Aviaajas

Tekster til Den nye Skriveskole … og hvad der ellers måtte komme


28 kommentarer

6 minutter

Mariah kigger sig tilbage en sidste gang, inden de drejer om hjørnet oppe ved asfaltvejen, dér hvor birkene skygger for udsynet, så hun ikke længere kan se huset.

I sommernatten kunne det ligne et sted, hvor ingen nogen sinde havde levet. Måske har det hele bare været en drøm, eller en roman, hun har læst og levet sig dybt ind i.

Deres forelskelse, brylluppet. Huset i skoven, som i et eventyr. Drengen, og alle de materielle goder, hun kunne ønske sig. ”Ikke gå ned på udstyr”, var hans favoritudsagn, når han kom hjem med en smuk vase eller dyr vin. Han havde aldrig købt en kjole til hende, der ikke sad perfekt. Latter og lyse dage. Lune vinteraftener ved brændeovnen med skønne venner og dejlig mad.

Sådan sker de store fortællinger. De kommer ud af ingenting og vil ingen steder hen. Man kan være i deres favn en tid og så må man videre. Det havde hendes bedstemor fortalt hende med et stærkt blik, da hun besøgte dem sidste gang for, efterhånden, mange måneder siden.

Et allersidste kig ned mod huset. Tænk, at græsstrå alligevel kan være så grønne.

Første gang han kom hjem efter at have været udsendt, var der ikke noget at mærke. Jo måske, var der lidt længere imellem gæster i deres hjem. Men han trængte til at være alene med hende og drengen. Det var der ikke noget at sige til, sådan som han havde savnet dem i de 6 måneder. Hun havde også nydt at have ham helt tæt på, mærke trygheden. Bare de tre.

Det var begyndt efter anden gang i Afghanistan. Han tålte ikke at være alene, han tålte ikke, de var der. Han bad hende sige sit job op, han ville gerne vide, hvor hun var. Hun havde troet, det var en overgang, at han havde brug for hende, at han blot behøvede tid til at komme sig over de oplevelser, krigen havde givet ham. Han ville ikke tale om det, så hun kunne kun gætte. Ligesom hun lærte sig at gætte hans ønsker og sindstilstand. Lærte at holde drengen væk, når han var i dét humør eller sende drengen ind til ham i arbejdsværelset, når han var i dét humør.

Forandringen var sket glidende, hun gled med, var påpasselig og usynlig. Det var først den dag, Helle henne i børnehaven havde bedt hende om to minutter, og hun havde indvilliget selvom Søren ventede i bilen med motoren tændt, at hun turde forstå. Helle havde fortalt, at personalet var meget bekymret for drengen, der havde forandret sig og var blevet ukontrollabel aggressiv og konfliktsøgende.

I et par uger, havde hun holdt øje med, hvor lang tid det tog Søren, at hente brænde ind, for derefter at lade riflen, og tage den daglige rekognosceringsrute rundt om huset og tjekke alle snubletråde og grene, der tilsyneladende lå tilfældigt. Hendes liv afhang af 6 minutter.

”Højst 5½ minut, så lægger jeg på! ”, hviskede hun til sit spejlbillede på badeværelset i går, inden hun satte alarmen på sin iPhone og ringede op til det telefonnummer, Helle havde fortalt hende, som hun havde lært sig uden ad.

”Mor, MOR! ” Drengen hiver hende i trøjen og får hende tilbage til nuet. Det er godt. Hun må følge planen og ikke mærke, ikke tænke. Ikke gå tilbage.

De kommer til at skulle gå et lille stykke på landevejen, før de kan gå ad skovstier, mere beskyttet end her, hvor bilerne passerer med korte mellemrum.

I nat skal de være på hotellet inde i byen, inden de tager det første morgentog væk. De vil blive hentet på Københavns hovedbanegård af en kvinde, der kører dem til krisecentret.

