de mange ”åh” og ”ej”, som reaktion på Lenas beretning om Britta, havde lagt sig, bredte tavsheden sig indtil Susanne udbrød:

– Ved I hvad, tøser. Hun må under vores vinger. Vi kan ikke være andet bekendt for Lenas skyld.

Alle kiggede på Lena da hun med rødmen og strålende øjne hviskede

– Tak Susanne, hvor er det sødt af dig!

Og sådan var det blevet. Sikke en forandring på så forholdsvis kort tid.

Nu starter musikken inde i salen. Susanne, der er kommet drønende i sidste øjeblik, skynder sig at få klædt om, efter de andre allerede er på plads, men i løbet af no time, bevæger kroppene sig synkront i snorlige rækker i det lyse rum. Al tale er forstummet og afløst af indædt koncentration. Pulsen skal op, det kommer den og sveden hagler af kvinderne i takt med at hastigheden øges. Stjålne, selvtilfredse blikke bliver kastet mod spejlene, der omgiver dem.

Lena snurrer om sig selv, men mister et trin og kommer for sent i drejningen. Hun tillader sig at gøre et par sekunders pause for at komme ind i takten igen og lægger mærke til, at Susanne og Britta foran hende begge er klædt i det allernyeste, vildt dyre, dress, som de fik hjem til Magasin i fredags. Gad vide hvorfor Susanne dog har valgt det pink, hun der ellers altid foretrækker turkis? Nå, men det er vel for, at de ikke skal være helt ens, slyngveninderne.

Lena får øje på noget hvidt, der stritter ud ved nakken på Brittas top. Hvad fanden …

– Tyvetøs! Lena griber fat i Britta og nærmest flår den pink top af hende. Triumferende holder hun den lille hvide plastik dims i vejret så alle kan se den.

– Den her vare er ikke registreret i kassen!