Aviaajas

Tekster til Den nye Skriveskole … og hvad der ellers måtte komme

Månelanding

24 kommentarer

– Du kunne vel, om ikke andet, så have ladet som om. Der er noget, der hedder smil og imødekommenhed. Har du hørt om det!?
Jeg har såmænd stået i kø for, at vi kunne købe ind til påskefrokosten uden at noget skulle mangle. Sågar 3 forskellige slags sild, 2 forskellige snaps og rejer til jer kvindfolk med fine fornemmelser. Hvidvin til, fandeme.

Og så skal du komme med dit brok og dit migrænepis og dine evindelige spørgsmål om snart det ene og snart det andet, endnu inden døren har lukket sig efter dem. Min mor går dig på. Alt går dig på. Men hun er sgu en god kvinde, du! Som DU kunne tage og lære af. Ikke noget føle-føle dér. Hjemme var der orden i sagerne, for mutter passede butikken … Og min egen datter! Hun kom ikke engang. Du har spoleret hende, så frøkenen ikke orker at aflægge et besøg hos sine gamle.

Siv prøver af al magt, at lukke hans ord ude. Placerer fødderne i gulvet, forsøger at trække vejret roligt. Tankerne vandrer med blikket ud af vinduet. Lægger sig tilrette og hviler ved månen. Den er fuld. Fuldkommen. Lidt endnu. Skyer driver omkring og forbi. Månen lyser dem op, lader sig formørke en stund og slipper så igen, uden modstand uden at tabe ansigt. Rolig og stærk.

– … kunne du ikke have PRØVET, for denne ene gangs skyld. Hans mund forvrænget og kæmpestor foran hendes øjne. Han brøler og spyttet rammer.

Siv taber koppen, der rammer kanten af bordet. Sukker- og mælkeblandet kaffe står i en bue ud over hånden, ned på de hvide bukser som hun har overgivet sig til i dagens anledning. Han syntes hun skulle tage noget pænt på. Tage sig sammen. Tage at være normal.

Det meste af koppens indhold samler sig i en pyt på gulvet, resten spredes i millioner af små dråber over bordet og væggen – og ham. Nu er der kun at vente.
Slaget kommer hurtigere end sidst, sådan er følelsen i alt fald. Han har nok været parat. Hun gør det jo ved ham, siger han. Selvom han ikke ønsker det. Slet ikke. Tvært i mod. Og nu det næste. Er det næsen eller øjenbrynet, der er hårdest ramt? Den flødefarvede plet på hendes bukser ændrer form og farve. Det er næsten smukt, hvis ikke det var fordi. Forunderligt som blodets røde farve giver glød og dybde. ”Blodets blomst”, husker hun og tænker på diktatoren Pinochet, på Allende, Chile. Sangene, sammenholdet i solidaritetens lune favn.

De var unge, kunne så meget og ville det hele. Troede på det bedste i mennesker. Ville gå gennem ild og vand. For hinanden og for alle dem, der kloden over, kæmpede for dét de troede på. Ingen kompromiser. Ren retfærdighed og kærlighed.

Kollektivet blev til lejlighed og umærkeligt forandredes livet sig til at handle om realkreditlån, naboens hæk, der blev klippet lige lovligt meget, ungerne der enten hang for meget på deres værelser eller ikke kom hjem til tiden, pligt besøgene hos hans arbejdskammerater i gymnasiet. Den alt for dyre rødvin når de kom på genvisit og beundrede litteraturen i bogreolen. Der skulle ikke mangle noget. Det skulle ikke hedde sig.
Hun måtte undvære veninderne. Cafébesøg er så dyre og biograf, hvorfor dog? For at vise sig frem! Der var sgu da så meget godt i TV efterhånden. Nu ser de kun familien. Det er måske heller ikke så slemt. Man vænner sig jo.

-Ligner mit ansigt månens, hvisker hun og noget rører på sig derovre foran fjernsynet.
– Prøv at dreje det lidt, så jeg bedre kan se. Kamelen studerer hende nøje og svarer: – Ja! nu hvor du har besluttet dig, ligner dit ansigt månens. Roligt og stærkt. Så vil jeg liste af og ikke lade mig sluge.

