Aviaajas

Tekster til Den nye Skriveskole … og hvad der ellers måtte komme


24 kommentarer

Rødt på hvidt

Nu kommer det, nu siger han det, han IKKE skal sige. Hun ser, hvordan han trækker luft ind gennem næsen og lader blikket løbe bordet rundt for at lade det hvile på et punkt lige over hende. Han rækker ud efter sit glas.

Tænk, at han alligevel kunne tale så meget, så længe, uden at sige en skid.  Det er lige før hun drister sig til at råbe RESPEKT. Han hader det ord, når det kommer fra hende.

– Du aner INTET om, hvad respekt er! Brølede han af hende så sent som i morges, da hun bad ham respektere, hun ville have døren lukket til sit værelse imens hun klædte sig på.

Jessica tager godt fat om sit ene knæ og klemmer til. Med fingerspidserne finder hun såret fra i går lige under knæskallen, mærker neglenes skarphed gennem de tynde nylonstrømper. Nu er der hul. Huden under neglene. De fine negle, hun fik lavet i går hjemme hos Sofies mor.

– Sådan. Havde hun sagt med smøgen hængende i mundvigen og det ene øje knebet i, sikkert for at undgå røgen.

– Nu er du klar til at være prinsesse for en dag. Det skal du nyde. Sug til dig af al halløjet så længe du orker. Det skader sgu ikke og gaverne er sikkert fede. Får du masser af penge, stikker vi af fra hele lortet. Du, Sofie og mig. Køber et lille hus ved vandet. I to fisker, og jeg fanger de store torsk.

Hun var kommet til at grine, helt fra maven af. Det er som om Sofies mor har en sjette sans, som om hun ved alt om alle, og om alting. Det føles godt. Gad vide om hun VIRKELIG ved.

Det løber vådt ned af skinnebenet nu. Kilder. Neglene borer dybere. Hans hånd på hendes skulder. Han har renset negle i dagens anledning, men mangler lidt skidt i kanten af langefingerneglen. Jessica synker og synker. I lige linje ned af bordet står 32 blomsterdekorationer. Asters, er det vist. I forskellige rødlige farver. De fleste er lyserøde og fra kolonihaven. Vestvej nr. 32. Huset er brunt og grimt. Sofaen ulækker, stinkende. Hulen under tjørnehækken er det bedste sted at være. Indgangen er dækket af brændenælder, det holder al skidt ude. Der er 32 gæster, 32 bordkort, 32 gaver, 32 mennesker, der ikke ved en skid eller bare lader som om. Han er 32 år, hun var 5 første gang. Mor har sin nye parfume på. Han har købt den til hende. Hun stinker. Nu smiler hun, stråler, dupper øjne, lægger sin hånd på hendes anden skulder. Fanget.

– … så lad os alle rejse os og råbe et trefoldigt hurra for vores lille pige, vores grimme ælling, vores smukke hvide svane, yndige og uskyldige unge kvinde. Du har altid været helt dig selv. Vi er stolte af dig og vi elsk … ” Hvad fanden laver hun nu, tøsen. Kan hun ikke engang vise sin far og mor lidt respekt, bare denne dag. Vi har sgu gjort det så godt vi kunne. Ingen forældre er vel fejlfri …” Noget vrider sig i maven på ham. For helvede da også. Den ene gang havde jo bare taget den anden. “Aldrig mere” havde han lovet sig selv og Kerstin mange gange.

Eksplosionen er så kraftig inde i hendes hoved, at alle lyde forsvinder. Hans mund ligner guldfiskenes henne i skolen, når de snapper efter mad i overfladen af vandet. Hendes mor svømmer opad. Måske er de alle sammen under vand? Bordet bølger. Gæsterne, skubber stole tilbage i slowmotion. Nu står de og glor på hende, snapper efter luft med ham. Idioter, der er jo ingen luft at få. Længst væk, langt væk, sidder Sofie og hendes mor stadig, som de eneste. Jessica griber Sofies blik, får luft og sprænger lydmuren. Blodet er rødt på hendes hvide sko.

