Mariah kigger sig tilbage en sidste gang, inden de drejer om hjørnet oppe ved asfaltvejen, dér hvor birkene skygger for udsynet, så hun ikke længere kan se huset.
I sommernatten kunne det ligne et sted, hvor ingen nogen sinde havde levet. Måske har det hele bare været en drøm, eller en roman, hun har læst og levet sig dybt ind i.
Deres forelskelse, brylluppet. Huset i skoven, som i et eventyr. Drengen, og alle de materielle goder, hun kunne ønske sig. ”Ikke gå ned på udstyr”, var hans favoritudsagn, når han kom hjem med en smuk vase eller dyr vin. Han havde aldrig købt en kjole til hende, der ikke sad perfekt. Latter og lyse dage. Lune vinteraftener ved brændeovnen med skønne venner og dejlig mad.
Sådan sker de store fortællinger. De kommer ud af ingenting og vil ingen steder hen. Man kan være i deres favn en tid og så må man videre. Det havde hendes bedstemor fortalt hende med et stærkt blik, da hun besøgte dem sidste gang for, efterhånden, mange måneder siden.
Et allersidste kig ned mod huset. Tænk, at græsstrå alligevel kan være så grønne.
Første gang han kom hjem efter at have været udsendt, var der ikke noget at mærke. Jo måske, var der lidt længere imellem gæster i deres hjem. Men han trængte til at være alene med hende og drengen. Det var der ikke noget at sige til, sådan som han havde savnet dem i de 6 måneder. Hun havde også nydt at have ham helt tæt på, mærke trygheden. Bare de tre.
Det var begyndt efter anden gang i Afghanistan. Han tålte ikke at være alene, han tålte ikke, de var der. Han bad hende sige sit job op, han ville gerne vide, hvor hun var. Hun havde troet, det var en overgang, at han havde brug for hende, at han blot behøvede tid til at komme sig over de oplevelser, krigen havde givet ham. Han ville ikke tale om det, så hun kunne kun gætte. Ligesom hun lærte sig at gætte hans ønsker og sindstilstand. Lærte at holde drengen væk, når han var i dét humør eller sende drengen ind til ham i arbejdsværelset, når han var i dét humør.
Forandringen var sket glidende, hun gled med, var påpasselig og usynlig. Det var først den dag, Helle henne i børnehaven havde bedt hende om to minutter, og hun havde indvilliget selvom Søren ventede i bilen med motoren tændt, at hun turde forstå. Helle havde fortalt, at personalet var meget bekymret for drengen, der havde forandret sig og var blevet ukontrollabel aggressiv og konfliktsøgende.
I et par uger, havde hun holdt øje med, hvor lang tid det tog Søren, at hente brænde ind, for derefter at lade riflen, og tage den daglige rekognosceringsrute rundt om huset og tjekke alle snubletråde og grene, der tilsyneladende lå tilfældigt. Hendes liv afhang af 6 minutter.
”Højst 5½ minut, så lægger jeg på! ”, hviskede hun til sit spejlbillede på badeværelset i går, inden hun satte alarmen på sin iPhone og ringede op til det telefonnummer, Helle havde fortalt hende, som hun havde lært sig uden ad.
”Mor, MOR! ” Drengen hiver hende i trøjen og får hende tilbage til nuet. Det er godt. Hun må følge planen og ikke mærke, ikke tænke. Ikke gå tilbage.
De kommer til at skulle gå et lille stykke på landevejen, før de kan gå ad skovstier, mere beskyttet end her, hvor bilerne passerer med korte mellemrum.
I nat skal de være på hotellet inde i byen, inden de tager det første morgentog væk. De vil blive hentet på Københavns hovedbanegård af en kvinde, der kører dem til krisecentret.
11. november 2015 kl. 3:19 pm
Hej Aviaaja
Hvor er det en god, velskrevet, og meget realistisk historie, som du har skrevet.
Konflikten er underliggende i historien, fra start til slut.
Spændingen og uhyggen er der også: når hun mon at slippe væk fra hendes mand.
Konflikten med en krigsveteran-mand som har psykiske skader, er så troværdig. Den er også skræmmende, og meget trist.
Der kunne faktisk godt skrives en hel roman, ud fra din historie. 🙂
De eneste smårettelser jeg har er:
– I begyndelsen står der MÅSKE hele tre gange. Her kunne du måske godt slette 1 eller 2 af de MÅSKE’er? De forstyrrer lidt i min læsning.
– “græsstrå ALLIGEVEL…” Jeg forstår ikke hvorfor der står: alligevel, i denne sætning.
Tak for denne omgang DNS skriveforløb.
