Aviaajas

Tekster til Den nye Skriveskole … og hvad der ellers måtte komme


37 kommentarer

Langt hjemmefra

Mine overalls med mælkedrengestriber er nyvaskede og sidder perfekt. Jeg er næsten færdig med at pudse mine røde træsko. Jeg bruger læderfedt, det gør dem bløde. Heldigvis er de ikke nye, så bagkappen gnaver ikke mere. Nu mangler jeg kun at finde ud af, hvilken anorak, jeg skal tage på. Det kan godt blive lidt køligt i aften, når vi skal hjem. Jeg beslutter mig for den lilla i batikfarvet lagenlærred. Den bør lige stryges.

Nede fra gården kan jeg høre børn sjippe og selvom nogen i opgangen steger frikadeller, kan jeg mærke duften af solvarm asfalt. Far og mor er i kolonihaven for at vande.

Inde i mit værelse er pickuppen fanget i ridsen på min nye Gasolinplade. Kim Larsen gentager sig selv i én uendelighed ” … var vist nok i 1975, præsid … var vist nok i 1975, præsid … ”

Nå, pyt med den strygning, der stod søndagstøj i invitationen og om søndagen kan jeg godt være lidt krøllet. Jeg drøner ind og løfter først pickuparmen over det kritiske sted men ombestemmer mig og slukker helt for pladespilleren. Snupper violinkassen med det fine brikvævede bånd, jeg har fået sat på, så jeg ikke skal bære kassen i hånden, men kan have den bekvemt på ryggen.

Som det sidste inden jeg går ud af døren, tager jeg bidskinnen ud af munden og lægger den i dåsen ved siden af min seng. Den er helt gal med min kæbe for tiden. Den låser, så jeg bogstavelig talt ikke kan åbne munden. Oftest efter natten, men det sker også, når jeg har spillet meget violin og har koncentreret mig, eller hvis jeg bliver nervøs over noget og ubevidst bider hårdt sammen.

Morten står allerede og venter på mig på perronen, da jeg kommer spænende i sidste øjeblik. Han er godt nok poleret at se på. Vi har ikke været kærester ret længe, og jeg kender ham egentlig ikke så godt. Han er noget ældre end mig, er ud af tandlægefamilie og har lært klassisk violinspil. Det grinte vi meget af i spillemandslauget, men nu kan han næste spille en hel polka uden vibrato.

Jeg blev både glad og stolt og nervøs, da han viste mig invitationen for nogen tid siden. Det var hans studiekammerats forældre, der havde sendt den ud. De ville gerne se alle de ny-udsprungne dyrlæger med ledsager til kandidatfest for deres søn. Ud over angivelse af tid og sted stod der, at festlige indslag var velkomne, og desuden påklædning: Søndagstøj. Jeg besluttede, at jeg ville spille en vals til festen. Jeg er altid mere tryg, når jeg har min violin med.

Morten, der ellers nok plejer at kunne fortælle og lave sjov, er besynderligt tavs hele vejen i toget. Jeg er glad, da vi endelig kan hoppe af på Gentofte station, hvorfra vi skal gå et lille stykke.

Vi ankommer samtidig med nogle andre gæster, som stiger ud af en limousine. De er to par. Mændene er i smoking, begge kvinder er i lange stropløse kjoler. De kigger ned på mig fra deres stilletter, da de giver hånd og præsenterer sig.

”Kom dog indenfor”, lyder det fra den brede havetrappe. En herre slår bydende ud med hånden og jeg følger med Morten. Vi bliver budt en slags skål med champagne. Glasset er fyldt til kanten og idet herren fra før trækker mig i ærmet på anorakken og spørger: ”Hvad er det, De har der … skal De ikke have den af? ” spilder jeg en ordentlig skvat ned over hans bukser. Han lader som ingenting og viser os ind i et rum, der allerede er fyldt med mennesker. En kvinde annoncerer de kvindelige gæsters navne, tildeler os en bordherre og beder os stille op på række, inden hun sætter sig til flyglet og spiller en indmarch. De franske døre slås op, og vi marcherer ind til vores bordpladser.

Dugen er af tykt, bordeauxfarvet fløjl. Tallerkenerne er af sølv. Ind kommer tjenere med fade, hvorfra de serverer tre små stykker brød på vores tallerkener. Hverken min bordherre eller jeg spiser. Han kigger på mig og peger på sin kind ”jeg har tandbyld”. ”Åh”, lykkes det mig at presse ud mellem tænderne.

