6 minutter

31. oktober 2015 by Aviaaja 28 kommentarer

Mariah kigger sig tilbage en sidste gang, inden de drejer om hjørnet oppe ved asfaltvejen, dér hvor birkene skygger for udsynet, så hun ikke længere kan se huset.

I sommernatten kunne det ligne et sted, hvor ingen nogen sinde havde levet. Måske har det hele bare været en drøm, eller en roman, hun har læst og levet sig dybt ind i.

Deres forelskelse, brylluppet. Huset i skoven, som i et eventyr. Drengen, og alle de materielle goder, hun kunne ønske sig. ”Ikke gå ned på udstyr”, var hans favoritudsagn, når han kom hjem med en smuk vase eller dyr vin. Han havde aldrig købt en kjole til hende, der ikke sad perfekt. Latter og lyse dage. Lune vinteraftener ved brændeovnen med skønne venner og dejlig mad.

Sådan sker de store fortællinger. De kommer ud af ingenting og vil ingen steder hen. Man kan være i deres favn en tid og så må man videre. Det havde hendes bedstemor fortalt hende med et stærkt blik, da hun besøgte dem sidste gang for, efterhånden, mange måneder siden.

Et allersidste kig ned mod huset. Tænk, at græsstrå alligevel kan være så grønne.

Første gang han kom hjem efter at have været udsendt, var der ikke noget at mærke. Jo måske, var der lidt længere imellem gæster i deres hjem. Men han trængte til at være alene med hende og drengen. Det var der ikke noget at sige til, sådan som han havde savnet dem i de 6 måneder. Hun havde også nydt at have ham helt tæt på, mærke trygheden. Bare de tre.

Det var begyndt efter anden gang i Afghanistan. Han tålte ikke at være alene, han tålte ikke, de var der. Han bad hende sige sit job op, han ville gerne vide, hvor hun var. Hun havde troet, det var en overgang, at han havde brug for hende, at han blot behøvede tid til at komme sig over de oplevelser, krigen havde givet ham. Han ville ikke tale om det, så hun kunne kun gætte. Ligesom hun lærte sig at gætte hans ønsker og sindstilstand. Lærte at holde drengen væk, når han var i dét humør eller sende drengen ind til ham i arbejdsværelset, når han var i dét humør.

Forandringen var sket glidende, hun gled med, var påpasselig og usynlig. Det var først den dag, Helle henne i børnehaven havde bedt hende om to minutter, og hun havde indvilliget selvom Søren ventede i bilen med motoren tændt, at hun turde forstå. Helle havde fortalt, at personalet var meget bekymret for drengen, der havde forandret sig og var blevet ukontrollabel aggressiv og konfliktsøgende.

I et par uger, havde hun holdt øje med, hvor lang tid det tog Søren, at hente brænde ind, for derefter at lade riflen, og tage den daglige rekognosceringsrute rundt om huset og tjekke alle snubletråde og grene, der tilsyneladende lå tilfældigt. Hendes liv afhang af 6 minutter.

”Højst 5½ minut, så lægger jeg på! ”, hviskede hun til sit spejlbillede på badeværelset i går, inden hun satte alarmen på sin iPhone og ringede op til det telefonnummer, Helle havde fortalt hende, som hun havde lært sig uden ad.

”Mor, MOR! ” Drengen hiver hende i trøjen og får hende tilbage til nuet. Det er godt. Hun må følge planen og ikke mærke, ikke tænke. Ikke gå tilbage.

De kommer til at skulle gå et lille stykke på landevejen, før de kan gå ad skovstier, mere beskyttet end her, hvor bilerne passerer med korte mellemrum.

I nat skal de være på hotellet inde i byen, inden de tager det første morgentog væk. De vil blive hentet på Københavns hovedbanegård af en kvinde, der kører dem til krisecentret.