Reklamer


37 kommentarer

Langt hjemmefra

Mine overalls med mælkedrengestriber er nyvaskede og sidder perfekt. Jeg er næsten færdig med at pudse mine røde træsko. Jeg bruger læderfedt, det gør dem bløde. Heldigvis er de ikke nye, så bagkappen gnaver ikke mere. Nu mangler jeg kun at finde ud af, hvilken anorak, jeg skal tage på. Det kan godt blive lidt køligt i aften, når vi skal hjem. Jeg beslutter mig for den lilla i batikfarvet lagenlærred. Den bør lige stryges.

Nede fra gården kan jeg høre børn sjippe og selvom nogen i opgangen steger frikadeller, kan jeg mærke duften af solvarm asfalt. Far og mor er i kolonihaven for at vande.

Inde i mit værelse er pickuppen fanget i ridsen på min nye Gasolinplade. Kim Larsen gentager sig selv i én uendelighed ” … var vist nok i 1975, præsid … var vist nok i 1975, præsid … ”

Nå, pyt med den strygning, der stod søndagstøj i invitationen og om søndagen kan jeg godt være lidt krøllet. Jeg drøner ind og løfter først pickuparmen over det kritiske sted men ombestemmer mig og slukker helt for pladespilleren. Snupper violinkassen med det fine brikvævede bånd, jeg har fået sat på, så jeg ikke skal bære kassen i hånden, men kan have den bekvemt på ryggen.

Som det sidste inden jeg går ud af døren, tager jeg bidskinnen ud af munden og lægger den i dåsen ved siden af min seng. Den er helt gal med min kæbe for tiden. Den låser, så jeg bogstavelig talt ikke kan åbne munden. Oftest efter natten, men det sker også, når jeg har spillet meget violin og har koncentreret mig, eller hvis jeg bliver nervøs over noget og ubevidst bider hårdt sammen.

Morten står allerede og venter på mig på perronen, da jeg kommer spænende i sidste øjeblik. Han er godt nok poleret at se på. Vi har ikke været kærester ret længe, og jeg kender ham egentlig ikke så godt. Han er noget ældre end mig, er ud af tandlægefamilie og har lært klassisk violinspil. Det grinte vi meget af i spillemandslauget, men nu kan han næste spille en hel polka uden vibrato.

Jeg blev både glad og stolt og nervøs, da han viste mig invitationen for nogen tid siden. Det var hans studiekammerats forældre, der havde sendt den ud. De ville gerne se alle de ny-udsprungne dyrlæger med ledsager til kandidatfest for deres søn. Ud over angivelse af tid og sted stod der, at festlige indslag var velkomne, og desuden påklædning: Søndagstøj. Jeg besluttede, at jeg ville spille en vals til festen. Jeg er altid mere tryg, når jeg har min violin med.

Morten, der ellers nok plejer at kunne fortælle og lave sjov, er besynderligt tavs hele vejen i toget. Jeg er glad, da vi endelig kan hoppe af på Gentofte station, hvorfra vi skal gå et lille stykke.

Vi ankommer samtidig med nogle andre gæster, som stiger ud af en limousine. De er to par. Mændene er i smoking, begge kvinder er i lange stropløse kjoler. De kigger ned på mig fra deres stilletter, da de giver hånd og præsenterer sig.

”Kom dog indenfor”, lyder det fra den brede havetrappe. En herre slår bydende ud med hånden og jeg følger med Morten. Vi bliver budt en slags skål med champagne. Glasset er fyldt til kanten og idet herren fra før trækker mig i ærmet på anorakken og spørger: ”Hvad er det, De har der … skal De ikke have den af? ” spilder jeg en ordentlig skvat ned over hans bukser. Han lader som ingenting og viser os ind i et rum, der allerede er fyldt med mennesker. En kvinde annoncerer de kvindelige gæsters navne, tildeler os en bordherre og beder os stille op på række, inden hun sætter sig til flyglet og spiller en indmarch. De franske døre slås op, og vi marcherer ind til vores bordpladser.

Dugen er af tykt, bordeauxfarvet fløjl. Tallerkenerne er af sølv. Ind kommer tjenere med fade, hvorfra de serverer tre små stykker brød på vores tallerkener. Hverken min bordherre eller jeg spiser. Han kigger på mig og peger på sin kind ”jeg har tandbyld”. ”Åh”, lykkes det mig at presse ud mellem tænderne.