Reklamer


39 kommentarer

Qivittoq

Lydløst bevæger han sig væk fra grotten i fjeldmassivet. Nysneen ligger glitrende deroppe, luften så klingende ren og skarp. Ikke sætte spor. Han lader sig glide med vinden, der er tiltagende fra nordøst. Efterårets brændte farver i rød og gul, båret af krybeplanternes blade, tones ud i et flimrende orange efterhånden som han nærmer sig. Nedad, nedad går det mod elven, der deler bygden ved bugten i den beboede og ubeboede del. Dér ligger jollen. På den anden side af vandet, er der stadig lys i enkelte huse. Nordlyset, bølgende på himlen fra grøn til violet er aldrig i ro, og er hans allierede i natten.

Rensdyrjægerne sover, udmattede af jagten og spændingen. Der er stadig gløder i bålet ved tørrestativet. Huderne, som hænger der, har allerede glemt, de hørte til kødet, der ligger parteret og indpakket i plastik. Heldet har været med jægerne. Hele tre store dyr den første dag, de har licens til at skyde et mere, inden jagten skal slutte om to dage.

Han genkender såvel støvlerne som riflen, der er sat udenfor det ene telt. Tættere på indånder han mandens lugt og er ikke i tvivl. Det er ham.

Den tørre pilekvist fænger med det samme, den kommer i berøring med bålets gløder. Han har fået, hvad han kom efter denne gang.

”Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii”

Han klæder sig i ravnens kulsorte dragt og flyver med den brændende gren, som et stjerneskud på himlen, hjem til fjeldmassivets plateau.

***

” Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii

Barn af månen, søn af natten, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii

Bær mine drømme, flyt min smerte.

Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii …”

***

Ilden fænger og bålet blusser kraftigt op. Flammerne bærer ham tilbage i erindringen, til dengang: …

Det er nytårsaften, en særlig nytårsaften. Det er årtusindeskifte. Noget stort og ukendt er i vente. Hele verden fester, selvom dommedagsprofeterne har spået nok så megen undergang, og digitaliseringen muligvis lader fly styrte til jorden og respiratorer slukke.

Inuk, der lige er fyldt 15 år, forsøger at binde sin butterfly, men ender med at mene, den hvide anorak er fin nok. Først tager han forbi alderdomshjemmet og ønsker sin oldemor godt nytår. Han bliver inviteret til at spise mattak og tørret uvaq med de andre gæster, inden de fyrer de første raketter af kl. 20. Nu er det nytår nede i Danmark. Han ser sin mor for sig, men maner synet væk. Ikke nu! Bagefter strejfer han lidt rundt mellem husene, i håb om at få et glimt af Pipaluk.

Fra det grønne hus, bag tankstationen, lyder der høj musik. Inuk kender ikke dem, der bor der, men bliver nysgerrig og vil gerne se hvem de er, måske vil de invitere ham ind til deres fest. Idet han skal til at banke på, bliver døren flået op og en mand med en kniv i hånden tumler ud i ham. Manden taber kniven og skynder sig bort. Inuk kender ham godt. Det er jo skoleinspektøren. Inuk samler kniven op og lægger den på låget til skraldespanden. Sprutdunsten fra manden hænger stadig i luften og Inuk har alligevel ikke lyst til at gå ind i det hus.

***

Inuk blev dømt for drabet, der blev begået i det grønne hus, den nytårsaften. Først sad han i anstalten i Herstedvester i mange år og da han kom hjem, ville ingen kendes ved ham. Han gik til fjelds, blev Qivittoq.

***

”Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii …

Renens styrke, bliver min hævn

Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii, Ei-eii-eiii, ei-eii-eiii.”

Han gør sine besværgelser og iklæder sig rensdyrets pragt og styrke inden han igen lader sig føre af vinden ned mod deltaet.

***

Jægeren får øje på den store rentyr, der står og spiser lav inde ved søen. Idet han rækker ud efter riflen lyder der et brøl, som kunne flænse himmelrummet. Smerten er overvældende og jægeren kastes hårdt mod jorden. Med blodet sivende fra en flænge i låret får han vendt sig rundt og ser renen forvandle sig: ”Inuk?!”

