Aviaajas

Tekster til Den nye Skriveskole … og hvad der ellers måtte komme

I skulle bare vide. Del 1

21 kommentarer

Det går uendeligt langsomt med at få skubbet barnevognen op ad bakken mod grønthandleren. Som om tankernes træghed har en afsmittende virkning på kroppens bevægelser. Er det sådan det hænger sammen? Under frakken mærker hun, hvordan sveden danner våde pletter under arme og bryster. Så uoverskueligt om hun skulle møde nogen hun kender. De vil kunne se lige igennem hende. Uanset hvem, så vil de kunne se.

Du magter det ikke. De opdager det. De ser hvem du i virkeligheden er. Du kan heller aldrig … tag dig sammen!

”Du giver hende alt for megen mad”, havde sundhedsplejersken insisteret, da hun i formiddag var på hjemmebesøg i lejligheden i bofællesskabet. ”Forestil dig, at du havde spist 2 store portioner julemad og så blev tilbudt en steak med bearnaisesauce og pomme frites, du ikke kunne lade stå. Ville du så ikke også få ondt i maven og måske skrige”. Lea var kommet til at grine ved sundhedsplejerskens ord. Kunne så levende se det for sig, men mærkede ikke, at det kunne have noget med hende og Julie at gøre. Julie græd nogen gange så utrøsteligt, at Lea ikke vidste, hvad hun skulle stille op. Det var det, hun havde fortalt sundhedsplejersken, at Julie indimellem græder og er svær at trøste. Ikke noget med mad. Herregud. Hun bliver jo stadig ammet og får ikke andet at spise end modermælken.

”Hvad gør du, når hun græder? ” var hun blevet spurgt. ”Jeg lægger hende til brystet og synger for hende. Så falder hun til ro. Bare hun er hos mig. Men når jeg vil lægge hende tilbage i barnevognen eller på legetæppet, så …”. Lea havde svaret med stolthed i stemmen og havde vel sagtens forventet et anerkendende ord, derfor kom bebrejdelsen som et slag.

Det var nok forvirringen, der fik hende til at grine og søge øjenkontakt med Birgitte, der boede i lejligheden nedenunder og som altid lige kiggede op, når Lea fik gæster. Der var ingen genkendelse af noget sjovt i Birgittes øjne, ingen lethed i stuen. Bare en tavshed, der fik det til at runge for ørerne af Lea.

Fik hun sagt farvel? Lea var gået hen til vinduet med Julie på armen. “Se, Julie. Mens vi har haft besøg har det store, gamle kastanjetræ dernede for foden af bakken foldet sine blade ud.”

Julie er faldet i søvn, da de når den tyrkiske grønthandler på toppen af bakken. Eftermiddagslyset er skarpt og solen er ved at få rigtig fat nu. På stativet udenfor butikken er der dansk kryddergrønt, asparges og salater i skøn forening med stedmoderplanter og flittigliser, foruden kasserne med tomater, løg, gulerødder og alverdens frugter. Duftene blander sig med lugten af sved, da Lea lyner frakken op. Hun sætter barnevognen helt inde ved husmuren tæt ved indgangsdøren og registrerer, at en fuge mellem de røde mursten er smuldret. På huskelisten står kun porrer og citron. Men hvor er de, porrerne? Har han ikke flere tilbage? Åh jo. De er bare flyttet en plads. Hen ved siden af forårsløgene. Forårsløg … måske skal hun hellere … de er jo friske … men … eller begge … Lea griber fat i en kasse med auberginer, der vugger et par gange, inden den igen falder til ro på stativet. Pludselig så svimmel. Der er kø op ad trappen til butikken. De har sommertøj på, menneskerne i køen. Lea flår hårelastikken ud af sit lange hår og lader det falde beskyttende ned på begge sider af ansigtet. Det nytter ikke. Hun kan ikke … Heldigvis er det nemt at lægge grøntsagerne tilbage i deres kasser. Hurtigt er hun henne ved barnevognen og er i gang med at løsne bremsen, da hun hører en kvindestemme kalde på sig.

Reklamer

21 thoughts on “I skulle bare vide. Del 1

  1. Kære Aviaaja
    hvor dejligt, at du er med igen. 🙂
    Jeg har læst teksten før, men fik ikke tid dengang til at kommentere.
    Men jeg tænkte over den flere gange og hvad det var med Lea. Var hun meget ung, var hun meget uvant med børn?
    Men da jeg læste den nu igen, tænkte jeg på, om hun har en fødselsdepression eller især, om det er et angstanfald hun får, da hun skal ind i butikken mellem alle de mennesker?
    Hun virker helt alene i verden.

    Jeg prøvede om jeg kunne huske noget tilsvarende som nybagt mor. Men jeg var heldig, for i mit kollektiv boede to, der havde børn et par år ældre og snart fik den ene et mere. Der var altid nogle at spørge, og de fortalte mig alt, hvad jeg havde brug for. Der var også altid nogen til at tage fra og passe et ekstra barn et par timer og der var altid en eller to hjemme om dagen sammen med mig. Jeg tør slet ikke tænke på, hvis jeg havde været hjemmegående husmor og alene hele dagen.
    Det værste var sådan set, at jeg skulle lave middagsmad til otte hver dag.