Reklamer

24 thoughts on “Månelanding

  1. Hej Aviaaja, en trøstende kamel der letter livet i en voldelig relation. Hvordan opstår forvrængede relationer og hvorfor får de lov at fortsætte? Sluges kameler? Er frygten for en anden situationen større end smerten ved at fortsætte? Du berører de her klassiske skævheder som er velkendte ogdu sætter personer til at gestalte dem. Det er sådant som man støder på igen og igen i forsællinger. Blive hjælpeløst suget ind i, ja næsten fascineret af, måske fordi det er så svært at fatte, både set fra den ene og fra den anden side … og måske også fra kamelens? Ubehageligt emne, og en god løsning af opgaven . khb

    Like

  2. Hej Aviaaja.

    Dejligt igen at læse noget fra dit tastatur. Du har din helt egen smukke og følsomme tone.
    Du får fint – med hans egne ord – beskrevet både, hvad den frustrerede mand føler og hvordan kvinden reagerer.
    hvor ville jeg ønske, hun gik til selvforsvar, boksning eller noget, så hun kunne banke ham – så kunne det jo være, hun fik ham i tale. Eller måske få ham til at søge hjælp?
    Fint med tankerne, der vender tilbage til starten af forholdet og flot brug af månen. Måske lidt synd, at den der kamel skulle hales ind i redeligheden? 🙂

    Vh. Amanda

    Like

  3. Hej Aviaaja.

    Puha for en tekst. Mit hjerte bløder for den stakkels kvinde. Ikke kun på grund af den fysiske vold, men også den psykiske. Fantastisk skrevet. Og så lige lidt håb i slutningen. Det er jo aldrig ringe ;). Tak for en fantastisk læseoplevelse.

    Kh Uhrskov

    Liked by 1 person

    • Hej Uhrskov
      Ja, håbet er vigtigt. Heldigvis ulmer det oftest og når modet – og nogen gangen opgivenhed – støder til, kan forandreingen ske.
      Den psykiske vold er altødelæggende og er så meget sværere at komme sig over end den fysiske.
      Tusinde tak for din læsning og dine gode ord.
      Kh Aviaaja

      Like

  4. Kære Aviaaja,
    Stærk, situationsbestemt og tankevækkende. Du formår at skildre scenen, så jeg virkelig føler, jeg står og kigger på. Fantastisk fortælling. Du formår med få ord at skildre, hvordan livet ændre parforholdet. Stakkels kvinde. Jeg har kun roser til dig.
    Kh.
    Mette

    Liked by 1 person

    • Kære Mette
      Hvor gør dine ord mig glad! Tak.
      Dejligt, du også læser det livsforandrede parforhold ind, og giver det værdi. Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt det skulle med, men lod det være for at give teksten lidt fylde og ikke alene et øjebliksbillede.
      Glæder mig til at læse din tekst.
      Kh Aviaaja

      Like

  5. Kære Aviaaja.

    Uh det var en mavepuster. Hvor er det ondt, og hvor er det stærkt at hun magter at fæste øjnene på kaffeplet, filosofere over blodets farve, associere til begivenheder ude i verden, altsammen for ikke at mærke, ikke føle, ikke skrige. Søde, lille pige, tænker man som læser og længes efter at nogen lægger armen om hende, viser hende omsorg, redder hende. Og denne nogen er dig og mennesker der som dig arbejde med de her kvinder. Stor respekt for jer, stor tak for på alles vegne at holde om hende og alle de andre.

    Men allerførst skal hun selv træffe et valg, det allersværeste her i verden – give op, forlade ham, tåle det nederlag det er ikke at kunne få det til at fungere. Det fik du så lige kamelen til at gøre for hende. En kamel? – nå ja, sådan en man nogle gange er nødt til at sluge. Og så er du jo en lydig elev der gør hvad opgaven forlanger. Flot som du alligevel helt naturligt får anbragt den kamel. Det bliver dog helt tydeligt for mig at det ikke er kamelen der skaber det ekstraordinære i din tekst. Det er allermest din store evne til at skrive og berette om en svær situation.

    Du skildrer situationen, optrapningen, volden så utrolig flot. Jeg genkender beskrivelsen fra andre beretninger, alligevel er den her helt speciel, særligt indfølt og medfølende, særlig fordi den så tydeligt kommer fra dig. Du tegner også et sikkert billede af manden, hans vrede over en måske mislykket familiekomsammen, hans forfærdelig trang til at det skal være hendes skyld og derved gøre det helt legitimt for ham at slå. Åh hvor forfærdeligt.