***********************************************************************************************************************************************

En, af flere forklaringer på, hvad en qivittoq er (fra “Den store danske”):

I de traditionelle grønlandske fortællinger støder man på begrebet fjeldgænger. Fjeldgænger, eller qivittoq, som det også kaldes (qivittarneq: at gå til fjelds) hører til i den gamle grønlandske kultur og tro på samme måde som åndemanere, trommedans, tupilakker, gengangere, spøgelser, mv. En fjeldgænger var en person, som med vilje forlod det menneskelige fællesskab og gik i fjeldet, f.eks. på grund af skam, skyld, vrede eller fornærmelse. De gamle fortællinger rummer også beretninger om at blive fjeldgænger af tvang, fordi man f.eks. havde begået en forbrydelse.

– Qivittoq blev en art straffende ånder. Man troede, de skiftede substans fra at være mennesker til at være ånder – altså farlige væsner.


49 kommentarer

Fit og færdig

Alle spejle i træningslokalet synes blankpoleret denne mandag morgen. Stemningen er i top. Allerede i omklædningsrummet drøner energien rundt mellem kvinderne, der med smukke smil og blonde, svingende hestehaler, beundrer hinandens outfit og smallere taljer. Snakken går højlydt om, hvem der er til marathon og hvem, der er til dating. En forening af disse kan jo på ingen måde være mulig. Man kunne da lige forestille sig … Særligt samler opmærksomheden sig, igen i dag, om Britta, der har været holdets fælles projekt.

Til at begynde med havde hun været en kedeligt udseende pige, helt ovre fra Sønderjylland. Hun var egentlig aldrig tyk, eller usympatisk på anden måde, bare grå og provinsiel med kommunefarvet hår. Første gang hun kom med til fitness, var hun troppet op i en grå jogging dragt. Herregud! Nu er hun helt cool og fit på alle måder og har fast plads, forrest i kæden, til venstre for Susanne, hvor Lena ellers har stået i lang tid.

Det var endda Lena, der en dag i november sidste år, havde kaldt til samling efter spinning, eller var det efter zumba … næh, det var den dag, de var startet på yoga, altså en torsdag, nå pyt … Lena havde fortalt om den her pige, der var begyndt som elev i Magasins sportsafdeling, men som, ærlig talt, næsten skræmte kunderne væk. Efter de mange ”åh” og ”ej”, som reaktion på Lenas beretning om Britta, havde lagt sig, bredte tavsheden sig indtil Susanne udbrød:

– Ved I hvad, tøser. Hun må under vores vinger. Vi kan ikke være andet bekendt for Lenas skyld.

Alle kiggede på Lena da hun med rødmen og strålende øjne hviskede

– Tak Susanne, hvor er det sødt af dig!

Og sådan var det blevet. Sikke en forandring på så forholdsvis kort tid.

Nu starter musikken inde i salen. Susanne, der er kommet drønende i sidste øjeblik, skynder sig at få klædt om, efter de andre allerede er på plads, men i løbet af no time, bevæger kroppene sig synkront i snorlige rækker i det lyse rum. Al tale er forstummet og afløst af indædt koncentration. Pulsen skal op, det kommer den og sveden hagler af kvinderne i takt med at hastigheden øges. Stjålne, selvtilfredse blikke bliver kastet mod spejlene, der omgiver dem.

Lena snurrer om sig selv, men mister et trin og kommer for sent i drejningen. Hun tillader sig at gøre et par sekunders pause for at komme ind i takten igen og lægger mærke til, at Susanne og Britta foran hende begge er klædt i det allernyeste, vildt dyre, dress, som de fik hjem til Magasin i fredags. Gad vide hvorfor Susanne dog har valgt det pink, hun der ellers altid foretrækker turkis? Nå, men det er vel for, at de ikke skal være helt ens, slyngveninderne.

Lena får øje på noget hvidt, der stritter ud ved nakken på Brittas top. Hvad fanden …

– Tyvetøs! Lena griber fat i Britta og nærmest flår den pink top af hende. Triumferende holder hun den lille hvide plastik dims i vejret så alle kan se den.

– Den her vare er ikke registreret i kassen!