Reklamer


51 kommentarer

Uret tikker, hjertet banker og øjnene er noget så blå

(Opgave 3. Den Nye Skriveskole)

– Hallo, Mikkel her …

– Hej det er Lena …

– Øøøhh Lena?

– Ja Lena, come on skat, du har vel ikke glemt din vilde skolekæreste?

– LENA! Nej hvor fedt. Hej Lena … jamen altså … hej!

– He he så faldt tiøren. Hvordan har du det i dit liv?

– Jamen, jo altså, jeg har det da fint. Du ved … ikke så meget nyt der. Byen ligner sig selv. Man mødes i Brugsen, nu er det så SuperBrugsen, lørdag formiddag og hilser på dem, man dansede med på Fasanen fredag nat. Hvis man da kan kende dem … Hahaha … Jeg har det sgu godt! Hvad med dig?

– Tak jeg har det forrygende. Flyttede jo, som du ved, til Nørrebro lige efter gymnasiet og læser nu Humaniora på RUC.

– Wow, det lyder som noget, der lige passer dig. Du var jo lidt af en bogorm … haha, ja altså den smækreste bogorm, jeg nogen sinde har kendt.

– Hehe, tak-tak … men faktisk så ringer jeg for at høre, om du har lyst til at ses, bare sådan …?

– Tør jeg det … haha … ja selvfølgelig, det lyder fedt. Jeg skal tilfældigvis til København og lave noget strøm i næste uge … lad mig lige tjekke kalenderen …ooons …

– Altså, jeg vil meget hellere komme til dig. Jeg har sådan lyst til at genopleve min barndoms by. Du ved, gense … ja dig! Og så har jeg gang i et projekt, der handler om børn, det kunne være sjovt at undersøge … og måske en tyr på fasanen … hehe … eller bare en TUR på Fasanen og i Brugsen dag… undskyld SUPERBrugsen dagen efter … hehe …

– Ja, den er jeg med på!

– Har du en sofa jeg kan sove på … eller skal se om jeg kan finde … hov for resten, er du gift eller noget?

– Nej, og jeg har heller ingen kæreste for tiden … hvad med di….

– jamen, hvad siger du til på fredag allerede?

– kæft, jeg glæder mig. Du er SÅ velkommen!

Lige fra Lena hoppede ud af toget som den første den følgende fredag eftermiddag, havde han været solgt. Helt fanget ind af hendes blå øjne igen. HENDES duft, da de krammede uden at tøve. De gik hånd i hånd gennem stationsbygningens hal og hen til bilen. Med tommelfingeren kunne han mærke arret i hendes håndflade fra dengang, hun skvattede på diskoteket og skar sig på et glasskår, der lå på gulvet.

Det var så fedt. Straks på bølgelængde og fordybet i spændende samtaler. Tænk at det kunne være sådan. Han havde glemt, at tanker og ord kunne glide så let. At nogen lyttede og havde lyst til at forstå, hvad han følte, tænkte og mente om al muligt. At livet ikke kun var vekselstrøm, byggeplaner, urimelige frispark og ølmærker. Glæden i hver en celle da hun ved middagen i havestuen fastholdt hans blik og roste hans stadig gode fysiske form og hans sans for indretning. Hun havde sagt, at hun aldrig havde glemt hans kreativitet og evne til at få andre mennesker til at føle sig særlige, og godt tilpas. Så megen varme i de øjne. Hvorfor havde han ikke haft modet til at flytte med dengang … nåh jo, hun var jo …

– Mikkel … Mikkel … hallo jorden kalder Mikkel.

– øh ..

– hehe, … nej, spøg til side. Jeg har vist fedtet af på det, når du har spurgt til mit liv ud over RUC. Jeg har faktisk en rigtig sød kæreste … men det er helt ok, at jeg er her.

Det sugede fælt i maven.

– hvor skønt, selvfølgelig har du det!

Jep, så er det på plads … Fasanen?

De havde danset og drukket, grint og leget, talt og elsket. Hun havde igen og igen forsikret ham om, at det var helt ok med hendes kæreste i København. Han besluttede sig for ikke at spørge mere. Tænkte tanken, … men aldrig til ende. Siden var de mødtes ”i barndommens gade”, som hun finurligt kaldte det, ca. en gang om måneden i et halvt års tid.

