Aviaajas

Tekster til Den nye Skriveskole … og hvad der ellers måtte komme


45 kommentarer

Damen fra kommunen (2)

(Opgave 0, fortsættelse af teksten fra opgave 00)

– ja, så er det en aftale, hørte jeg far sige med sin telefonstemme, da stuedøren blev åbnet og en dame kom ud.

Jeg lænede ryggen mod væggen og lod mig glide ned på hug. Hun var smuk, damen. Ligesom dem i Familie Journalen med touperet hår og lyseblå cardigan i blødt garn. Hun duftede af hårlak og kaffe. Hun var gået ind med sko på, men de var også meget fine i lysebrunt skind med en lille dusk oven på. Hvordan mon man kan pudse dem uden at skosværten klumper mellem duskens strimler?

– Vi kommer og henter hende på tirsdag kl. 10. Måske kommer jeg selv, og ellers en kollega, som er sat ind i sagen. I skal pakke det mest nødvendige. Der er selvfølgelig linned på hjemmet.

– Ja det er jo nok det bedste. Far burde lige rømme sig engang.

Der faldt en seddel ud af damens taske, da hun hev sine handsker op. Jeg genkendte min egen skrift og så det var brevet, jeg skrev til Birgittes dansklærer. Jeg skulle aldrig have gjort det, men jeg hørte jo hende der i radioen, der sagde, at man skulle fortælle til sin lærer, hvis der skete noget hjemme, som ikke var rart og at det f.eks. slet ikke er i orden, at børn bliver slået. Så ville læreren hjælpe, sagde hun. Jeg ville gerne have læreren kunne hjælpe Birgitte, så hun ikke så tit fik tæsk med skohornet. Voksne er ikke til at stole på!

Selvom jeg ikke ville, kom jeg til at kigge på skohornet. Det hang på sin plads mellem spejlet og lampetten. Det havde haft en revne længe, men nu nåede den helt op til den røde rose, der var malet langt oppe på skaftet. Mine dumme ører begyndte at hyle højere end nogensinde før. Det hjalp ikke at trykke på dem, selvom jeg prøvede det med hele tiden at presse og slippe.

Da far rakte ud efter damens frakke på knagerækken fik jeg øje på Birgitte inde i stuen. Hun græd.

***********************************************************************************************************************************************

DAMEN FRA KOMMUNEN (Teksten i sin helhed)

Det, der kom bag på mig var, at mor græd stille. Hun hulkede ikke ligesom hun tit gjorde, når hun havde skændtes med mormor i telefonen, eller hvis Birgitte kom for sent hjem en lørdag aften, og vi ikke vidste, hvor hun var, eller, hvem hun var sammen med og far allerede var vred.

Hun stod bare dér ved køkkenbordet, med tårerne trillende ned af kinderne. Hun var helt rodet i håret og hårnålene sad løst. Lige som når hun har været ude i blæsevejr, men i dag er der ingen vind.

Kartoffelkniven lå på gulvet, som om hun bare havde smidt den eller måske tabt den og glemt at samle den op. Den var landet lige i lysstriben fra gadelygten udenfor vinduet. Hun havde det blå og gule forklæde på. Det med to store lommer, som er så pænt. Jeg kunne se, der stak vådt køkkenrulle op af den ene lomme. Måske havde hun grædt længe?

Henne på komfuret klaprede et grydelåg og vandet sjaskede ud af gryden. Det lød som tordenvejr og buldrede i mine ører. Jeg tror ikke, mor lagde mærke til det. Hun havde heller ikke set mig endnu. Jeg var listet ind, helt stille, så jeg kunne nå at gemme mine plørede gummisko i skabet, før mor fik øje på dem. Jeg må helst ikke spille fodbold på græsset bag blokken med drengene. Det er bedre, hvis jeg sjipper eller hinker sammen med Jette og Anne på asfalten nede i gården.

– Mor … mor… mor!