24 kommentarer

“I Say a Little Prayer”

Astrid vågner ved, at lighteren glider ud af hendes hånd og rammer gulvet med et smæld. Hun rækker ned efter den og må vende sig lidt på den smalle plyssofa for at kunne nå. Liggende med hovedet vendt mod gulvet, samler hun lighteren op. Det er en Ronson, det er der ingen tvivl om. Hendes morbror har en magen til. Denne er bare gylden og ser ud til at være ny, eller flittigt pudset. Den har tyngde og ligger godt i hånden. Hun lader tommelfingeren glide ned over rillerne på siden, inden lighteren lægger sig tilrette, så hun uden besvær kan trykke tændingen ned og en flamme lyser op. Duften af gas i et kort øjeblik … Åh, hans blik, da han tændte den første cigaret for hende i aftes.

Bordene er tomme, men røgen ligger stadig tæt i rummet, selvom bagdøren, højst sandsynligt, står på vid gab ud mod morgengryet og solsortesangen. Hun får øje på sin ene sorte stilet, der ligger alene tilbage på dansegulvet midt i lokalet. Hun kan lige skimte skoens hæl gennem bord- og stoleben. Gad vide, hvor den anden er.

Hun kommer på højkant og sætter kjolens skulderstrop på plads med en glidende bevægelse. Et øjeblik er det som om, alting går i et. Dansegulvets kobber, sofaens røde plys, kjolens blanke stof og hendes røde negle. Selv røgen farves rødlig af spotlightet over scenen.

Musikerne er ved at pakke deres instrumenter sammen. De har alle løsnet deres slips, og de røde seler hænger ned langs siden hos et par stykker af dem. De var et stort orkester i aften. Tre blæsere og en percussionist fra Cuba havde været med som gæstemusikere og løftet musikken til en eksplosion af varme vinde og sorgløst, uendeligt liv. Da hun havde sunget sit sidste sæt, var de fortsat med at spille og for første gang i umindelige tider, havde hun kunnet danse og more sig.

– Godmorgen, min blomst. Jeg antager sjusserne flød gavmildt. Du har lidt savl på hagen. Gustav bag baren gnider sin hage på højre side, og hun gør, reflektorisk, det sammen, hvilket får ham til at grine højt. – Du er nem at snøre. Han holder glasset op mod lyset, inden han igen polerer på det med viskestykket. Det gentager sig et par gange før glasset får lov at glide ind i holderen over disken. Han må op på tå for at nå, og hver gang falder en tot af håret frem i panden på ham. Ingen bryldcreme er i stand til at holde det på plads. Hun har set det gentage sig nat efter nat, kender hans bevægelse når han kører fingrene gennem håret for at få det til at sidde igen.

Astrid kommer på benene og lister uden om nogle sjatter hen til baren.

– Hvis jeg ikke måtte lyve, ville jeg sige, jeg elskede dig, stump. Hun sender et fingerkys mod Gustav inden hun hopper op på barstolen og tager i mod den kop kaffe, han rækker frem mod hende. – Jeg har aldrig set ham her før, har du? Har du Gustav, svar mig nu! Jeg fik ikke engang hans navn. Det var uden betydning. Jeg følte mig så smuk, speciel. Bare den måde han lyttede på og fik mig til at fortælle. Hans øjne, hans manérer. Så du, hvor han kunne danse?

– Et ægte kys for det jeg har i hånden? Gustav vinker med en lap papir. En herre har mistet sin Ronson lighter og bad os kontakte ham på dette telefonnummer, hvis vi finder den.


24 kommentarer

Rødt på hvidt

Nu kommer det, nu siger han det, han IKKE skal sige. Hun ser, hvordan han trækker luft ind gennem næsen og lader blikket løbe bordet rundt for at lade det hvile på et punkt lige over hende. Han rækker ud efter sit glas.

Tænk, at han alligevel kunne tale så meget, så længe, uden at sige en skid.  Det er lige før hun drister sig til at råbe RESPEKT. Han hader det ord, når det kommer fra hende.

– Du aner INTET om, hvad respekt er! Brølede han af hende så sent som i morges, da hun bad ham respektere, hun ville have døren lukket til sit værelse imens hun klædte sig på.

Jessica tager godt fat om sit ene knæ og klemmer til. Med fingerspidserne finder hun såret fra i går lige under knæskallen, mærker neglenes skarphed gennem de tynde nylonstrømper. Nu er der hul. Huden under neglene. De fine negle, hun fik lavet i går hjemme hos Sofies mor.