Mikkel satte p-skiven og drønede, lidt forsinket, ud på perronen.

– Hallooeeh, Lena pustede ham i nakken … Der er nok én der er sent på den … og så lige i dag. Kom, der er en du skal møde. Jeg ville have ringet først … men … altså modet …

Blå øjne, røde pletter på kinderne, grøn frakke, lilla halstørklæde … blå øjne … kærlige …

– Mikkel! … … her er min kæreste Simone …

… Simone! Her er min kæreste ven Mikkel, som jeg har fortalt dig så meget om.

… Mikkel! … vi skal være forældre.


31 kommentarer

RONJA, FENRIS, GERE, FREKE, THOR, LOKE … OG JASMIN

(Opgave 2. Den Nye Skriveskole)

– Skat kom lige engang …

– Lige to sekunder, jeg er ved at sortere ungernes gamle legetøj … men, det må vi vist alligevel være to om at tage stilling til. Hvor er du?

– Hernede i kælderen … jeg har fundet en pose, helt inde under trappen, som jeg lige vil have din tilladelse til at smide ud. Føj, hvor den stinker …

– Kommer! Lad mig se … åh, vores gamle sælskindsluffer …

… Hvalpene hvirvler omkring sammen med de første snefnug i oktober. De er stadig ikke i kæde, endnu ikke 6 måneder gamle. Uldbløde bamser med snuder, skabt til at stikke i vejret, når de, med eller uden lyd, hyler med flokken. Alle hilser de på nordlyset, der bølger i grøn og violet allerede fra aftenstide. Sammen med byens børn leger de den gamle sandhed: fløjt, og nordlyset fjerner sig, gø som en hund og det kommer nærmere. De store hunde er begyndt at røre på sig. De kender lugten af sne og frost og holder sig længselsfuldt i nærheden af slæden, der vender mod nord. Også den synes at vente.

Dagene er korte i december. Isen helt inde i bunden af fjorden har lagt sig. Det bliver til små ture ud, hvor hvalpene løber med uden at være i sele og skagle. De holder sig, efterhånden, fint i udkanten af spandet. Har fået de nap, de skulle have af de voksne hunde. Vi sveder og haler igen og igen hunde ud, der havner i edderkoppespindet af sammenfiltrede skagler. Aldrig er byen smukkere, set fra isen. I en kulisse af dybblå stjernehimmel, ligger husene spredt og giver sig til kende ved julestjernerne i alle vinduer.

Ved påsketid, højsæson for slædekørsel, er hundespandet eksemplarisk. Ved de mindste tegn fra os, kommer vi hvorhen vi vil, når da ellers is og vejr arter sig. Lyden af løbende, klukkende, dansende vand høres under snedækket, der buler i bløde bunker over elvens løb. Den hårde skorpe af is under sneen er i opbrud, ædes op indefra, langsomt, langsomt og gør det usikkert at færdes sine steder. Fjorden, derimod, er stadig dækket af mindst en halv meter tyk is. Solen gør os godt og sneen knitrer. Den Piteraq, der har holdt mennesker inde og hunde i læ under sneen i godt en uge, har endelig lagt sig. Dunsten er ikke til at tage fejl af. Hundene fik rigeligt med både sæl og hellefisk, da de fik gravet sig ud af snehulerne for nogle timer siden. Nu hvor skaglerne er strakt og de rigtig kan strække ud, giver de den gas, bogstaveligt talt …

– Hallo … Johanne … hvor er du i dine tanker? Sælskindslufferne! Har du gemt dem! Hold nu op … lugten af hund bliver jo hængende til tid og evighed. Jeg mindes, med gru, alle de aftener, hvor vi måtte ud og jage løse hunde væk, så vi kunne få bare et minimum af nattesøvn. Det var de år, hvor jeg altid sov med ørepropper og hovedet begravet under puden. Sikke et hyleri … Og, kan du huske den påske, hvor vi blev kastet af slæden ude ved vandfaldet på vej hjem. Vi havde lige brugt mindst en time på at rode skagler ud. Der lå vi, jeg med to trykkede ribben, skulle det vise sig. Og hundene … de spænede bare over fjorden og hjem. Kæft, hvor var det flovt at komme traskende ind i byen flere timer efter hundene på ægte danskermanér