Endelig hørte hun mig og kiggede ind mod stuedøren mens hun holdt pegefingeren op for munden.

– Hys, far er hjemme …

– ja, så er det en aftale, hørte jeg far sige med sin telefonstemme, da stuedøren blev åbnet og en dame kom ud.

Jeg lænede ryggen mod væggen og lod mig glide ned på hug. Hun var smuk, damen. Ligesom dem i Familie Journalen med touperet hår og lyseblå cardigan i blødt garn. Hun duftede af hårlak og kaffe. Hun var gået ind med sko på, men de var også meget fine i lysebrunt skind med en lille dusk oven på. Hvordan mon man kan pudse dem uden at skosværten klumper mellem duskens strimler?

– Vi kommer og henter hende på tirsdag kl. 10. Måske kommer jeg selv, og ellers en kollega, som er sat ind i sagen. I skal pakke det mest nødvendige. Der er selvfølgelig linned på hjemmet.

– Ja det er jo nok det bedste. Far burde lige rømme sig engang.

Der faldt en seddel ud af damens taske, da hun hev sine handsker op. Jeg genkendte min egen skrift og så det var brevet, jeg skrev til Birgittes dansklærer. Jeg skulle aldrig have gjort det, men jeg hørte jo hende der i radioen, der sagde, at man skulle fortælle til sin lærer, hvis der skete noget hjemme, som ikke var rart og at det f.eks. slet ikke er i orden, at børn bliver slået. Så ville læreren hjælpe, sagde hun. Jeg ville gerne have læreren kunne hjælpe Birgitte, så hun ikke så tit fik tæsk med skohornet. Voksne er ikke til at stole på!

Selvom jeg ikke ville, kom jeg til at kigge på skohornet. Det hang på sin plads mellem spejlet og lampetten. Det havde haft en revne længe, men nu nåede den helt op til den røde rose, der var malet langt oppe på skaftet. Mine dumme ører begyndte at hyle højere end nogensinde før. Det hjalp ikke at trykke på dem, selvom jeg prøvede det med hele tiden at presse og slippe.

Da far rakte ud efter damens frakke på knagerækken fik jeg øje på Birgitte inde i stuen. Hun græd.

 

Reklamer


57 kommentarer

Damen fra kommunen

Det, der kom bag på mig var, at mor græd stille. Hun hulkede ikke ligesom hun tit gjorde, når hun havde skændtes med mormor i telefonen, eller hvis Birgitte kom for sent hjem en lørdag aften, og vi ikke vidste, hvor hun var, eller, hvem hun var sammen med og far allerede var vred.

Hun stod bare dér ved køkkenbordet, med tårerne trillende ned af kinderne. Hun var helt rodet i håret og hårnålene sad løst. Lige som når hun har været ude i blæsevejr, men i dag er der ingen vind.

Kartoffelkniven lå på gulvet, som om hun bare havde smidt den eller måske tabt den og glemt at samle den op. Den var landet lige i lysstriben fra gadelygten udenfor vinduet. Hun havde det blå og gule forklæde på. Det med to store lommer, som er så pænt. Jeg kunne se, der stak vådt køkkenrulle op af den ene lomme. Måske havde hun grædt længe?

Henne på komfuret klaprede et grydelåg og vandet sjaskede ud af gryden. Det lød som tordenvejr og buldrede i mine ører. Jeg tror ikke, mor lagde mærke til det. Hun havde heller ikke set mig endnu. Jeg var listet ind, helt stille, så jeg kunne nå at gemme mine plørede gummisko i skabet, før mor fik øje på dem. Jeg må helst ikke spille fodbold på græsset bag blokken med drengene. Det er bedre, hvis jeg sjipper eller hinker sammen med Jette og Anne på asfalten nede i gården.

– Mor … mor… mor!

Endelig hørte hun mig og kiggede ind mod stuedøren mens hun holdt pegefingeren op for munden.

– Hys, far er hjemme …