– Sådan. Havde hun sagt med smøgen hængende i mundvigen og det ene øje knebet i, sikkert for at undgå røgen.

– Nu er du klar til at være prinsesse for en dag. Det skal du nyde. Sug til dig af al halløjet så længe du orker. Det skader sgu ikke og gaverne er sikkert fede. Får du masser af penge, stikker vi af fra hele lortet. Du, Sofie og mig. Køber et lille hus ved vandet. I to fisker, og jeg fanger de store torsk.

Hun var kommet til at grine, helt fra maven af. Det er som om Sofies mor har en sjette sans, som om hun ved alt om alle, og om alting. Det føles godt. Gad vide om hun VIRKELIG ved.

Det løber vådt ned af skinnebenet nu. Kilder. Neglene borer dybere. Hans hånd på hendes skulder. Han har renset negle i dagens anledning, men mangler lidt skidt i kanten af langefingerneglen. Jessica synker og synker. I lige linje ned af bordet står 32 blomsterdekorationer. Asters, er det vist. I forskellige rødlige farver. De fleste er lyserøde og fra kolonihaven. Vestvej nr. 32. Huset er brunt og grimt. Sofaen ulækker, stinkende. Hulen under tjørnehækken er det bedste sted at være. Indgangen er dækket af brændenælder, det holder al skidt ude. Der er 32 gæster, 32 bordkort, 32 gaver, 32 mennesker, der ikke ved en skid eller bare lader som om. Han er 32 år, hun var 5 første gang. Mor har sin nye parfume på. Han har købt den til hende. Hun stinker. Nu smiler hun, stråler, dupper øjne, lægger sin hånd på hendes anden skulder. Fanget.

– … så lad os alle rejse os og råbe et trefoldigt hurra for vores lille pige, vores grimme ælling, vores smukke hvide svane, yndige og uskyldige unge kvinde. Du har altid været helt dig selv. Vi er stolte af dig og vi elsk … ” Hvad fanden laver hun nu, tøsen. Kan hun ikke engang vise sin far og mor lidt respekt, bare denne dag. Vi har sgu gjort det så godt vi kunne. Ingen forældre er vel fejlfri …” Noget vrider sig i maven på ham. For helvede da også. Den ene gang havde jo bare taget den anden. “Aldrig mere” havde han lovet sig selv og Kerstin mange gange.

Eksplosionen er så kraftig inde i hendes hoved, at alle lyde forsvinder. Hans mund ligner guldfiskenes henne i skolen, når de snapper efter mad i overfladen af vandet. Hendes mor svømmer opad. Måske er de alle sammen under vand? Bordet bølger. Gæsterne, skubber stole tilbage i slowmotion. Nu står de og glor på hende, snapper efter luft med ham. Idioter, der er jo ingen luft at få. Længst væk, langt væk, sidder Sofie og hendes mor stadig, som de eneste. Jessica griber Sofies blik, får luft og sprænger lydmuren. Blodet er rødt på hendes hvide sko.


51 kommentarer

Uret tikker, hjertet banker og øjnene er noget så blå

(Opgave 3. Den Nye Skriveskole)

– Hallo, Mikkel her …

– Hej det er Lena …

– Øøøhh Lena?

– Ja Lena, come on skat, du har vel ikke glemt din vilde skolekæreste?

– LENA! Nej hvor fedt. Hej Lena … jamen altså … hej!

– He he så faldt tiøren. Hvordan har du det i dit liv?

– Jamen, jo altså, jeg har det da fint. Du ved … ikke så meget nyt der. Byen ligner sig selv. Man mødes i Brugsen, nu er det så SuperBrugsen, lørdag formiddag og hilser på dem, man dansede med på Fasanen fredag nat. Hvis man da kan kende dem … Hahaha … Jeg har det sgu godt! Hvad med dig?

– Tak jeg har det forrygende. Flyttede jo, som du ved, til Nørrebro lige efter gymnasiet og læser nu Humaniora på RUC.

– Wow, det lyder som noget, der lige passer dig. Du var jo lidt af en bogorm … haha, ja altså den smækreste bogorm, jeg nogen sinde har kendt.