Ud med den pose …

– Giv mig den, så finder jeg et sted at smide den …

Piteraq betyder direkte oversat “det, der overfalder én”, og det er netop, hvad der sker. En piteraq er en såkaldt faldvind, der især dannes på kolde, vindstille nætter, hvor luften over indlandsisen bliver ekstra afkølet af det kolde underlag. I den situation vil der over isen blive dannet et tykt lag af meget kold luft, som er adskilt fra den overliggende, varmere luft. Kold luft er som bekendt tungere end varm, og derfor vil den afkølede luft ved isens overflade takket være tyngdekraften bevæge sig nedad, hvis den har mulighed for det. Og det har den netop på den højtliggende indlandsis. På samme måde, som en lavine glider ned ad et bjerg, vil luften strømme ned over isen. Strømmen bliver yderligere forstærket, hvis der i landskabet er slugter eller andre indsnævringer, hvor den kan samles og accelereres. Når luften ankommer til kysten, kan den være blevet til en storm med dobbelt orkanstyrke. Eksempelvis blev Ammassalik på den grønlandske østkyst raseret af en piteraq den 6. februar 1970. Inden vindmålerne brød sammen, nåede de at registrere vindstød på over 250 kilometer i timen. (Illustreret videnskab)


47 kommentarer

En Sivertsen, med det hele

(Opgave 1, Den Nye Skriveskole)

Hej … er det ok… forstyrrer jeg …?

– Nå, ja-ja, han får flere gæster i dag … jo-da selvfølgelig, her er plads til alle … nå-ja, bare helst ikke endnu, det er sgu for tidligt … så længe man kan gå, når man vil … der er jo stadig meget, man gerne skulle have ud af det satans liv …

– Ja

– Jeg savner ham sgu … han var en af de gode gamle … en rigtig kammerat. Meget kan man sige, men han var der altid, når en af os havde brug for ham. Høj eller lav. Om det så var de unge eller os, af ældre dato … … … Trist, han … nej du, de høje herrer, dem der havde magten til at beslutte … de fik ham sgu ned med nakken. Han ku’ ikke klare det, du ved, følelsen af svigt, at man lige pludselig ikke var mere værd. Nej, noget gik i stykker i ham, efter de lukkede ned … Er du hans søn? Ja, vi omgikkes jo ikke sådan, du ved, hjemme i privaten.

– nej, vi er naboer … eller var … mener jeg.

– Den seneste tid ”boede” han vist mest nede på pubben sammen med mig og resten af sjakket. Men det har du nok hørt en lille fugl synge om.

– Nej, det kender jeg ikke noget til. Han var jo meget ude at rejse. Lidt for meget til sidst, synes Birgit … Hun var nervøs for, at han havde for meget at bestille. Han kunne nu også godt virke lidt stresset ind i mellem. Efter deres søn Brian blev udsendt til Afghanistan, tror jeg måske alligevel, ved eftertanke, han betragtede mig lidt som sin erstatningssøn. Han var i alt fald glad for, jeg ordnede drilske radiatorer og den slags. Altid god for en grill-aften. Han sørgede for alt, når han havde tid og var hjemme. Og hver gang han kom hjem fra en af sine forretningsrejser …

– Hahaha, var det hvad han kaldte det. Hotel-Tremmely. Ja, en røver, det var han sgu. Det har han altid været – og god som den lange dag i juni.

– … havde han altid gaver med … sikkert ting han fik af repræsentanterne rundt om i verden. Se uret her … Og Birgit hun blev rigtig forkælet. Smukke ting til hjemmet, det går hun jo meget op i … og smykker. Endelig havde han råd. Det var vist ikke penge han manglede … sidst han havde været i USA fik jeg en iPad Mini, nyeste model. Han elskede at give gaver.

– hva’ pokker er det for noget vås!