39 kommentarer

Qivittoq

Lydløst bevæger han sig væk fra grotten i fjeldmassivet. Nysneen ligger glitrende deroppe, luften så klingende ren og skarp. Ikke sætte spor. Han lader sig glide med vinden, der er tiltagende fra nordøst. Efterårets brændte farver i rød og gul, båret af krybeplanternes blade, tones ud i et flimrende orange efterhånden som han nærmer sig. Nedad, nedad går det mod elven, der deler bygden ved bugten i den beboede og ubeboede del. Dér ligger jollen. På den anden side af vandet, er der stadig lys i enkelte huse. Nordlyset, bølgende på himlen fra grøn til violet er aldrig i ro, og er hans allierede i natten.

Rensdyrjægerne sover, udmattede af jagten og spændingen. Der er stadig gløder i bålet ved tørrestativet. Huderne, som hænger der, har allerede glemt, de hørte til kødet, der ligger parteret og indpakket i plastik. Heldet har været med jægerne. Hele tre store dyr den første dag, de har licens til at skyde et mere, inden jagten skal slutte om to dage.

Han genkender såvel støvlerne som riflen, der er sat udenfor det ene telt. Tættere på indånder han mandens lugt og er ikke i tvivl. Det er ham.

Den tørre pilekvist fænger med det samme, den kommer i berøring med bålets gløder. Han har fået, hvad han kom efter denne gang.

”Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii”

Han klæder sig i ravnens kulsorte dragt og flyver med den brændende gren, som et stjerneskud på himlen, hjem til fjeldmassivets plateau.

***

” Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii

Barn af månen, søn af natten, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii

Bær mine drømme, flyt min smerte.

Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii …”

***

Ilden fænger og bålet blusser kraftigt op. Flammerne bærer ham tilbage i erindringen, til dengang: …

Det er nytårsaften, en særlig nytårsaften. Det er årtusindeskifte. Noget stort og ukendt er i vente. Hele verden fester, selvom dommedagsprofeterne har spået nok så megen undergang, og digitaliseringen muligvis lader fly styrte til jorden og respiratorer slukke.

Inuk, der lige er fyldt 15 år, forsøger at binde sin butterfly, men ender med at mene, den hvide anorak er fin nok. Først tager han forbi alderdomshjemmet og ønsker sin oldemor godt nytår. Han bliver inviteret til at spise mattak og tørret uvaq med de andre gæster, inden de fyrer de første raketter af kl. 20. Nu er det nytår nede i Danmark. Han ser sin mor for sig, men maner synet væk. Ikke nu! Bagefter strejfer han lidt rundt mellem husene, i håb om at få et glimt af Pipaluk.

Fra det grønne hus, bag tankstationen, lyder der høj musik. Inuk kender ikke dem, der bor der, men bliver nysgerrig og vil gerne se hvem de er, måske vil de invitere ham ind til deres fest. Idet han skal til at banke på, bliver døren flået op og en mand med en kniv i hånden tumler ud i ham. Manden taber kniven og skynder sig bort. Inuk kender ham godt. Det er jo skoleinspektøren. Inuk samler kniven op og lægger den på låget til skraldespanden. Sprutdunsten fra manden hænger stadig i luften og Inuk har alligevel ikke lyst til at gå ind i det hus.

***

Inuk blev dømt for drabet, der blev begået i det grønne hus, den nytårsaften. Først sad han i anstalten i Herstedvester i mange år og da han kom hjem, ville ingen kendes ved ham. Han gik til fjelds, blev Qivittoq.

***

”Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii …

Renens styrke, bliver min hævn

Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii.”

Han gør sine besværgelser og iklæder sig rensdyrets pragt og styrke inden han igen lader sig føre af vinden ned mod deltaet.

***

Jægeren får øje på den store rentyr, der står og spiser lav inde ved søen. Idet han rækker ud efter riflen lyder der et brøl, som kunne flænse himmelrummet. Smerten er overvældende og jægeren kastes hårdt mod jorden. Med blodet sivende fra en flænge i låret får han vendt sig rundt og ser renen forvandle sig: ”Inuk?!”