De bedste hilsner
Søren
LikeLiked by 1 person
13. november 2015 kl. 5:13 pm
Kære Søren
Tak for dine rigtig gode ord, som glæder mig. Ja, tænk hvis det kunne lykkes at “holde sammen” på teksten til en hel roman. Jeg tror der er stof nok og det kunne være spændende at prøve.
Jeg har kigget på de steder du nævner med alle mine “måske”. Jeg ved ikke om de skal ændres. Jeg oplever dem som en slags “tankeopremsning”, hvis du forstår? … men selvfølgelig, hvis de forstyrrer læsningen, så skal det ændres. Jeg tænker lige lidt 😉
At jeg skriver alligevel ved sætningen med græsstrået er sådan et kort glimt, at at “se” livet, selvom hun er færdig inden i, og alting står i gråtoner …
Selv tak, jeg lister rundt og læser lidt her i skriveferien. Kommer på besøg hos dig.
Kh Aviaaja
LikeLiked by 1 person
7. november 2015 kl. 1:37 pm
Kære Aviaaja
Inde hos mig, har jeg været et trip down memory lane denne uge, og derfor går mine tanker igen dén vej. Jeg har mødt flere kvinder, der har taget mod til sig og (af forskellige årsager) forladt manden, for at bo midlertidigt på et kvindekrisecenter. Det kræver ufatteligt meget mod, for det uhyggelige ved psykisk vold er jo netop, at den voldsramte ofte får overbevist sig selv om, at det jo er bedst sådan. Det er jo bedst, at han ved, hvor hun er. Det er jo bedst, at hun hele tiden må være opmærksom på hans sindstilstand. Det er jo bedst at…. Og hvor uforståeligt sådan et forhold end kan virke udefra, så kan der være en dyb omsorg og kærlighed i det. Der kan være ‘honeymoon-perioder’, hvor alt er godt og skønt, og hvor hun tænker: “Ja se bare, hvor skøn han er og hvor godt vi har det!”
Nå, ja noget skrivemæssigt konstruktivt fik du ikke. Men du ramte mig i al fald.
Tak for godt læsestof både denne og tidligere uger.
Jeg håber at få lov at læse mere fremover.
– Nielsdatter
LikeLiked by 1 person
13. november 2015 kl. 5:07 pm
Kære Nielsdatter
Tusinde tak for din kommentar og undskyld, mit svar har taget så lang tid!
Jeg kan høre, du kender til voldsspiralen og det glæder mig, at du relaterer den til min tekst, så tænker jeg, den er troværdig at læse.
Tak for gode ord, og selv tak for godt læsestof. Vi skrives ved, ikke!?
Kh Aviaaja
LikeLiked by 1 person
5. november 2015 kl. 10:35 pm
Hej Aviaaja
Du skriver så empatisk at jeg altid må overgive mig, også her. Og du har omsorg for sproget som alliterationerne i ” Latter og lyse dage. Lune vinteraftener”, en fryd at læse. God cirkelkomposition der starter og ender ved vejen.
Afsnittene “Første gang..” og et par derefter er noget berettende og bremser efter min mening historien. Vi er inde i Finns dillemma om at lægge tilstrækkelig information ind uden at det går ud over flow’et. Ikke nemt.
En enkelt bemærkning:
“hvor birkene skygger for udsynet, så hun ikke længere kan se huset”. – måske mindre tungt hviser står: “dér hvor birkene …”
KH jesper o
LikeLiked by 1 person
13. november 2015 kl. 5:04 pm
Kære Jesper
Undskyld mit sene svar, jeg har forsømt at kigge herind.
Tusinde tak for dine gode ord: omsorg for sproget, er stort og glæder mig rigtig meget!
Jeg er godt klar over det med de berettende afsnit og har prøvet at skrive dem “lettere”. Ind til videre er det ikke lykkes mig. Fortællingen bliver alt for lang så … men måske er det det, den skal have lov til i et andet regí. Det kunne være spændende at forsøge sig – og blot bruge teksten her som skabelon, sammen med de gode kommentarer, og skrive noget længere.
Jeg kigger på birkene …
Tak, Jesper!
Kh Aviaaja
LikeLiked by 1 person
5. november 2015 kl. 5:11 pm
Kære Aviaaja
Jeg ved ikke lige hvad der fanger mig mest som særkendetegn for endnu en af dine gode tekster. Måske er det græsstrået, for det er så genkendeligt at selv i flugtøjeblikket, så ser hun det smukke i et lille græsstrå. Hvis man kan se sådan noget, så ser man det også i sådan et øjeblik. Eller også er det den spænding du lægger i titlen og i den opbygning af teksten der gør, at under hele tilbageblikket hører vi sekundviseren tikke. Et øjeblik tier den stille, så rykker drengen i hende. Eller er det måske den nænsomme omsorg du har for alle tre personer i den lille ulykkelige familie.