– Hvis ikke slagteriet var lukket, havde han nok aldrig taget mod til sig og søge den stilling i Mærsk.

– Nej altså min unge ven … har du spist søm eller drukket af natpotten! Goé gamle Sivertsen i fjendens lejr … nej, naaar, nej du …

– Det er Jens Anker Peter Sivertsen, vi taler om?

– Jo for fa’en, smørrebrød med det hele: ”Jens Anker Peter Sivertsen”, som skrevet står på stenen. Som håndfrikadelle og kammerat, slet og ret: ”Sivertsen”.


45 kommentarer

Damen fra kommunen (2)

(Opgave 0, fortsættelse af teksten fra opgave 00)

– ja, så er det en aftale, hørte jeg far sige med sin telefonstemme, da stuedøren blev åbnet og en dame kom ud.

Jeg lænede ryggen mod væggen og lod mig glide ned på hug. Hun var smuk, damen. Ligesom dem i Familie Journalen med touperet hår og lyseblå cardigan i blødt garn. Hun duftede af hårlak og kaffe. Hun var gået ind med sko på, men de var også meget fine i lysebrunt skind med en lille dusk oven på. Hvordan mon man kan pudse dem uden at skosværten klumper mellem duskens strimler?

– Vi kommer og henter hende på tirsdag kl. 10. Måske kommer jeg selv, og ellers en kollega, som er sat ind i sagen. I skal pakke det mest nødvendige. Der er selvfølgelig linned på hjemmet.

– Ja det er jo nok det bedste. Far burde lige rømme sig engang.

Der faldt en seddel ud af damens taske, da hun hev sine handsker op. Jeg genkendte min egen skrift og så det var brevet, jeg skrev til Birgittes dansklærer. Jeg skulle aldrig have gjort det, men jeg hørte jo hende der i radioen, der sagde, at man skulle fortælle til sin lærer, hvis der skete noget hjemme, som ikke var rart og at det f.eks. slet ikke er i orden, at børn bliver slået. Så ville læreren hjælpe, sagde hun. Jeg ville gerne have læreren kunne hjælpe Birgitte, så hun ikke så tit fik tæsk med skohornet. Voksne er ikke til at stole på!

Selvom jeg ikke ville, kom jeg til at kigge på skohornet. Det hang på sin plads mellem spejlet og lampetten. Det havde haft en revne længe, men nu nåede den helt op til den røde rose, der var malet langt oppe på skaftet. Mine dumme ører begyndte at hyle højere end nogensinde før. Det hjalp ikke at trykke på dem, selvom jeg prøvede det med hele tiden at presse og slippe.

Da far rakte ud efter damens frakke på knagerækken fik jeg øje på Birgitte inde i stuen. Hun græd.

***********************************************************************************************************************************************

DAMEN FRA KOMMUNEN (Teksten i sin helhed)

Det, der kom bag på mig var, at mor græd stille. Hun hulkede ikke ligesom hun tit gjorde, når hun havde skændtes med mormor i telefonen, eller hvis Birgitte kom for sent hjem en lørdag aften, og vi ikke vidste, hvor hun var, eller, hvem hun var sammen med og far allerede var vred.

Hun stod bare dér ved køkkenbordet, med tårerne trillende ned af kinderne. Hun var helt rodet i håret og hårnålene sad løst. Lige som når hun har været ude i blæsevejr, men i dag er der ingen vind.

Kartoffelkniven lå på gulvet, som om hun bare havde smidt den eller måske tabt den og glemt at samle den op. Den var landet lige i lysstriben fra gadelygten udenfor vinduet. Hun havde det blå og gule forklæde på. Det med to store lommer, som er så pænt. Jeg kunne se, der stak vådt køkkenrulle op af den ene lomme. Måske havde hun grædt længe?

Henne på komfuret klaprede et grydelåg og vandet sjaskede ud af gryden. Det lød som tordenvejr og buldrede i mine ører. Jeg tror ikke, mor lagde mærke til det. Hun havde heller ikke set mig endnu. Jeg var listet ind, helt stille, så jeg kunne nå at gemme mine plørede gummisko i skabet, før mor fik øje på dem. Jeg må helst ikke spille fodbold på græsset bag blokken med drengene. Det er bedre, hvis jeg sjipper eller hinker sammen med Jette og Anne på asfalten nede i gården.