– Hehe, tak-tak … men faktisk så ringer jeg for at høre, om du har lyst til at ses, bare sådan …?

– Tør jeg det … haha … ja selvfølgelig, det lyder fedt. Jeg skal tilfældigvis til København og lave noget strøm i næste uge … lad mig lige tjekke kalenderen …ooons …

– Altså, jeg vil meget hellere komme til dig. Jeg har sådan lyst til at genopleve min barndoms by. Du ved, gense … ja dig! Og så har jeg gang i et projekt, der handler om børn, det kunne være sjovt at undersøge … og måske en tyr på fasanen … hehe … eller bare en TUR på Fasanen og i Brugsen dag… undskyld SUPERBrugsen dagen efter … hehe …

– Ja, den er jeg med på!

– Har du en sofa jeg kan sove på … eller skal se om jeg kan finde … hov for resten, er du gift eller noget?

– Nej, og jeg har heller ingen kæreste for tiden … hvad med di….

– jamen, hvad siger du til på fredag allerede?

– kæft, jeg glæder mig. Du er SÅ velkommen!

Lige fra Lena hoppede ud af toget som den første den følgende fredag eftermiddag, havde han været solgt. Helt fanget ind af hendes blå øjne igen. HENDES duft, da de krammede uden at tøve. De gik hånd i hånd gennem stationsbygningens hal og hen til bilen. Med tommelfingeren kunne han mærke arret i hendes håndflade fra dengang, hun skvattede på diskoteket og skar sig på et glasskår, der lå på gulvet.

Det var så fedt. Straks på bølgelængde og fordybet i spændende samtaler. Tænk at det kunne være sådan. Han havde glemt, at tanker og ord kunne glide så let. At nogen lyttede og havde lyst til at forstå, hvad han følte, tænkte og mente om al muligt. At livet ikke kun var vekselstrøm, byggeplaner, urimelige frispark og ølmærker. Glæden i hver en celle da hun ved middagen i havestuen fastholdt hans blik og roste hans stadig gode fysiske form og hans sans for indretning. Hun havde sagt, at hun aldrig havde glemt hans kreativitet og evne til at få andre mennesker til at føle sig særlige, og godt tilpas. Så megen varme i de øjne. Hvorfor havde han ikke haft modet til at flytte med dengang … nåh jo, hun var jo …

– Mikkel … Mikkel … hallo jorden kalder Mikkel.

– øh ..

– hehe, … nej, spøg til side. Jeg har vist fedtet af på det, når du har spurgt til mit liv ud over RUC. Jeg har faktisk en rigtig sød kæreste … men det er helt ok, at jeg er her.

Det sugede fælt i maven.

– hvor skønt, selvfølgelig har du det!

Jep, så er det på plads … Fasanen?

De havde danset og drukket, grint og leget, talt og elsket. Hun havde igen og igen forsikret ham om, at det var helt ok med hendes kæreste i København. Han besluttede sig for ikke at spørge mere. Tænkte tanken, … men aldrig til ende. Siden var de mødtes ”i barndommens gade”, som hun finurligt kaldte det, ca. en gang om måneden i et halvt års tid.

Mikkel satte p-skiven og drønede, lidt forsinket, ud på perronen.

– Hallooeeh, Lena pustede ham i nakken … Der er nok én der er sent på den … og så lige i dag. Kom, der er en du skal møde. Jeg ville have ringet først … men … altså modet …

Blå øjne, røde pletter på kinderne, grøn frakke, lilla halstørklæde … blå øjne … kærlige …

– Mikkel! … … her er min kæreste Simone …

… Simone! Her er min kæreste ven Mikkel, som jeg har fortalt dig så meget om.

… Mikkel! … vi skal være forældre.


31 kommentarer

RONJA, FENRIS, GERE, FREKE, THOR, LOKE … OG JASMIN

(Opgave 2. Den Nye Skriveskole)

– Skat kom lige engang …

– Lige to sekunder, jeg er ved at sortere ungernes gamle legetøj … men, det må vi vist alligevel være to om at tage stilling til. Hvor er du?