Soldatens reaktioner er beskrevet så man tænker Ja, sådan må det være, også uden selv at have prøvet hans oplevelser. Andre soldater har berettet om trangen til at være alene ude i en skov, om ikke at kunne rumme andre, så at han forsøger at rumme verden ved at kontrollere familiereden med snubletråde og medbragt gevær, det må være en forståelig reaktion. Men også et tydeligt tegn på at der er et menneske der trænger til hjælp.
Jeg håber det er realistisk at et krisecenter tager hende ind og kan beholde hende til alt er afklaret og hun ikke længere skal føle sig bange.
Det kan være rigtig svært at fortælle så lang en historie med så mange baggrundsforklaringer uden at det bliver en opremsning. Det klarer du så fint her.
Smukt, uden at være sentimentalt – det har Livsglæde helt ret i.
Det er ægte skrivekunst.
kh dorte
LikeLiked by 1 person
13. november 2015 kl. 5:00 pm
Kæreste Dorte
Jeg har forsømt at kigge herind, og så ligger der sådan en smuk kommentar og venter på mig.
Så mange, gode ord – jeg ved slet ikke, hvad jeg skal give tilbage. Af hjertet; Tak!
Jeg tror fortællingen er realistisk. Jeg har hørt lidt af hvert og ved, at der er plads til en kvinde som hende, på et krisecenter. Om manden også får den hjælp. han behøver, tvivler jeg mere på – og det er forfærdeligt.
Kærlige hilsner Aviaaja
LikeLike
3. november 2015 kl. 5:22 am
Kære Aviaaja
En grum fortælling, om hvordan livet somme tider vil det anderledes end de mennesker, der er i det. Denne fortælling er ekstra grum, fordi man som læser ved, at den stakkels mand er blvet syg, fordi han har haft alle de forfærdelige oplevelser for andre skyld og , måske, helt forgæves. Der kan ikke skrives nok om de lidelser en skyggedel af den danske befolkning er blevet del af og del i. Særligt stærkt, at du fortæller så usentimentalt.
Tak for en dejlig tekst.
Kh
Nina
LikeLiked by 1 person
3. november 2015 kl. 7:31 pm
Kære Nina
Tak for din læsning og det gode ord; “usentimentalt”. Det betyder meget for mig, ikke at ryge i den grøft.
Ja, det er frygteligt at tænke på, hvormange, der med garanti, er blevet syge af krigsoplevelseerne – og så lidt der gøres, for at hjælpe de familier, der rammes.
Kh Aviaaja
LikeLiked by 1 person
2. november 2015 kl. 5:17 pm
Hej Aviaaja,
Spændende historie, flot skrevet, godt handlingsforløb. Der er mange – men måske burde der være flere – beretninger om danske soldater, der har oplevet skrækkelige ting som udstationerede.
Jeg kender ( kun) en, som har været ude mange gange både i Irak og i Afghanistan. Han er kommet så godt over og igennem sine oplevelser, så han har kunnet og villet fortælle om livet derude – og i hvert fald jeg forstod pludselig meget mere. Nå- det her handler ikke om mig!
Specielt synes jeg, afsnit fire er en flot komposition: “Sådan sker de store fortællinger …” Det gik bare lige ind hos mig.
Må jeg foreslå et lille ekstra ord, som ikke behøves, men alligevel: …telefonnummer, Helle havde fortalt hende, OG som hun havde lært sig udenad. Sætningen bliver bedre (i denne fantastisk godt skrevne historie) synes jeg.
Hilsen Ella
LikeLiked by 1 person
2. november 2015 kl. 6:08 pm
Kære Ella
Tak for dine fine, fine ord!
Det glæder mig, at høre om en god historie, fra en krigsveteran.
Det afsnit nu nævner, er jeg også rigtig glad for selv. Det var faktisk det første, jeg skrev og så tænkte jeg lidt på, om det stadig havde noget at gøre i teksten, efter den var skrevet … du ved: Kill Your darlings … men det måtte med.
Jeg kigger på den sætning, du nævner. Tak for den også.
Kh Aviaaja
LikeLiked by 1 person
2. november 2015 kl. 1:21 pm
Hej Aviaaja.
Rigtig flot tekst om et meget aktuelt emne. (hvordan krig påvirker soldaterne)
Her går det helt galt for manden. Håber det er fordi du mener “overdrivelse fremmer forståelsen?” Det virker nu også som et gys, når man læser teksten.