– Mor … mor… mor!

Endelig hørte hun mig og kiggede ind mod stuedøren mens hun holdt pegefingeren op for munden.

– Hys, far er hjemme …

– ja, så er det en aftale, hørte jeg far sige med sin telefonstemme, da stuedøren blev åbnet og en dame kom ud.

Jeg lænede ryggen mod væggen og lod mig glide ned på hug. Hun var smuk, damen. Ligesom dem i Familie Journalen med touperet hår og lyseblå cardigan i blødt garn. Hun duftede af hårlak og kaffe. Hun var gået ind med sko på, men de var også meget fine i lysebrunt skind med en lille dusk oven på. Hvordan mon man kan pudse dem uden at skosværten klumper mellem duskens strimler?

– Vi kommer og henter hende på tirsdag kl. 10. Måske kommer jeg selv, og ellers en kollega, som er sat ind i sagen. I skal pakke det mest nødvendige. Der er selvfølgelig linned på hjemmet.

– Ja det er jo nok det bedste. Far burde lige rømme sig engang.

Der faldt en seddel ud af damens taske, da hun hev sine handsker op. Jeg genkendte min egen skrift og så det var brevet, jeg skrev til Birgittes dansklærer. Jeg skulle aldrig have gjort det, men jeg hørte jo hende der i radioen, der sagde, at man skulle fortælle til sin lærer, hvis der skete noget hjemme, som ikke var rart og at det f.eks. slet ikke er i orden, at børn bliver slået. Så ville læreren hjælpe, sagde hun. Jeg ville gerne have læreren kunne hjælpe Birgitte, så hun ikke så tit fik tæsk med skohornet. Voksne er ikke til at stole på!

Selvom jeg ikke ville, kom jeg til at kigge på skohornet. Det hang på sin plads mellem spejlet og lampetten. Det havde haft en revne længe, men nu nåede den helt op til den røde rose, der var malet langt oppe på skaftet. Mine dumme ører begyndte at hyle højere end nogensinde før. Det hjalp ikke at trykke på dem, selvom jeg prøvede det med hele tiden at presse og slippe.

Da far rakte ud efter damens frakke på knagerækken fik jeg øje på Birgitte inde i stuen. Hun græd.

 


57 kommentarer

Damen fra kommunen

Det, der kom bag på mig var, at mor græd stille. Hun hulkede ikke ligesom hun tit gjorde, når hun havde skændtes med mormor i telefonen, eller hvis Birgitte kom for sent hjem en lørdag aften, og vi ikke vidste, hvor hun var, eller, hvem hun var sammen med og far allerede var vred.

Hun stod bare dér ved køkkenbordet, med tårerne trillende ned af kinderne. Hun var helt rodet i håret og hårnålene sad løst. Lige som når hun har været ude i blæsevejr, men i dag er der ingen vind.

Kartoffelkniven lå på gulvet, som om hun bare havde smidt den eller måske tabt den og glemt at samle den op. Den var landet lige i lysstriben fra gadelygten udenfor vinduet. Hun havde det blå og gule forklæde på. Det med to store lommer, som er så pænt. Jeg kunne se, der stak vådt køkkenrulle op af den ene lomme. Måske havde hun grædt længe?

Henne på komfuret klaprede et grydelåg og vandet sjaskede ud af gryden. Det lød som tordenvejr og buldrede i mine ører. Jeg tror ikke, mor lagde mærke til det. Hun havde heller ikke set mig endnu. Jeg var listet ind, helt stille, så jeg kunne nå at gemme mine plørede gummisko i skabet, før mor fik øje på dem. Jeg må helst ikke spille fodbold på græsset bag blokken med drengene. Det er bedre, hvis jeg sjipper eller hinker sammen med Jette og Anne på asfalten nede i gården.

– Mor … mor… mor!

Endelig hørte hun mig og kiggede ind mod stuedøren mens hun holdt pegefingeren op for munden.

– Hys, far er hjemme …