– Hernede i kælderen … jeg har fundet en pose, helt inde under trappen, som jeg lige vil have din tilladelse til at smide ud. Føj, hvor den stinker …

– Kommer! Lad mig se … åh, vores gamle sælskindsluffer …

… Hvalpene hvirvler omkring sammen med de første snefnug i oktober. De er stadig ikke i kæde, endnu ikke 6 måneder gamle. Uldbløde bamser med snuder, skabt til at stikke i vejret, når de, med eller uden lyd, hyler med flokken. Alle hilser de på nordlyset, der bølger i grøn og violet allerede fra aftenstide. Sammen med byens børn leger de den gamle sandhed: fløjt, og nordlyset fjerner sig, gø som en hund og det kommer nærmere. De store hunde er begyndt at røre på sig. De kender lugten af sne og frost og holder sig længselsfuldt i nærheden af slæden, der vender mod nord. Også den synes at vente.

Dagene er korte i december. Isen helt inde i bunden af fjorden har lagt sig. Det bliver til små ture ud, hvor hvalpene løber med uden at være i sele og skagle. De holder sig, efterhånden, fint i udkanten af spandet. Har fået de nap, de skulle have af de voksne hunde. Vi sveder og haler igen og igen hunde ud, der havner i edderkoppespindet af sammenfiltrede skagler. Aldrig er byen smukkere, set fra isen. I en kulisse af dybblå stjernehimmel, ligger husene spredt og giver sig til kende ved julestjernerne i alle vinduer.

Ved påsketid, højsæson for slædekørsel, er hundespandet eksemplarisk. Ved de mindste tegn fra os, kommer vi hvorhen vi vil, når da ellers is og vejr arter sig. Lyden af løbende, klukkende, dansende vand høres under snedækket, der buler i bløde bunker over elvens løb. Den hårde skorpe af is under sneen er i opbrud, ædes op indefra, langsomt, langsomt og gør det usikkert at færdes sine steder. Fjorden, derimod, er stadig dækket af mindst en halv meter tyk is. Solen gør os godt og sneen knitrer. Den Piteraq, der har holdt mennesker inde og hunde i læ under sneen i godt en uge, har endelig lagt sig. Dunsten er ikke til at tage fejl af. Hundene fik rigeligt med både sæl og hellefisk, da de fik gravet sig ud af snehulerne for nogle timer siden. Nu hvor skaglerne er strakt og de rigtig kan strække ud, giver de den gas, bogstaveligt talt …

– Hallo … Johanne … hvor er du i dine tanker? Sælskindslufferne! Har du gemt dem! Hold nu op … lugten af hund bliver jo hængende til tid og evighed. Jeg mindes, med gru, alle de aftener, hvor vi måtte ud og jage løse hunde væk, så vi kunne få bare et minimum af nattesøvn. Det var de år, hvor jeg altid sov med ørepropper og hovedet begravet under puden. Sikke et hyleri … Og, kan du huske den påske, hvor vi blev kastet af slæden ude ved vandfaldet på vej hjem. Vi havde lige brugt mindst en time på at rode skagler ud. Der lå vi, jeg med to trykkede ribben, skulle det vise sig. Og hundene … de spænede bare over fjorden og hjem. Kæft, hvor var det flovt at komme traskende ind i byen flere timer efter hundene på ægte danskermanér

Ud med den pose …

– Giv mig den, så finder jeg et sted at smide den …

Piteraq betyder direkte oversat “det, der overfalder én”, og det er netop, hvad der sker. En piteraq er en såkaldt faldvind, der især dannes på kolde, vindstille nætter, hvor luften over indlandsisen bliver ekstra afkølet af det kolde underlag. I den situation vil der over isen blive dannet et tykt lag af meget kold luft, som er adskilt fra den overliggende, varmere luft. Kold luft er som bekendt tungere end varm, og derfor vil den afkølede luft ved isens overflade takket være tyngdekraften bevæge sig nedad, hvis den har mulighed for det. Og det har den netop på den højtliggende indlandsis. På samme måde, som en lavine glider ned ad et bjerg, vil luften strømme ned over isen. Strømmen bliver yderligere forstærket, hvis der i landskabet er slugter eller andre indsnævringer, hvor den kan samles og accelereres. Når luften ankommer til kysten, kan den være blevet til en storm med dobbelt orkanstyrke. Eksempelvis blev Ammassalik på den grønlandske østkyst raseret af en piteraq den 6. februar 1970. Inden vindmålerne brød sammen, nåede de at registrere vindstød på over 250 kilometer i timen. (Illustreret videnskab)