    Men hvor tungt emnet end er, hvor ondt det end gør at læse om, så er det dog en jublende glæde at se dig her med så flot en tekst. Godt gået, Aviaaja.

    kh dorte

    Liked by 1 person

    • Kære Dorte
      Tusinde tak for dine gode ord som jeg virkelig kan bruge! Det føles tydeligt for mig, at jeg skal igang med at skrive igen – skrivetankerne er lidt rustne i kanten, og jeg må derfor må vælge et felt og tema, jeg kender godt til.
      Det er også godt for mig, at skrive de her kvinder ud til verden, så nogle måske får øjnene op for, hvor virkelig stærke, de er. At de magter at beskytte sig, i de konkrete situationer og at de på et tidspunkt når dertil, hvor det at bryde ud af den onde cirkel er det eneste rigtige, selvom kampen for alvor bliver hård. Det er ofte rå overlevelse såvel psykologisk som konkret.
      Jeg er rigtig glad for, du også ser manden. Det er jo ikke uvæsentligt. Kamelen … tja, måske er jeg så meget ude af træning, at det slet ikke faldt mig for, at vippe på stolen. En lille betydning fik den – og Siv forstod det.
      Tak igen!
      Kh Aviaaja

      Liked by 1 person

  6. Flot og velfortalt historie med en fornuftig kamel, der efterhånden er blevet ufordøjelig og nu sniger sig bort, så den alligevel ikke skal blive forsøgt slugt.
    Jeg spørger mig selv: Prøvede hun? Eller er det lige meget hvad hun gør, så er det aldrig godt nok?
    Han prøver jo et eller andet, idet han åbenbart har ulejliget sig med at stå i kø og købe det hele ind.
    Men ja, når ens mor stadig bliver hevet frem som idealet, når man har en voksen datter, så er der nok ikke meget andet at gøre end at ‘beslutte sig’.
    Selvfølgelig meget for sent. Men her gælder det også: Bedre sent end aldrig.

    Like

  7. Kære Aviaaja ,
    WOW sikken en fortælling. Det lykkes dig at knuge et helt liv sammen på den lille plads som din tekst trods alt udgør. Jeg føler med din hovedperson , mærker næsten slagene i mit eget ansigt. det ville ikke være til at holde ud, hvis ikke du havde dryppet en smule håb ind i slutningen. Tak for en fornem fortælling.
    Vh
    Nina

    Liked by 1 person

    • Kære Nina
      Dine ord glæder mig og særligt at du ser håbet. For eller er det rigtig nok ikke til at holde ud!
      Tusinde tak for at læse som du gør og mærker teksten, selv om den er så fortættet.
      Kh Aviaaja

      Liked by 1 person

  8. Hej Aviaaja,
    Hørte lige her til formiddag om to, der vælger at gå hver til sit. Underligt, de virker så harmoniske. Din historie er jo så bare en bekræftelse på, at man ikke altid ved, hvad der skjuler sig bag de lukkede døre.
    Her har du så godt nok beskrevet forholdet til familien, dem man også er “lidt gift med” og som er et absolut most til højtidernes frokoster. I få ord fortæller du mig om hele livsløbet, det er flot.
    Hele vejen igennem er handlingen illustreret ved sanseindtryk, man ser/ føler/oplever.
    Og til lykke med din kamel, den obligatoriske, som helt naturligt er til stede uden at virke okkult.
    Virkelig godt formuleret.
    Hilsen Ella

    Liked by 2 people

    • Hej Ella
      Mange tak for dine fine ord til min tekst. Nej, ofte ved vi ikke, hvad der foregår bag de lukkede døre. Endda “vælger” vi nogen gange ikke at se det, selvom det foregår lige for snuden af os. Det er så tabubelagt et emne. Volden i parforholdet. Men kender vi ikke alle de par, der har behov for at nedgøre hinanden i andres påhør. Og griber vi ind. Nej, det er svært. Vi bliver alle gidsler og handlingslammet. Måske er det en snert af den “usynlige vold”, den psykiske, der er så nedbrydende og voldsom.
      Jeg er glad for, du finder kamelen naturligt tilstede … det var ikke helt let for den. Tak Ella!
      Kh Aviaaja