Historien er bygget op, så den er spændende og så forhistorien kommer frem.
Skulle hun hellere have fået manden indlagt på psykiatrisk? Sender hun nogen ud til ham, nu hvor hun og drengen er væk? Måske hans mor?
Det sidder jeg og tænker over – og det er på grund af din historie 😉
Vældig god tekst.
vh. Amanda
LikeLiked by 1 person
2. november 2015 kl. 4:24 pm
Kære Amanda
Jeg er stolt af, at skrive en tekst, du tænker videre på. Ja, jeg tror hun sender nogen ud til ham, når hun og drengen er i sikkerhed. Situationen er jo fortvivlende. Faktisk tror jeg, desværre ikke, den er overdrevet? Jeg har mødt en kvinde via mit arbejde, der har inspireret mig til at skrive teksten. Hendes historie, sammenholdt med en udsendelsesrække, jeg har set for nylig, hvor veteranerne fortæller, har givet mig indblik i hvor forfærdelige skæbner, det at blive udsendt, har bragt med sig.
Tak for dine roser!
Kh Aviaaja
LikeLike
1. november 2015 kl. 9:30 pm
Hej Aviaja
En meget, meget nærværende tekst for mig. Jeg kender sådan en mand, som i årevis har arbejdet med de grufulde oplevelser han har været ude for. Men han er heldigvis anderledes end din hp, han vil gerne tale om det. Et uhyggeligt sceneri og jeg kan forstå at hun forlader ham sådan, det ville ikke være til at vide hvad han kunne finde på.
Der er etafsnit som for mig er blevet for knudret: “I et par uger, havde hun holdt øje med, hvor lang tid det tog Søren, at hente brænde ind, for derefter at lade riflen, og tage den daglige rekognosceringsrute rundt om huset og tjekke alle snubletråde og grene, der tilsyneladende lå tilfældigt. Hendes liv afhang af 6 minutter. ”Højst 5½ minut, så lægger jeg på! ”, hviskede hun til sit spejlbillede på badeværelset i går, inden hun satte alarmen på sin iPhone og ringede op til det telefonnummer, Helle havde fortalt hende, som hun havde lært sig uden ad.”
Det er i overgangen mellem de 6 minutter og så de 5½.
Men ellers en rigtig god historie.
Hilsen
Anne
LikeLiked by 1 person
2. november 2015 kl. 4:20 pm
Kære Anne
Jeg er rigtig glad for din kommentar, som fortæller mig, at jeg rammer nogenlunde plet, i forhold til, hvordan virkeligheden kunne se ud. Jeg ønsker sådan for min mand her, at han finder ud af, at han behøver hjælp når nu, hans kone og barn har forladt ham. For mig at se, lever de allerede under vold, selvom den ikke er fysisk. Og det er måske næste skridt.
Jeg kan god se, hvad du mener, med de 6 og 5½ min. Måske skal jeg blot dele afsnittet. Jeg prøver at fortælle, at hun har beregnet hans “rute” til at vare 6 minutter, og for at være på den sikre side, giver hun sig 5½ minut til at ringe op.
Tusinde tak for din hjælp – og for de gode ord.
Kh Aviaaja
LikeLiked by 1 person
1. november 2015 kl. 8:42 pm
Hej Aviaaja.
Det er så sørgeligt, når unge mennesker sendes i en krig og kommer skadet hjem. Man må håbe, hun og drengen når frem til hotellet og i sikkerhed. Og at faderen også får hjælp. En fortvivlet situation, du her beskriver på en rigtig flot måde.
Kh Marli
LikeLiked by 1 person
2. november 2015 kl. 4:14 pm
Tak skal du have, Marli!
Ja, det er noget så sørgeligt – og der kommer mange sårede ud af det.
Kh Aviaaja
LikeLike
1. november 2015 kl. 3:08 pm
Motivet mor og barn forlader faderen og manden er set før, også i disse spalter. Det er da nok et tilfælde, tror jeg. Du behandler emnet frisk og ligetil. Min største bekymring er, om han kan finde dem på det lokale hotel, inden hun når beskyttelsen næste dag.
Problemet er naturligvis også, at du på relativ kort plads skal redegøre for historiens baggrund. Derved kommer fortællerens rolle lidt for meget frem efter min mening. Men jeg har ikke et endeligt bud på, hvordan det ellers kan gøres. Men tommel up for det direkte, umisforståelige sprog, du har.
