Månelanding

26. marts 2018 by Aviaaja 24 kommentarer

– Du kunne vel, om ikke andet, så have ladet som om. Der er noget, der hedder smil og imødekommenhed. Har du hørt om det!?
Jeg har såmænd stået i kø for, at vi kunne købe ind til påskefrokosten uden at noget skulle mangle. Sågar 3 forskellige slags sild, 2 forskellige snaps og rejer til jer kvindfolk med fine fornemmelser. Hvidvin til, fandeme.

Og så skal du komme med dit brok og dit migrænepis og dine evindelige spørgsmål om snart det ene og snart det andet, endnu inden døren har lukket sig efter dem. Min mor går dig på. Alt går dig på. Men hun er sgu en god kvinde, du! Som DU kunne tage og lære af. Ikke noget føle-føle dér. Hjemme var der orden i sagerne, for mutter passede butikken … Og min egen datter! Hun kom ikke engang. Du har spoleret hende, så frøkenen ikke orker at aflægge et besøg hos sine gamle.

Siv prøver af al magt, at lukke hans ord ude. Placerer fødderne i gulvet, forsøger at trække vejret roligt. Tankerne vandrer med blikket ud af vinduet. Lægger sig tilrette og hviler ved månen. Den er fuld. Fuldkommen. Lidt endnu. Skyer driver omkring og forbi. Månen lyser dem op, lader sig formørke en stund og slipper så igen, uden modstand uden at tabe ansigt. Rolig og stærk.

– … kunne du ikke have PRØVET, for denne ene gangs skyld. Hans mund forvrænget og kæmpestor foran hendes øjne. Han brøler og spyttet rammer.

Siv taber koppen, der rammer kanten af bordet. Sukker- og mælkeblandet kaffe står i en bue ud over hånden, ned på de hvide bukser som hun har overgivet sig til i dagens anledning. Han syntes hun skulle tage noget pænt på. Tage sig sammen. Tage at være normal.

Det meste af koppens indhold samler sig i en pyt på gulvet, resten spredes i millioner af små dråber over bordet og væggen – og ham. Nu er der kun at vente.
Slaget kommer hurtigere end sidst, sådan er følelsen i alt fald. Han har nok været parat. Hun gør det jo ved ham, siger han. Selvom han ikke ønsker det. Slet ikke. Tvært i mod. Og nu det næste. Er det næsen eller øjenbrynet, der er hårdest ramt? Den flødefarvede plet på hendes bukser ændrer form og farve. Det er næsten smukt, hvis ikke det var fordi. Forunderligt som blodets røde farve giver glød og dybde. ”Blodets blomst”, husker hun og tænker på diktatoren Pinochet, på Allende, Chile. Sangene, sammenholdet i solidaritetens lune favn.

De var unge, kunne så meget og ville det hele. Troede på det bedste i mennesker. Ville gå gennem ild og vand. For hinanden og for alle dem, der kloden over, kæmpede for dét de troede på. Ingen kompromiser. Ren retfærdighed og kærlighed.

Kollektivet blev til lejlighed og umærkeligt forandredes livet sig til at handle om realkreditlån, naboens hæk, der blev klippet lige lovligt meget, ungerne der enten hang for meget på deres værelser eller ikke kom hjem til tiden, pligt besøgene hos hans arbejdskammerater i gymnasiet. Den alt for dyre rødvin når de kom på genvisit og beundrede litteraturen i bogreolen. Der skulle ikke mangle noget. Det skulle ikke hedde sig.
Hun måtte undvære veninderne. Cafébesøg er så dyre og biograf, hvorfor dog? For at vise sig frem! Der var sgu da så meget godt i TV efterhånden. Nu ser de kun familien. Det er måske heller ikke så slemt. Man vænner sig jo.

-Ligner mit ansigt månens, hvisker hun og noget rører på sig derovre foran fjernsynet.
– Prøv at dreje det lidt, så jeg bedre kan se. Kamelen studerer hende nøje og svarer: – Ja! nu hvor du har besluttet dig, ligner dit ansigt månens. Roligt og stærkt. Så vil jeg liste af og ikke lade mig sluge.