      Liked by 1 person

  9. Kære Aviaaja

    Så har jeg genlæst din fantastiske historie om vold. Den første gang jeg læste var jeg selv midt i en lidt voldsom familiær krise, derfor kunne jeg ikke samle tankerne om at skrive til dig. Du rammer virkelig plet med det du vil fortælle, når jeg fatter budskabet tværs gennem tankerne om mine egne problemer. Sådan er rigtig god litteratur. Jeg prøver i øjeblikket at lytte til Alice Munroe hun kan også fange mig ind og fjerne egne spekulationer for en stund. Sætte ting i perspektiv.

    Du får rent skriveteknisk så meget ind i din forholdsvis korte fortælling. Du fokuserer på koppen, på pletten, på månen med den mest naturlige elegance. Det beundrer jeg. Samtidig fortæller du en voldsom alvorlig historie om hustruvold om psykisk undertrykkelse. – og som rosinen i pølseenden kommer “kamelen” på plads – så jeg lige kom til at trække på smilebåndet.

    Du skriver også i kommentarerne, at du kender de kvinder. Så kender du også mig, jeg har været der et par gange. En enkelt gang så voldsomt, at jeg måtte bøje min ellers meget selvstændige natur og gå på krisecenteret. Hvorfor går vi ikke væk ved de første tegn?

    Det er det evige spørgsmål, som jeg sidst fik til årets julefrokost. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare lige i den situation, men ved at det tog mange år at føle mig tryg, hvor jeg boede. I min generation og i mit tilfælde fandtes der ikke hjælp, jeg endte med en adressebeskyttet bolig, men havde ikke taget højde for, at min arbejdsplads ikke var informeret.

    De voldsomme ting gemt i familierne er også en del af den problematik, jeg lige nu tumler med. Derfor ramte din lille fine fortælling her mig så dybt i hjertet.
    TAK kærlig hilsen mille

    Liked by 2 people

    • Kæreste Mille
      Af hjertet tak for at dele din historie med mig! I er så mange, forfærdeligt mange, der rammes af andres behov for kontrol, magt … ofte psykopati. “Hvorfor går I ikke bare”. Det spørgsmål kan “let” besvares med: “Jeg kunne ikke”. Det er i alt fald oftest den fortælling vi får, os der arbejder i feltet. At det første, der lider skade ved gentagende ydmygelser, er troen på sig selv. At det man mærker og oplever er måske ikke er sandt. “Det er jo nok bare mig … jeg skulle også … det skal nok blive bedre, hvis jeg bare lige …” Og så er der børnene. Skyldfølelsen ved at bryde ud af et, nok så sygt, forhold. Der er angsten for fremtiden. Hvad skal der blive af mig, hvad skal jeg leve for, hvad med mit arbejde, hvor skal vi tage hen, kan han ramme min familie, hvad tænker andre ikke om mig … hvad kommer der så til at ske … nej, jeg må tage mig sammen og prøve at undgå konflikterne”. Skammen – det tabubelagte, at omgangskredsen/familien oftest ikke aner, hvad der foregår – eller værre, ikke vil blande sig for det er jo privat.

      Tak for dine roser til teksten. Jeg kan så godt bruge dem. Som jeg har skrevet et sted i kommentarerne, så kunne jeg være bange for, at I, der læser, hvad jeg bidrager med, er ved at være mættet med, hvad jeg evner at sætte ord på. Det bliver jo oftest de mørke sider af menneskers liv. Det er der, ordene kommer til mig, uden at jeg skal tænke dem stavelse for stavelse. Jeg ved, der er læring i, at forsøge med andre genrer … det kommer på et tidspunkt 🙂 Måske 😉