    Men din fortælling er fin, levende og meget troværdig. Det var det med håret, der fik mig til at tænke på, om det var et angstanfald. Hvad tænkte de andre om hende, kunne de se hendes angst og usikkerhed?

    Udover dette, så får du malet et billede af en dejlig forårsdag og en farvestrålende grønthandel, hvor jeg nemt kan se det hele for mig.

    Kh
    Marie

    Like

  2. Hej Aviaaja.

    Puha det er hårdt arbejde at få ansvaret for et andet menneske. Min niece fik en lille ny for 20 måneder siden og dette var som at læse hendes historie. Barnet der kun holder op med at græde, når det blive lagt til. Usikkerheden og trætheden. Jeg kunne se hende for mig op af bakken. Håber virkelig det er en rar person, der råber på hende til sidst. En der er klar med et kram.

    Tak for god læsning.

    Mvh Uhrskov

    Liked by 1 person

  3. Kære Aviaaja.

    Der blev jeg lige ramt, rørt og sendt tilbage i tiden.
    Varm og meget velfortalt historie, hvor jeg tydeligt mærker angsten for ikke at være god nok – eller for at andre skal mene, at hun ikke er det.
    Forårsløg er nok ikke det allerbedste, når man ammer; det var vel sådan noget den sundhedsplejerske kunne have nævnt – på en ordentlig måde i stedet for sin dumsmarte bemærkning udslynget som en påstand.
    Der er så mange fine detaljer. Jeg synes jeg kan se både hp og nabokonen.
    Pyt med træet.
    Det er en skøn og vedkommende historie.
    – og hvem er mon kvinden, der tilsidst kalder? Håber det er en, der vil give hp. et kram 😉

    kh. Amanda (Pia Lynge)

    Liked by 1 person

    • Kære Amanda, Pia 🙂

      At kunne berøre og vække minder og følelser er jeg meget ydmyg over. Tusinde tak for at fortælle mig det. Ja, angsten for ikke at være god nok – det er en svær størrelse at danse med. Den kan udvikle sig i mange retninger.

      Kærlig hilsen Aviaaja

      Liked by 1 person

  4. Kære Aviaaja,
    Uha, oven i beskrivelsen af den usikre, nybagte mor blev jeg helt forskrækket, da hun parkerede barnevognen udenfor den tyrkiske grønthandlers butik. Bare der nu ikke også er en, som stjæler barnet (Laila Dalls Varehus i ’60’erne)
    Du beskriver flot den unge mors usikkerhed. Selv om det er mange år siden, husker jeg sundhedsplejersken, hun var “gammeljomfru” og havde kun teoretisk viden om børn. Jeg var nu ligeglad, jeg havde en meget praktisk nabo, som ledte mig igennem. Hun ville nok have fortalt mig, forårsløg var en ufornuftig spise, når man ammer!

    Ikke et ord om et væltet træ !! – for du har skrevet en flot og alt for troværdig historie.
    Skulle jeg komme med råd ville det være, at du godt må deleop i flere afsnit. Historien i sig selv er naturligt fremadskridende, men hvis den havde været kedelig, ville man mangle disse mellemrum. Og nu jeg er i gang: flittiglise er i et ord og sandsynligvis også med lille forbogstav.
    Jeg kender til et lille barn, som lige er døbt Aviaja. Hvor stammer det fra?
    Hilsen Ella

    Liked by 1 person

    • Kære Ella
      Mange tak for din kommentar og gode læsning. Jeg lover, der ikke bliver kidnappet noget barn.
      Jeg var opmærksom på det med afsnit, men syntes det brød rytmen for meget, da jeg forsøgte at dele teksten mere op. Jeg vil kigge på det igen. Tak for “flittiglise”
      Aviaja er et grønlandsk navn. Det staves staves lidt forskelligt efter, hvor i Grønland, barnet har sin opvækst. Betydningen af navnet er noget i retning af: at høre til, at være en del af familien.
      Kh Aviaaja

      Liked by 1 person

  5. Hi Aviaaja
    Pyt med træet – historen fungerer i sit eget billede. Min første tanke næsten som en kriminalroman – hvad sker der nu …..
    Bortset fra at historien glider flot og fint – og den rejser spørgsmålet om hvem der har mest ret mht fodringen af barnet – så spørge jeg mig selv hvad der er kernen i historien. Jeg vakler mellem sundhehssnakken og besøget hos købmanden.