***********************************************************************************************************************************************

En, af flere forklaringer på, hvad en qivittoq er (fra “Den store danske”):

I de traditionelle grønlandske fortællinger støder man på begrebet fjeldgænger. Fjeldgænger, eller qivittoq, som det også kaldes (qivittarneq: at gå til fjelds) hører til i den gamle grønlandske kultur og tro på samme måde som åndemanere, trommedans, tupilakker, gengangere, spøgelser, mv. En fjeldgænger var en person, som med vilje forlod det menneskelige fællesskab og gik i fjeldet, f.eks. på grund af skam, skyld, vrede eller fornærmelse. De gamle fortællinger rummer også beretninger om at blive fjeldgænger af tvang, fordi man f.eks. havde begået en forbrydelse.

– Qivittoq blev en art straffende ånder. Man troede, de skiftede substans fra at være mennesker til at være ånder – altså farlige væsner.


49 kommentarer

Fit og færdig

Alle spejle i træningslokalet synes blankpoleret denne mandag morgen. Stemningen er i top. Allerede i omklædningsrummet drøner energien rundt mellem kvinderne, der med smukke smil og blonde, svingende hestehaler, beundrer hinandens outfit og smallere taljer. Snakken går højlydt om, hvem der er til marathon og hvem, der er til dating. En forening af disse kan jo på ingen måde være mulig. Man kunne da lige forestille sig … Særligt samler opmærksomheden sig, igen i dag, om Britta, der har været holdets fælles projekt.

Til at begynde med havde hun været en kedeligt udseende pige, helt ovre fra Sønderjylland. Hun var egentlig aldrig tyk, eller usympatisk på anden måde, bare grå og provinsiel med kommunefarvet hår. Første gang hun kom med til fitness, var hun troppet op i en grå jogging dragt. Herregud! Nu er hun helt cool og fit på alle måder og har fast plads, forrest i kæden, til venstre for Susanne, hvor Lena ellers har stået i lang tid.

Det var endda Lena, der en dag i november sidste år, havde kaldt til samling efter spinning, eller var det efter zumba … næh, det var den dag, de var startet på yoga, altså en torsdag, nå pyt … Lena havde fortalt om den her pige, der var begyndt som elev i Magasins sportsafdeling, men som, ærlig talt, næsten skræmte kunderne væk. Efter de mange ”åh” og ”ej”, som reaktion på Lenas beretning om Britta, havde lagt sig, bredte tavsheden sig indtil Susanne udbrød:

– Ved I hvad, tøser. Hun må under vores vinger. Vi kan ikke være andet bekendt for Lenas skyld.

Alle kiggede på Lena da hun med rødmen og strålende øjne hviskede

– Tak Susanne, hvor er det sødt af dig!

Og sådan var det blevet. Sikke en forandring på så forholdsvis kort tid.

Nu starter musikken inde i salen. Susanne, der er kommet drønende i sidste øjeblik, skynder sig at få klædt om, efter de andre allerede er på plads, men i løbet af no time, bevæger kroppene sig synkront i snorlige rækker i det lyse rum. Al tale er forstummet og afløst af indædt koncentration. Pulsen skal op, det kommer den og sveden hagler af kvinderne i takt med at hastigheden øges. Stjålne, selvtilfredse blikke bliver kastet mod spejlene, der omgiver dem.

Lena snurrer om sig selv, men mister et trin og kommer for sent i drejningen. Hun tillader sig at gøre et par sekunders pause for at komme ind i takten igen og lægger mærke til, at Susanne og Britta foran hende begge er klædt i det allernyeste, vildt dyre, dress, som de fik hjem til Magasin i fredags. Gad vide hvorfor Susanne dog har valgt det pink, hun der ellers altid foretrækker turkis? Nå, men det er vel for, at de ikke skal være helt ens, slyngveninderne.

Lena får øje på noget hvidt, der stritter ud ved nakken på Brittas top. Hvad fanden …

– Tyvetøs! Lena griber fat i Britta og nærmest flår den pink top af hende. Triumferende holder hun den lille hvide plastik dims i vejret så alle kan se den.

– Den her vare er ikke registreret i kassen!