      Rigtig god påske!
      Kærligst Aviaaja

      Like

      • Hej igen og godmorgen Aviaaja – her er træerne fint pudret med sne, så jeg ikke ved om det er jul eller påske. Hvis ordene kommer til dig om alvorlige emner, så er det der du skal skrive, jeg har det nok lidt omvendt, kan næsten ikke skrive om de alvorlige ting, måske fordi der har været lovlig mange af dem i virkelighedens verden, så jeg længes efter at tage tilværelsen let og ubekymret. Det gør jeg bestemt ikke altid, men når jeg skriver skal jeg helst have afstand og det får jeg, når jeg kan lægges en galgenhumor ind – f.eks. Pers tekst, som egentlig er ret så alvorlig, men hvor man kommer til at grine alligevel. Sådan ville jeg gerne skrive, det lykkes kun engang imellem f.eks. da jeg begravede en ko i Varde Å, den ene person var min stalker som jeg kunne karrikere og den vej igennem tage afstand til. Eller da jeg på saxo skrev om vores forfærdelige jul (kliche-opgaven) absolut en humoristisk beskrivelse af en pengeløs jul, som jeg har haft rigtig mange af. Husker især din reaktion som særdeles positiv. k h m

        Liked by 1 person

  10. uhada jeg har den dybeste medfølelse med kvinder/mennesker generelt som udsættes for vold. Du beskriver det så billedligt at det gør ondt og så -får du kamelen med ind, bogstaveligt , ja den skal vel være der, jeg kunne godt nøjes med månen! Dejlig sprog kære, k h ina

    Liked by 1 person

    • At blive udsat for vold er noget af det mest lede. Jeg har heldigvis ikke selv været der, men kender jo indgående til hvad den kan gøre ved mennesker, bl.a. gennem mit arbejde. Særligt den usynlige vold, den psykiske som ofte er langt mere invaliderende end den fysiske. Det vil jeg gerne øve mig i, at sætte i tale. Her blev det med slag og jeg glæder mig over dine ord! Kamelen … tja, den var ikke ligefrem inviteret, men en uventet gæst må også, af og til, bydes indenfor.
      Kærligst Aviaaja

      Liked by 1 person

  11. Ja, en meget smuk og følsom historie. Sådan går det nok ofte, som med de to. Fint idé at lade månen give hende styrken, den siges jo at være feminin. Det er også den, vi ‘hyler’ mod, når den er fuld 🙂 Ville godt have lært kamelen lidt bedre at kende, men måske en anden gang? På gensyn, Maria

    Liked by 1 person

    • Tak skal du have, Maria. Det er ikke første gang, de har været der. Men nu, er det måske sidste. Dejligt med din refleksion over månekraften. Den kan noget, månen. Det er jeg sikker på.
      Åh kamelen. Jamen, bare at få den placeret, bakset ind i stuen og drejet den rigtigt, fandt jeg vanskeligt. På den anden side, når den nu er kommet så langt … Jeg vil lade din opfordring lagre sig i baghovedet.
      På gensyn 🙂
      Kh Aviaaja

      Liked by 1 person

  12. Kære Aviaaja, så er du der endelig igen med din fantastiske måde at skrive på.

    Du skriver lige fra hjertet og om et emne du har både forstand og følelser med i. Så smukt, selv om det er en forfærdelig situation du beskriver.

    Og så ender din fortælling heldigvis godt, meget symbolsk lader du månen få stor indflydelse på hendes beslutning og den kamel hun denne gang undlader at sluge.

    Tak for dejlig læsning.

    Kh livsglæde

    Liked by 1 person

    • Kære Livsglæde, jeg er så glad for dine ord. Ja, jeg kender til emnet og mærker de kvinder, har dem under huden. Deres børn, ikke mindst, men det er en anden historie.
      Månen var mit udgangspunkt. Jeg blev så betaget af den ved sidste fuldmåne, det har jeg ofte været, men måske var det en særlig dag, sidst. Så den måtte æres.
      Jeg kunne godt tænke mig, at skrive anderledes en gang i mellem. Mere lyst, mindre følsomt … ja, lidt anderledes. De gange jeg har forsøgt kommer der ikke noget ud af det, men det handler måske om, at blive ved.
      Tak for at opmuntre så fint!
      Kh Aviaaja

      Liked by 1 person

  13. Skøn fortælling … jeg skriver mere i morgen, er træt efter dagens strabadser, men du skrive bare så skønt Aviaja

    Liked by 1 person

    • Kæreste M
      Din kommentar blev den første og jeg blev så glad over at få positive ord. Som jeg lige har skrevet til Britta, så kunne jeg måske godt tro, at I er ved at få nok af mine dystre fortællinger. Men det falder mig ikke nemt at skrive lyst … Så tak!
      KH Aviaaja

      Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s