    Tak for god læsning.
    kh
    Børge Lindschouw

    Liked by 1 person

    • Kære Børge
      Tak for din læsning og dine ord til teksten!
      Jeg vil sige, at kernen i historien er Lea. Det er udfra hende denne verden går – og hvordan hun mestrer, eller ikke mestrer, at være i den. Måske er der lidt kriminalroman over det … og nok alligevel ikke. Ravnkilde brugte ordet; psykologisk drama. Det kunne det meget vel blive.
      Kh Aviaaja

      Liked by 1 person

  6. Kære Aviaaja
    En dejlig tekst – og det skriver jeg ikke for at være for sød. Du ramte mig lige der, hvor jeg selv var for 45 år siden med min førstefødte,netop den alt for store usikkerhed – for hvorfor kunne jeg og hvorfor kan din Lea ikke bare tro på sig selv og være ligeglad med andres mening? Blæsten har væltet træet, så lad være med at tage en opgaveformulering alt for bogstaveligt. Det vigtigste er at komme i gang. Træer er alle vegne og næste gang barnevognen sættes er det måske under et træ, hvem ved? Jeg kan huske hvor irriteret jeg blev på saxo netop i en opgave, hvor jeg ikke lige havde set, at der skulle være en eller anden bestemt rekvisit. Der står i øvrigt ikke noget om i opgaven, at træet skal have en central plads – kik hos Børge – han har lavet træet til en badebro!! kh millemoses-medmere

    Liked by 1 person

    • Kære millemoses-medmere

      Tusinde tak for dine ord. Det er en glæde for mig at vide du genkender. Det vil vise sig, hvad usikkerheden munder ud i – eller måske, hvad den er kommet af. Jeg ved ikke helt endnu, i hvilken retning teksten vil gå i næste uge …
      Faktisk så havde jeg skrevet et træ ind, uden at være mig bevidst, at det var en del af opgavebeskrivelsen. Det er lidt sjovt. Men jeg slettede det igen fordi det blev for tungt. Nu vil jeg alligevel forsøge mig.
      Børges badebro vil jeg glæde mig til at læse om!

      Kærlig hilsen Aviaaja

      Like

  7. Kære Aviaaja

    Hvis ikke vi har været lige præcis der hvor din Lea befinder sig, så har vi helt sikkert været i nærheden af det hun oplever. Et kaos af følelser, en ny og anderledes krop, omgivelsernes forventninger, et næsten uoverskueligt ansvar for et nyt memneske og lige der forventes vi at være ovenud lykkelige. Men så enkelt er det ikke.

    Du har skrevet en fin og følsom tekst, præcis som du kan og du fortæller os ikke hvordan hun har det, det gør fortællingen. Hvor er der en voksen kvinde, en mor eller en eller anden som kærligt kan vejlede hende, jeg håber det menneske dukker op i næste del af opgaven.

    Det er så dejligt du er tilbage og er skrivende Aviaaja, jeg nyder at læse med.

    Kh Livsglæde

    Liked by 1 person

    • Kære Livsglæde
      Jeg nyder at være tilbage. Det rører mig, at det værdsættes!
      Dine ord til teksten glæder mig oprigtigt. Måske særligt der, hvor du skriver “… du fortæller os ikke hvordan hun har det, det gør fortællingen.” Det er en flot rose, tusinde tak!
      Kærlig hilsen Aviaaja

      Like

  8. Kære Aviaaja

    Underlagt de andres bedømmelse, deres kritik, deres borende blik – ja så skal man da miste overblikket og blive svedig, og så kan kritikken jo rigtigt finde grobund. Stakkels lille Lea, alt for tidligt i livet fik hun lært at bøje nakken og tage imod kritikken, endnu har hun ikke fundet styrken til at sætte sit hår som hun vil, sætte næsen i sky, turde være den hun er, lade negativiteten falde tilbage hvor den kom fra, lade troen på eget værd flyde ind i barnet sammen med den gode modermælk. Ikke så underligt at barnet græder. Bare der dog ville komme lige netop det menneske forbi som kan se hende og give hende troen på at det hun er, det hun gør, det er godt nok, det er måske endda lige netop det som hun selv og barnet har brug for.

    Du har ikke mistet din stemme, Aviaaja, den er her lige så markant som den plejer, og den er rigtig glad for at komme ud i lyset igen. Dit sprog hang ikke fast i tasterne, det er lige her, følsomt og Aviaaja-sikkert. Jeg håber Lea vender tilbage, griber ud efter porrerne, betaler med et smil og går tilbage ud i lyset med en lykkeligt sovende baby i barnevognen. Men så nemt er det ikke, vel? Det ved vi godt. Vejen til den værdifulde selvbevidsthed er lang og knudret, men hun kan stadig nå at tage det første skridt.

    Tusind tak for at komme tilbage i folden og tillykke med din tekst.
    kh dorte

    Liked by 1 person

    • Kæreste Dorte
      Af hjertet tak for din velkomstsang. Den varmer og opmuntrer!
      Du læser Lea, ser hende, præcis som hun er, lige der.
      Tak for en medfortællende kommentar. Jeg mærker, du er der.
      Kh Aviaaja

      Like

  9. jeg leder lige efter et træ, kære. Det dukker måske op i næste afsnit. Lidt af et psykologisk drama, som jeg spændt venter på udløsning af, En smuk beskrivelse, jeg er med hele vejen. kh ina

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s