Uret tikker, hjertet banker og øjnene er noget så blå

15. november 2014 by Aviaaja 51 kommentarer

(Opgave 3. Den Nye Skriveskole)

– Hallo, Mikkel her …

– Hej det er Lena …

– Øøøhh Lena?

– Ja Lena, come on skat, du har vel ikke glemt din vilde skolekæreste?

– LENA! Nej hvor fedt. Hej Lena … jamen altså … hej!

– He he så faldt tiøren. Hvordan har du det i dit liv?

– Jamen, jo altså, jeg har det da fint. Du ved … ikke så meget nyt der. Byen ligner sig selv. Man mødes i Brugsen, nu er det så SuperBrugsen, lørdag formiddag og hilser på dem, man dansede med på Fasanen fredag nat. Hvis man da kan kende dem … Hahaha … Jeg har det sgu godt! Hvad med dig?

– Tak jeg har det forrygende. Flyttede jo, som du ved, til Nørrebro lige efter gymnasiet og læser nu Humaniora på RUC.

– Wow, det lyder som noget, der lige passer dig. Du var jo lidt af en bogorm … haha, ja altså den smækreste bogorm, jeg nogen sinde har kendt.

– Hehe, tak-tak … men faktisk så ringer jeg for at høre, om du har lyst til at ses, bare sådan …?

– Tør jeg det … haha … ja selvfølgelig, det lyder fedt. Jeg skal tilfældigvis til København og lave noget strøm i næste uge … lad mig lige tjekke kalenderen …ooons …

– Altså, jeg vil meget hellere komme til dig. Jeg har sådan lyst til at genopleve min barndoms by. Du ved, gense … ja dig! Og så har jeg gang i et projekt, der handler om børn, det kunne være sjovt at undersøge … og måske en tyr på fasanen … hehe … eller bare en TUR på Fasanen og i Brugsen dag… undskyld SUPERBrugsen dagen efter … hehe …

– Ja, den er jeg med på!

– Har du en sofa jeg kan sove på … eller skal se om jeg kan finde … hov for resten, er du gift eller noget?

– Nej, og jeg har heller ingen kæreste for tiden … hvad med di….

– jamen, hvad siger du til på fredag allerede?

– kæft, jeg glæder mig. Du er SÅ velkommen!

Lige fra Lena hoppede ud af toget som den første den følgende fredag eftermiddag, havde han været solgt. Helt fanget ind af hendes blå øjne igen. HENDES duft, da de krammede uden at tøve. De gik hånd i hånd gennem stationsbygningens hal og hen til bilen. Med tommelfingeren kunne han mærke arret i hendes håndflade fra dengang, hun skvattede på diskoteket og skar sig på et glasskår, der lå på gulvet.

Det var så fedt. Straks på bølgelængde og fordybet i spændende samtaler. Tænk at det kunne være sådan. Han havde glemt, at tanker og ord kunne glide så let. At nogen lyttede og havde lyst til at forstå, hvad han følte, tænkte og mente om al muligt. At livet ikke kun var vekselstrøm, byggeplaner, urimelige frispark og ølmærker. Glæden i hver en celle da hun ved middagen i havestuen fastholdt hans blik og roste hans stadig gode fysiske form og hans sans for indretning. Hun havde sagt, at hun aldrig havde glemt hans kreativitet og evne til at få andre mennesker til at føle sig særlige, og godt tilpas. Så megen varme i de øjne. Hvorfor havde han ikke haft modet til at flytte med dengang … nåh jo, hun var jo …

– Mikkel … Mikkel … hallo jorden kalder Mikkel.

– øh ..

– hehe, … nej, spøg til side. Jeg har vist fedtet af på det, når du har spurgt til mit liv ud over RUC. Jeg har faktisk en rigtig sød kæreste … men det er helt ok, at jeg er her.

Det sugede fælt i maven.

– hvor skønt, selvfølgelig har du det!

Jep, så er det på plads … Fasanen?

De havde danset og drukket, grint og leget, talt og elsket. Hun havde igen og igen forsikret ham om, at det var helt ok med hendes kæreste i København. Han besluttede sig for ikke at spørge mere. Tænkte tanken, … men aldrig til ende. Siden var de mødtes ”i barndommens gade”, som hun finurligt kaldte det, ca. en gang om måneden i et halvt års tid.

Mikkel satte p-skiven og drønede, lidt forsinket, ud på perronen.

– Hallooeeh, Lena pustede ham i nakken … Der er nok én der er sent på den … og så lige i dag. Kom, der er en du skal møde. Jeg ville have ringet først … men … altså modet …

Blå øjne, røde pletter på kinderne, grøn frakke, lilla halstørklæde … blå øjne … kærlige …

– Mikkel! … … her er min kæreste Simone …

… Simone! Her er min kæreste ven Mikkel, som jeg har fortalt dig så meget om.

… Mikkel! … vi skal være forældre.