LikeLiked by 1 person
2. november 2015 kl. 4:13 pm
Kære Finn
Ja handlingen er ikke ny, som sådan. Dog tror jeg ikke, der findes 2 ens historier bag, at nogen føler sig nødsaget til at forlade sit hjem og sin partner. Jeg kunne godt tænke mig at skrive videre på denne tekst, for, som du også er inde på; hvad sker der videre? Går de tilbage, bliver de fundet på hotellet, eller set på vejen … hvad kommer der til at ske med veteranen? osv. Der er mange åbne døre for at skrive videre.
Jeg overvejede at skrive dialog ind, både i mødet med pædagogen, i opringningen, mellem mor og barn … men det blev for svært, på den korte plads. Jeg vil give dig ret i, at fortællerens rolle fylder meget – og måske, er det kun rammen der er skabt.
Tak for din gode kommentar, som jeg tager til mig og kan bruge!
Kh Aviaaja
LikeLike
1. november 2015 kl. 1:49 pm
Kære Aviaaja
En betagende tekst skrevet med stor empati, underspillet, og i et godt formuleret sprog med mange gode vendinger!
Der ligger en del underforstået. Til sidst får man at vide, hvorfor hun går hjemmefra med sin lille dreng.
Vold avler vold. Det burde være forbudt at sende unge mennesker i krig!
6 minutter er en rammende overskrift. De minutter hun kun har til at gå, da hun ud over dem er fuldt overvåget.
Men man får en følelse af, at de nok skal klare sig. Moren og drengen.
Man kan så tænke på, hvordan det går manden, når han finder ud af, de er gået.
Tak for en gribende og meget aktuel tekst!
De bedste hilsner fra Anne
LikeLiked by 1 person
2. november 2015 kl. 4:06 pm
Kære Anne
Tak fordi, du læser min tekst, som du gør – og fortæller mig det! Ja, vold avler vold, hvad enten det er fysisk eller psykisk vold.
Overskriften er jeg også glad for. Jeg havde svært ved at finde én, men fik hjælp af min datter, der var hjemme på besøg ; )
Jeg håber, de klarer sig alle tre, selvom det nok kommer til at tage tid.
Kh Aviaaja
LikeLike
1. november 2015 kl. 1:41 pm
Kære Aviaaja,
Du formår i sandhed kunsten at fortælle en historie med stor forståelse og indlevelse. Stakkels lille familie som mærker krigens pres. Intensiteten øges undervejs og konflikten bryder aldrig helt ud, men kommer bare truende nærmere og nærmere. Virkelig velskrevet.
Kh
Mette
LikeLiked by 1 person
2. november 2015 kl. 3:13 pm
Kære Mette
Hvor er jeg glad og stolt over dine ord. Konflikten lurer … og måske har den allerede været der længe? Vold, f.eks kan jo også bestå i overvågning og begrænsning.
Kh Aviaaja
LikeLike
1. november 2015 kl. 8:49 am
Kære Aviaja. En meget konkret beskrivelse af et liv der har ændret sig. Beskrevet med forståelse og medfølelse, en rigtig hjertevarm Aviajatekst. En betagende tekst.
hilsner ravnkilde
LikeLiked by 2 people
2. november 2015 kl. 3:12 pm
Kære Ina
Tak for “rigtig hjertevarm Aviaajatekst”. Jeg gør mit bedste for at rumme begge sider af historien.
“Betagende” luner også, ret så meget!
Kh Aviaaja
LikeLike
31. oktober 2015 kl. 2:47 pm
Åh altså, Aviaaja…. jeg sidder nærmest med tårer i øjnene, hvor er det dog en rørende skildring, af et liv der ændrer sig fuldstændigt radikalt, for denne lille familie.
Du fortæller, så jeg ikke et øjeblik er i tvivl om, at denne fortælling, er taget lige ud af virkeligheden, og som så ofte før, i dine tekster, så har du stor omsorg og indføling, med de personer du beskriver.
Jeg håber inderligt, at han får det bedre, og at de igen kan blive en velfungerende familie. Måske er det håb for naivt, det ved jeg desværre ikke nok om.
Det er så smukt skrevet, uden at være sentimentalt.
Kh Livsglæde
LikeLiked by 1 person
31. oktober 2015 kl. 4:01 pm
Kære Livsglæde
Jeg hæfter mig særligt ved, at du synes, teksten er skrevet uden at være sentimental. Det gør mig rigtig glad, fordi det kan være en svær balance, når man vil fortælle sådanne hændelser, synes jeg. Og så er jeg også rigtig glad for, at du mærker omsorgen for dem alle, også manden. Det var vigtigt for mig.
Tusinde tak for din læsning og dine gode ord!
Kh Aviaaja
LikeLiked by 1 person